På et internationalt hotel i en storby – måske Bangkok, hvis man skal tage byens lys under den flotte skybar for pålydende – foregår historien. Det kan sådan set være alle steder. Disse hoteller ligner hinanden, og alle gemmer de på både muntre, sexede og fordækte hemmeligheder. Anonymiteten kan skjule både utroskab, voldtægt og mord, og disse elementer indgår alle i Mozarts bittersøde historie om Don Juan. Don Juan må karakteriseres som en scorekaj, der ingen skrupler har. Han knalder til højre og venstre, og når han kommer i problemer, smider han gerne sin tjener under bussen, så han kan tage skraldet. Den slags går selvfølgelig ikke ustraffet hen, så Don Juan må til sidst se sig slået på målstregen, hvor helvedes flammer tager ham, og han siger farvel til denne verden. Fræk som en slagterhund til det sidste er han, når han sidder i hotelværelsets seng med sit nøglekort på tværs i munden.
Det er en god idé at have et hotel som scenografi. Der er døre, der kan forveksles, og der er elevatorer, man kan flygte og gemme sig i, og så er der snittet fra de store byer. Det er flot lavet – både når man befinder sig i hotellets foyer, hvor værelserne ovenover er oplyst og minder om et ensomt Hoppersk univers eller er oppe på værelserne og endelig i den flotte bar, hvor der er en fest i gang.
Forestillingen starter og slutter med et bunkepul arrangeret af hovedpersonen selv. Nogle veldrejede damer og herrer er i lag med hinanden på kryds og tværs. Det er selvfølgelig fint for husarerne, men også lidt unødvendigt. Vi kunne alle have forstået historien uden, men nu kan alle i hvert fald være med.
Palle Knudsen sang det store parti som Don Juan, og han var både velsyngende og i den grad flot og charmerende. Man forstår godt, at han kan fordreje hovedet på alverdens damer. Hans lidt klovnede tjener Leporello synges af Morten Staugaard, og han har udover en fantastisk stemme, også komisk talent.
Donna Elvira ankommer til hotellet trækkende en stor lyserød rullekuffert bag sig. Hun er iført gult regnslag, en fake leopardfrakke, og hun er flyforbandet af raseri på Don Juan, der efter at have lovet hende ægteskab, har svigtet hende på det groveste. Sine Bundgaard synger donnaens parti, og hun lider ikke i stilhed, samtidig med at hun er noget vægelsindet i sin vrede. For så snart Don Juan – i skikkelse af Leporello – byder sig til, er hun villig til at gå på kompromis med de beslutninger hun har taget om at hade Don Juan for evigt. Hormoner og hjerte sejrer over forstanden.
Kari Dahl Nielsen er den unge brud Zerlina, der er på hotellet med sin kommende mand. Hun er et under at høre på, men så sandelig også et skønt syn i en opslidset hvid brudekjole og strømpebånd. Selvfølgelig sætter Don Juan jagten ind på hende.
Mozarts historie hænger ikke rigtig sammen. Der er for mange intriger, der klares med, at personerne ikke gennemskuer, at de bliver narret. Det er utroligt, at både Donna Anna, sunget af Mandy Fredrich og Donna Elvira ikke opdager, hvem de i virkeligheden er i lag med. De fleste kan ikke narres af en paryk, der er taget på til lejligheden. Det skal man nok ikke filosofere for meget over. Sådan er det tit i operaer, men det skurrede alligevel noget.
Det kompenserer den vidunderlige sang fra alle solister og operakoret for, og Mozarts musik er forunderlig. Det er en flot forestilling, John Fulljames lige før sin afsked med teatret har sat op. Hvorfor han ikke ville på scenen ved de efterfølgende fremkaldelser, var der ingen forklaring på. Vi i publikum ville gerne have set ham.
Don Juan af Wolfgang Amadeus Mozart på Operaens store scene
Instruktør: John Fulljames
Co-iscenesættelse: Aylin Bozok
Dirigent: Julia Jones
Scenograf: Dick Bird
Kostumedesign: Annemarie Woods
Koreograf: Maxine Braham
Lysdesign: Fabiana Piccioli
Videodesign: Will Duke
Video- og computerprogrammør: Dan Trenchard
Medvirkende: Palle Knudsen, Morten Staugaard, Mandy Fredrich, Sine Bundgaard, Kari Dahl Nielsen, Jacob Skov Andersen, Tomi Punkeri, Nicolai Elsberg
Det Kongelige Operakor ved korsyngemester Steven Moore
Det Kongelige Kapel
Varighed: 3 timer og 5 minutter inkl. en pause
Spilleperiode: 30. januar til 3. juni 2022