Handlingen i operaer er ofte uden den store fornuft, men i Cosi fan Tutte er det taget til ekstremer. I historien optræder seks personer. Der er to unge par. Fiordiligi, der er forlovet med Guglielmo og Dorabella, der er forlovet med Ferrando. Hvert af parrene er glade og forelskede og tro mod hinanden. Der er en slange i paradis – nemlig Don Alfonso, der sætter sig for at bevise, at alle kvinder er utro. Han laver derfor et eksperiment, idet han vædder med de to herrer om, at deres kærester vil være utro, og kæresterne fastholder, at det vil de ikke. Herefter foregiver de to herrer under stor hulken fra de to damer, at de skal i krig. I virkeligheden forklæder de sig og gør hver især kur til den dame, de ikke er kæreste med. Begge damer ender med at overgive sig til den forkerte, og Don Alfonso vinder sit væddemål. Til at hjælpe sig har Don Alfonso tjenestepigen Despina, der opildner de to damer til at gå ud og more sig.
Det skal fremstå sjovt, men er det ikke, for selv om man kan give sig lidt for den almindelige illusion, er det umuligt, at de ikke skulle genkende deres egne kærester, bare fordi de har taget noget andet tøj på. Det hele forekommer i virkeligheden bare ondskabsfuldt, men det bliver heller ikke farlige forbindelser som hos Pierre Choderlos de Laclos.
Tobias Hoheisel har lavet et gigantisk camera obscura, der er det rum eller ikke rum, som personerne befinder sig i. Den mørke trækonstruktion er klaustrofobisk, men det ser flot ud, når den står mastodontisk midt på scenen.
Musikalsk er Cosi fan Tutte ikke Mozarts mest interessante. Det er smukt, og det er tydeligt, at det er skrevet af ham, men der er ikke melodier, der bliver hængende efter forestillingen. Orkesteret sad hævet op i stedet for at være gemt væk i orkestergraven, og det er altid skønt at kunne se musikerne.
Alle sangere var fantastiske og især Kari Dahl Nielsen er god (på trods af at det blev oplyst, at hun havde problemer med halsen – det kunne man ikke høre). Der blev også ageret fint på den lille plads, der var til rådighed inde i camera obscuras rum, og igen må man give lidt, når vi leger, at vi ikke kan se en voksen person under et bord, men i denne sammenhæng forekom det nærmest absurd.
Sine Bundgaard sang tjenestepigen Despina, og hun gjorde også fin fyldest i denne rolle, og når hun skulle forklædes som læge eller notar. Som notar lagde hun sin stemme om, så man bestemt troede på, at hun var en irriterende og bedrevidende offentlig tjenestemand.
Cosi fan Tutte kan med sine kun seks sangere og ikke fuldt orkester ikke være den dyreste opsætning, og muligvis er det derfor, man har valgt at sætte forestillingen op. Det er prisværdigt, at John Fulljames byder på mange premierer på en sæson, men antal er ikke en gevinst i sig selv.
Cosi fan tutte
Komponist: Wolfgang Amadeus Mozart
Musikalsk ledelse: Paul Goodwinn
Iscenesættelse: Tim Albery
Scenografi og kostumedesign: Tobias Hoheisel
Lysdesign: David Finn
Medvirkende: Anna Kasyan, Kari Dahl Nielsen, Magnus Ingemund Kjelstad, Matteo Macchioni, Sine Bundgaard, William Dazeley
Det Kongelige Kapel ved koncertmester Mikkel Futtrup
Varighed: tre timer inkl. en pause.
Spilleperiode: 12. november 2019 til 8. marts 2020
