Operetter har det med at blive bedagede. Således også Franz Lehárs glade enke fra 1905. Det Kongelige Teater kan ikke bare tage til Maxims og så tro, at et moderne publikum lader sig forføre, selv om Lehárs melodier stadig er vidunderlige i dag. Der skal mere til, og der er sandelig blevet omarbejdet til 2021 af Adam Price, der har lavet ny tekst og sammen med Kasper Holten har omplantet handlingen til et lukningstruet teater, hvor direktøren Zeta mildest talt er mindre fin i kanten.
I en gigantisk diskokugle designet af Steffen Aarfing finder løjerne sted. Her befinder teatret sig i flere etager, når det ikke bliver omdannet til en flot teaterfoyer. Kuglen er omkapslet af sætstykker, hvor der projiceres billeder og tweets op, så det er en lyst. Det går hurtigt for teaterdirektøren at tweete, og hans udgydelser har som oftest intet med sandheden at gøre, men det er heller ikke hans mål.
Til teaterdirektør Zetas premiere er inviteret revl og krat fra kultureliten i form af en filminstruktør, en svensk museumsdirektør og selvfølgelig journalist Ken Skade fra Polemikken. Det er skægt og spejler langt hen ad vejen premieregæsterne i virkeligheden. Disse får deres egen taletid på indlagte filmsekvenser. Således udtaler Hilda Heick, James Price og journalist Henrik Steen Olsen sig om forestillingen – alt sammen i angiveligt ondskabsfulde vendinger om en operette, der med Henrik Steen Olsens ord må betragtes som absurd teater. Det er sjovt med metaplaner, hvor alle skal holde tungen lige i munden for at være med på humoren. For hvad er humor og hvad er alvor. Det er tit to sider af samme sag. På teaterdirektørens gæsteliste er også Hanna Glawari, hvis mand, den hovedrige svineproducent fra Tarm, (Ulf Pilgaard i stillbillede) er død fjorten dage forinden. Heldigvis er enken kommet sig på den tid og vil nu gerne indfange sin x-kæreste Danilo. Han er tilknyttet teatret, og de har haft en affære, da hun var dansepige i en produktion, men han er mere optaget af realityprogrammet ´Gift ved første knald`, som han deltager i. Zeta vil gerne have Danilo til at forføre Glawari, så teatret kan få fingrene i hendes penge, men Danilo vil hellere knalde igennem.
Sine Bundgaard er skøn som enken Hanna Glawari iført stram skinnende hvid buksedragt, sølvsandaler og meget højt og bredt hår sat op til narrestreger. Og så synger hun som en drøm. Det samme gør Peter Lodahl, der synger i partiet som Danilo, og sammen har de flere skønne duetter.
Lise Baastrup er special guest star i dette cast af operasangere, og hun er den eneste, der ikke dubleres. Hun er den skrappe Djøf-er med det skønne navn Nielsen og vist nok med fornavnet Britta – meget tillidsvækkende. Hun forsøger uden meget held at få teaterdirektøren til at makke ret og ikke bare spendere penge på fois gras til premierefesten efter premieren på netop ´Den glade enke´, der mildest talt ikke bliver nogen succes. Baastrup er herlig, når hun giver den gas i sin kontorspadseredragt og synger Aretha Franklin nummeret `Respect´.
Det er selvfølgelig ikke nyt det hele. Franz Lehárs musik flyder stadig fra kapellet med Vincenzo Milletari som fyrig og kompetent dirigent. Det er ørehængere, som de fleste kender og kan nynne med på, og melodierne er ikke forældede. Der er romantik i luften sine steder, og vittigt er det, at duetten mellem Valencienne i Clara Cecilie Thomsens smukke skikkelse og Camille, Jens Christian Tvilum, foregår i Hanna Glawaris surt arvede svinestald, hvor halve grise drejer rundt i lokalet.
Der er skønsang hele vejen igennem, og operakoret er som altid fantastisk, danserne i Signe Fabricius´ koreografi giver endnu mere liv til foretagendet, og alle solister er uden undtagelse velsyngende.
Adam Prices tekster er ikke kun satiriske i indholdet. Han gør åbenlyst grin med banale sangtekster – her rimer hjerte virkelig på smerte. Hanna Glawaris kærlighedserklæring til Danilo er inderlig, men man forstår, at Danilo skal ville hende for alvor.
Det er begavet satire, Kasper Holten og Adam Price har bedrevet. Der drilles til højre og venstre. Der langes ud efter den tidligere kulturminister, der vist må være en af de mest udskældte og parodierede af slagsen. Der langes ud efter alt fra finkultur til platte realityprogrammer. Der spekuleres i, hvilke forpligtelser seriøse teatre har og om korruption og nepotisme i både ministerier, i kulturpolitik og i teatrets egne rækker. Der er ingen, der går fri, og det er dejligt, at pilen også peger indad.
Kønsidentiteter og me too er oppe i tiden, og Price/Holtens glade enke er ingen undtagelse. Hanna Glawari får sat Danilo til vægs ved at minde ham om hans udsvævende fortid. Og så er der ellers homo/hetero/aseksuelle og endelig Danilo, der i en gigantisk taftnederdel springer ud som monogam med ingen ringere end – ja gæt selv.
Det ender lykkeligt.
Den Glade Enke 2.0
Komponist Franz Lehár
Iscenesættelse: Kasper Holten
Assisterende instruktør: Anna Schulin-Zeuthen
Bearbejdelse: Adam Price og Kasper Holten
Sangtekster og dialog: Adam Price
Dirigent: Vincenzo Milletari
Scenograf: Steffen Aarfing
Kostumedesign: Ida Marie Ellekilde
Koreografi: Signe Fabricius
Lysdesign: Ulrik Gad
Videodesign: Luke Halls
Medvirkende: Simon Duus, Clara Cecilie Thomsen, Sine Bundgaard, Peter Lodahl, Jens Christian Tvilum, Lise Christensen. Christian Damsgaard, William Pedersen, Torleif Steinstø, Anders Kampmann, Fanny Soyer, Lise Baastrup, Ayala Zimbler Hertz, Pernille Bruun.
Dansere: Ingeborg Meier Andersen, Maria Malmström, Nefertiti Moeglin Pedersen, Stine Andersen, Thea Carla Schøtt, Tone Reumert.
Speaker: Jens Jørn Spottag
Svine-Svendsen på stillfotos: Ulf Plgaard
Det Kongelige Operakor ved korsyngemester Steven Moore
Det Kongelige Kapel
Koncertmester: Emma Steele
