København er i disse dage klædt i regnbuefarver, og det var Det Kongelige Teaters gamle scene også ved urpremieren på operathrilleren ´Begærets mysterier´ af polske Krystian Lada. Udover at præsentere et mordmysterium er ´Begærets mysterier´ mest af alt en legende undersøgelse af køn.
Krimisporet centrerer sig om historiens hovedperson den ubehagelige konservative politiker Hr. D, der er en helt igennem skidt karl. Han har sat sin hustru, sin søn, sin professionelle dominatrix, sin assistent og elsker i stævne på et motel, der drives af den meget farverige dragqueen Agatha. Dertil kommer en lille arrig lejemorder. Mødet bliver ikke som tiltænkt af hr. D, idet han bliver skudt inden på et af motellets værelser. Hvem, der har myrdet den lidet sympatiske mand, er ikke det vigtigste. Det er at finde ud af, hvem personerne omkring ham er og var.
Hr. Ds hustru har stået ved hans side i 35 år, men ægteskabet har ikke bragt hende megen lykke. Tværtimod har han frataget hende deres eneste barn. Barnet var født som pige, men skiftede køn i puberteten, hvorefter hans far smed ham ud. Sønnen på sin side er bitter på begge sine forældre og kæmper muligvis stadig en anelse med sin kønsidentitet. Hr. Ds assistent og elsker bliver udnyttet af sin sugardaddy. Den professionelle dominatrix – også enlig mor til to og tidligere matematiklærer – er arrig, fordi hun ikke har fået penge for sin sidste uddeling af pisk til hr. D. Hver og en har de gode grunde til at gøre det af med ham.
Stemningen er anspændt på det lille motel, der er som taget ud af Edward Hoppers billede ´Nighthawks´. Ingen ved, hvad der skal ske. Det er en fantastisk kulisse, og neonlyssætningen er flot.
Intertekstualiteten står i kø i forestillingen. Dominatrix ligner umiskendeligt Uma Thurman i ´Pulp Fiction´ og hr. Ds hustru Grace Kelly, og de er tydeligt hinandens modsætninger. De er i hver deres ende af skalaen til at tjene hr. D. Motelejeren hedder vist heller ikke helt tilfældigt Agatha, og hun er i hvert fald den eneste, der bare en anelse interesserer sig for, hvem der har skudt hr. D.
Forestillingen kører både på scenen og som fantastisk videodesign, hvor man følger personernes tur i taxa med motelejer Agatha som chauffør på vej mod motellet.
Og så er der selvfølgelig musik med Det Kongelige Kapel i graven. Det bliver til klassiske highlights, en enkelt melodigrandprixsang, evergreens, og ikoniske popsange. Der spændes fra Mozart til Cher. Skønt er det at høre Simon Duus synge ´My heart belongs to Daddy´, hvor han synger om hr. D. Tilsvarende bliver betydningen af Aretha Franklins ´Like a natural woman´ sunget af Ann Petersen og Elisabeth Jansson helt anderledes, når to kvinder synger til hinanden. Skønt og sjældent er det at høre en mand synge sopran, men Samuel Marino, der ikke er meget større end Cykelmyggen Egon, er præcis det, og han væltede næsten salen. Adrian Angelico synger partiet som den transkønnede søn. Han er selv født som pige og har som 16-årig skiftet køn. Han synger mezzosopran, og hans optræden var både personlig og stærk. Sammen sang alle Freddie Mercurys ´Don´t stop me now´ – et nummer, man sjældent har hørt på en operascene. Så meget mere kærkomment var det.
Motelejeren Agatha blev fremstillet af dragqueen Vinegar Strokes. Han er utrolig og går ikke i ét med tapetet i sin hvide corsage og ditto kåbe og høje røde stiletter. Han holdt publikum i sin hule hånd med vid og charme og inddrog den engelske pantomimetradition som fortæller og fortolker af historien.
Endelig er der hr. Ds sjæl fremstillet af danseren Lukas Hartvig-Møller. Han leverer en utrolig solo, (formentlig skabt af ham selv?). Man ser ham i sengen, der ses lodret på væggen, og man frygter for, at han skal dratte på gulvet. Lukas Hartvig-Møller har en fantastisk spændvidde som danser. Han er uddannet på Det Kongelige Teaters balletskole, men arbejder nu som moderne danser for Dansk Danseteater. Han spiller på alle strenge.
Det er en anderledes, spændende og ikke mest sjov forestilling, Krystian Lada har skabt til Det Kongelige Teater. Den har så mange overraskende elementer, at man burde se den flere gange for at få flere detaljer med, og den rusker lidt op i det traditionelle operapublikum og lokker nok nye til. Det kan anbefales at købe forestillingens program, der byder på flere oplysende artikler.
Det er flot, at operachef John Fulljames, der desværre snart forlader teatret, har fået Krystian Lada til København. Tak for det.
Begærets mysterier af Krystian Lada på Det Kongelige Teaters gamle scene
Musikalsk ledelse: Ewa Strusinska
Musik af: Giacomo Puccini, Cole Porter, Astor Piazzolla, Thomas Ades, W.A. Mozart, Amilcare Ponchielli, Giuseppe Verdi, Kurt Weill, Richard Wagner, Eden Ahbez, G.F. Händel, Saint-Saëns, Julian Maas, Joey Patulka, Alexander Zuckowski, Charlie Mason, Carol King, Gerry Goffin, Jerry Wexler, Aretha Franklin, Charles Gounod, Freddie Mercury og Cher.
Sangere: Ann Petersen, Adrian Angelico, Elisabeth Jansson, Samuel Marino, Vinegar Strokes
Danser: Lukas Hartvig-Møller
Det Kongelige Kapel
Koncertmester: Tobias Sneh Durholm
Koncept, videodesign og iscenesættelse: Krystian Lada
Scenografi: Didzis Jaunzems
Kostumedesign: Henrik Vibskov
Lysdesign: Clement Irbil
Varighed: 1 time og 45 minutter uden pause
Spilleperiode: 18. august til 12. september 2021
