De levede lykkeligt til deres dages ende. Sådan slutter mange eventyr. Det er så lidt det modsatte, ´Don Juans Inferno´ går ud på. Mozarts Don Juan plejer at ende ved Don Juans middagsselskab med kommandantens spøgelse. Hvad der herefter skete i Inferno, ved vi ikke. Simon Steen-Andersen har været nysgerrig efter, om Don Juan fik som fortjent i det Helvede, han havnede i. Ikke overraskende møder Don Juan den ene skurk efter den anden fra Operaens verden. Det er sjovt, og selv om skurke ikke vinder nogen pris for at gøre noget godt for andre, er de tit meget sjovere end de let kedelige, uegennyttige og helt igennem gode helte. Dem er der tit ikke meget spræl i – tænk bare på Loke og Balder. De fleste ville til enhver tid vælge den fæle Loke.
Simon Steen-Andersen er komponist, men han har efter eget udsagn ikke skrevet så meget som én node til infernoet. Han har derimod re-komponeret en masse uddrag fra diverse operaer, hvor ærkeskurkene optræder. Henved 30 operaer er inkorporeret i historien. Polystofeles er sammensat af hele 19 forskellige djævle. Simon Steen-Andersen har udnyttet hele Det Kongelige Teaters gamle scene. Teatret er en del af scenografien, da han har filmet alskens steder i huset. Der er scener fra Balkon Foyeren, gangene på balkonen, garderoberne, kældergangene m.v. Flere steder figurerer de medvirkende sangere, der på den måde til tider fra filmen træder ind på scenen. Mange af filmsekvenserne vises på hovedet, så lysekroner hænger opad, ligesom tøjstativer gør det. De fleste buster står også helt omvendt. Det giver en følelse af uhygge, må man sige. Som et sjovt tvist dukker Simon Steen-Andersen op som pedel i kælderen. Han er med i forestillingen både som hjælper og iscenesætter. På den måde er der flere gange scener på flere planer, for er vi med i en fiktiv handling om operahistoriens skurke, eller er vi på et teater med intriger mellem sangerne. Det er fint, at Simon Steen-Andersen ikke er forfaldet til at bruge de optagelser, han lavede til urpremieren i Strasbourg. Han har brugt Det Kongelige Teater i København, hvor det københavnske publikum er hjemme og genkender rum og sale, ligesom de får adgang til mere hemmelige steder i teatret.
Forestillingen er en fusion af film med sangerne, sangere og musikere på scenen og i orkestergraven, der i denne sammenhæng er overdækket med en mørk dug. Dette sidste er en anelse forvirrende – man plejer at kunne ane musikerne.
Simon Steen-Andersen giver publikum et univers, der tæller en del mandlige skurke, der selvfølgelig indbefatter Don Juan, der gør sig som forfører, voldtægtsforbryder, libertiner og morder, men også Faust, Jago, Macbeth, Orfeus med mange flere. På spindesiden dukker den skønne Turandot – hende der for et godt ord hugger hovedet af sine bejlere, ligesom Sycorax – heksen fra Shakespeares ´Stormen´ er at finde. De tre skæbnegudinder dukker op ved flere lejligheder.
Figurerne kommer til live på flere måder. Der skabes blandt andet et univers, der mistænkeligt minder om X-Factor. Bemærkningerne om deltagerne leveres af Polystofeles, der nok skal se til, at de bliver nedgjort. Den endelige dom kommer skæbnegudinderne med.
Andre scenarier giver mindelser til psykedeliske raveparties. De optrædende køres ind på store stilladser og er iklædt bizarre kostumer. I en sekvens er musikerne tvunget til at spille baglæns på deres instrumenter. Trommeslageren har sin tromme på ryggen, og som en anden flagellanter hamrer han på den. En anden musiker spiller tilsvarende omvendt på sin bas. Det er sjovt på den let mærkværdige måde. Sjovt er det også at se en musiker spille på sav – sjældent set i opera-sammenhæng.
Cody Quattlebaum synger partiet som Don Juan/Hollænderen og Orfeus. Han har en skøn stemme, og så har han en ret karakteristisk og voluminøs hårpragt. Han har udseendet til at forføre damerne, hvilket skærper troværdigheden. Damien Pass er Polystofeles/Kommandanten og en læge. Han er skøn, når han elegant svæver i scenerummet, og som en anden dirigent fører an i slagets gang mod den stadig mere overrumplede Don Juan.
Sydafrikanske Siphokazi Molteno synger blandt andet fra Turandot, der som nævnt er en herlig kvinde på den mere grusomme måde.
Der er virkelig mange sjove og interessante elementer i forestillingen, og Simon Steen-Andersens drengerøvsudstråling er fantastisk. Hans ide om på sin egen omvendte måde at hylde operalitteraturens skurke er skøn.
Imidlertid er det svært at følge med i alle operascenarierne, men det kan skyldes mangel på viden. (Den skal dog seriøst være i top for at være helt med). Ideen med video, der smelter sammen med sceneoptræden, er god, men det overdrives.
Det helt store problem er dog, at hele foretagendet på ingen måde indbyder sit publikum. Da den mest vidunderlige arie fra ´Turandot´ ´Nessun Dorma´ bliver sunget, er der slet ikke mulighed for at give applaus. (Jeg prøvede ellers). Publikum var udelukkende tilskuere, og det var en skam.
Det ændrer dog ikke ved, at Simon Steen-Andersen er en interessant kunstner, det ville være herligt at stifte bekendtskab med igen på Det Kongelige Teater. Han mangler en del skurke, for hvor var Scarpia fra ´Tosca´ og Pinkerton fra ´Madame Butterfly´ for eksempel henne. De kunne måske dukke op en anden gang.
I et nyt værk af Simon Steen-Andersen kunne publikum være heldige at stifte bekendtskab med mere af hans egen musik.
Don Juans Inferno
Medvirkende: Fanny Soyer, Siphokazi Molteno, Cody Quattlebaum, Damien Pass, Fredrik Bjellsäter, Geoffrey Buffiere
Koncept, re-komposition og iscenesættelse: Simon Steen-Andersen
Dirigent: Bassem Samir Akiki
Kostumedesigner: Thibaut Welchlin
Assisterende instruktør: Johanne E. Holten
Assisterende scenograf: Hannah Deutschle
Assisterende lyddesigner: Romain Muller
Varighed: 1 time og 45 minutter uden pause
Spilleperiode: 20. april til 9. maj 2024
Forestillingen er et samarbejde mellem Den Kongelige Opera, Opéra national du Rhin og Musica Festival Strasbourg, hvor forestillingen havde urpremiere i september 2023.
