Så er den gal igen: Figaros har endnu engang taget en klassiker under behandling med ”respektfuld respektløshed”, og det er uhyggelig morsomt – ja, det er humor med bid i. Lige godt halvanden times underholdning af høj kvalitet er hvad Den døde sild, Den kælderkolde, Røsten fra graven og En allerhelvedes god pianist disker op med.
Forestillingen Dracula er tempo, musikalitet og gakket humor affyret med vanlig træfsikkerhed. Man griner sig gennem en forestilling, der føles alt for kort – faktisk er man ikke helt sikker på, hvornår den er slut.
De tre skuespillere har selv stået for manuskript og instruktion, og der lægges virkelig op til hård træning af de coronaslatne lattermuskler, ikke mindst når den såkaldt fjerde væg brydes, og der opstår uenighed om slagets gang i forestillingen. Der er leget med ordene, og selvom der også gås under bæltestedet, bliver humoren aldrig plat.
De medvirkendes musikalitet er bærende for forestillingen, og de spænder vidt fra pop over rock til opera. Lisbeth Kjærulffs flotte sopran får fuld udblæsning, men hun mestrer også de mere poppede sange. Og så er hun en formidabel skuespiller med en ansigtsmimik, der kan lægge salen ned. Hendes Lucy og Draculas overenergiske mor er hylende morsomme ligesom de biroller, hun også spiller.
Kristian Jensen har som de to andre medvirkende også flere roller, og han brillerer meget humoristisk og musikalsk i rollen som grev Draculas selvfede fjende nummer 1, Dr. Van Selvsving fra Düsseldorf. Det fornægter sig i det hele taget ikke, at han er uddannet musicalperformer og har det fint med forskellige musikgenrer.
Den lidt misforståede grev Dracula med den evigt kværnende mor spilles morsomt af Hans Dueholm, som flere gange får salen til at ryste af grin. Dueholm har en fantastisk sangstemme og en sikker spillestil, også i kvindelige biroller.
En forestilling, der har musik som et bærende element, må selvfølgelig have en dygtig musikalsk leder og arrangør, og her kommer Allan Dahl Hansen ind i billedet. Han leverer nemlig musikken på scenen og har også stået for arrangementet – som sædvanligt, fristes man til at sige.
Hvis man trænger til at grine igennem og få frigivet nogle endorfiner, kan denne gennemført sjove og musikalske forestilling varmt anbefales.
Dracula, en kisteglad grinebider er på turné i hele landet frem til 29.4.2022 med en afstikker til Flensborg den 24.3.2022
Medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Kristian Jensen, Hans Dueholm og Allan Dahl Hansen
Manuskript og instruktion: Lisbeth Kjærulff, Kristian Jensen og Hans Dueholm
Musikalsk ledelse og arrangement: Allan Dahl Hansen
Scenografi: Hans Dueholm
Fotografi: Trine Dueholm