Kærligheds- og jalousidramaet mellem Aida og Amneris er et af de store omdrejningspunkter for handlingen i Giuseppe Verdis opera ´Aida´ fra 1871. Aida er slave hos den egyptiske kongedatter Amneris, men er i virkeligheden datter af Etiopiens konge. De to damer er begge forelskede i Radames, der er officer i den egyptiske hær. Radamés på sin side er forelsket i Aida og ønsker ikke at gifte sig med Amneris, da hendes far tilbyder det, efter han har ført Egypten til sejr. Der smedes rænker, så det basker. Amneris har med kvindelig intuition opfattet, at Radames er interesseret i Aida. Hun holder øje med ham og fortæller nærmest i samme åndedrag Aida, at Radames er død i krigen, hvilket får Aida til at afsløre sine følelser for ham. Aidas far får hende til at lokke Radames i en fælde, så han afslører hemmeligheder om sit land. Amneris forsøger at få Radames til at glemme Aida, men han vil hellere dø end leve uden hende og vil ikke forsvare sig mod de anklager, der rejses mod ham. Han bliver dømt til at blive begravet levende. Aida opsøger ham, og de afventer sammen døden. Det er lige kort fortalt!
I britiske Annabel Ardens iscenesættelse er den oprindelige egyptiske stereotype pomp og pragt pillet ud af opsætningen, ligesom man må forstå, vi nærmest befinder os i en nutid. Bortset fra teksten, hvor der stadig synges om Etiopien og Egypten, er der heller ikke navne på landene. På bagvæggen kører uhyggelige og nutidige krigsbilleder, og en person fra hæren tager billeder med sin iPhone.
Operaens mest kendte og melodiøse tema, Triumfmarchen, føres an af 6 ”Aida-trompeter” fremstillet specielt til forestillingen med tre trompetister på hver deres balkon. På scenen er der stor fest med mængder af metalballoner og cancan-dansere og koret i det store skrud.
Imidlertid er det ikke selve krigen, der er i centrum i produktionen. Det er det intense trekantsdrama mellem Aida, Amneris og manden de begge elsker. Man forstår for så vidt begge de damer. Amneris føler sig svigtet, og Aida er forelsket helt ind til benet, men føler sig forpligtet overfor sit land.
Den amerikanske mezzosopran Raehann Bryce-Davis synger det krævende parti som Amneris, og hun er fantastisk. Alle hendes følelser kommer ud i den afsluttende arie, hvor hendes elskede og Aida befinder sig i den krypt, hvor de kommer til at dø sammen. Der er had, kærlighed og hævn i hendes stemme. Vi forstår hendes savn og afmagt, og man forstår også, at hun føler sig godt og grundigt svigtet. I denne version har hun rent faktisk været kæreste med Radames, da de i en af begyndelsesscenerne vågner op i samme seng. At ens kæreste så både bliver forelsket i en anden og i øvrigt har røbet statshemmeligheder, kan godt få følelserne op på de høje nagler. Det er hos Raehann Bryce-Davis aka Amneris, at dramaet folder sig ud. Hun har mange facetter og skyr ingen midler for at vinde eller beholde den mand, hun vil have.
Aida har en mere endimensionel personlighed. Hun elsker Radames og vil blive ved hans side uanset hvilke betingelser det bliver under. Tyskfødte Miriam Clark synger hovedpartiet som Aida, og hun er ligesom Raehann Bryce-Davis imponerende. Historien står og falder med de to. Til at hjælpe sig med at fremstille sin karakter har Miriam Clark gennem hele forestillingen fire moderne dansere, der følger Aida og bliver en del af hendes personlighed. Det er et interessant påfund, og det fungerer. Theo Clinkard har skabt koreografien i samarbejde med danserne.
Samuele Simoncini er en fin Radames og synger godt op mod de to rivalinder.
Operakoret var ved premieren i sædvanlig storform under Steven Moores kyndige ledelse, ligesom kapellet med Paolo Carignani på dirigentpodiet var det.
Det er på én gang interessant og forvirrende, at handlingen er henlagt til en neutral nutid. Teksten er den oprindelige, men man er alligevel væk fra det gamle Egypten. I 2023 er det imidlertid på sin plads at føre dramaet op til vor tid og lade publikums fantasi føre dem til den aktuelle krigssituation.
Aida på Operaens store scene
Medvirkende: Miriam Clark, Raehann Bryce-Davis, Samuele Simoncini, Musa Ngqungwana, Kyungil Ko, Sir Willard White, Gisela Stille, Michael Kristensen,
Dansere: Brittanie Brown, Jens Schyth Brøndum, Nikoline Due, Stine Rønne
Det Kongelige Kapel med koncertmester Mikkel Futtrup
Det Kongelige Operakor ved korsyngemester Steven Moore
Instruktør: Annabel Arden
Dirigent: Paolo Carignani
Associeret instruktør og koreograf. Angelo Smimmo
Koreograf: Theo Clinkard
Scenograf: Merle Hensel
Kostume idé: Christina Cunningham
Kostumedesigner: Gabrielle Dalton
Lysdesign: Lee Curran
Videodesign: Will Duke
Varighed: 2 timer og 55 minutter inkl. en pause
Spilleperiode: 2. marts til 30. april 2023
