Richard Strauss´ opera ´Elektra´ fra 1909 har naturligvis sit udspring i Sofokles´ sagn fra 410 f.kr. om Elektra, men er baseret på Hugo von Hofmannsthals skuespil ´Elektra´ fra 1903, og operaens tilblivelse er et samarbejde mellem Strauss og Hofmannsthal. Sidstnævnte har gendigtet skuespillet til operaens libretto.
Elektra er Agamemnons datter, og hun er mentalt udfordret af en viden om, at hendes mor Klytaimnestras elsker Aigisthos med stor sandsynlighed har slået hendes far ihjel. Hendes bror Orestes er tvunget i eksil. Både Elektra og hendes lillesøster Chrysotemis bor stadig hjemme hos deres mor og stedfar.
Ved operaens start stiftes der bekendtskab med Klytaimnestra og dennes veninder, der afholder et muntert selskab, hvor de damer muntrer sig vældigt over Elektra og hendes i deres øjne fingerede problemer. Scenen er sat i en luksuriøs herskabslejlighed med hele tre stuer. Det er en imponerende og flot scenografi af Dmitri Tcherniakov, der også har iscenesat.
Den muntre stemning står i skarp kontrast til Elektra, der er drevet af et had og en ukontrollabel vrede, som hendes omgivelser ikke synes at tage alvorligt. Som modpol til Elektras hadefulde personlighed står hendes noget mere milde søster, der gerne vil glatte ud og ikke har lyst til at tro på, at deres mor og stedfar virkelig er ansvarlige for deres fars død. Hun på sin side vil bare gerne giftes og have børn.
Der er ikke tale om en familie, hvor alle har det godt og taler godt med hinanden. Det er dysfunktionelt, så det basker. Det samme gør sig gældende i Richard Strauss´ musik, der bestemt ikke er nemt tilgængelig. Det er ikke melodisk eller leflende på nogen måde. Den forekommer mere moderne på trods af, at den er mere end 100 år gammel og helt forskellig fra den melodiske musik til ´Rosenkavaleren´, der havde premiere året efter.
Hovedpartiet som Elektra blev sunget af amerikanske sopran Lise Lindstrom, og det var en pragtpræstation uden lige. Hun synger nærmest uafbrudt i de knap to timer, som forestillingen varer. Ikke alene kræver rollen en stor stemme. Dertil kommer, at man skal være parat til at gå ind i en meget kompleks personlighed. Elektra er på næsten alle planer blevet mishandlet i sin opvækst, så hun er blevet bitter med bitter på. Hun føler sig (og er sikkert også) svigtet af alle. Der er ingen allierede til det hævntogt hun planlægger mod sin mor og stedfar. Lise Lindstrom kom ned i alle hjørner af denne kantede kvinde, for hvem der ikke ses nogen redning. Af den ondskab, der er begået mod hende, vækkes uhyrligheder i hende selv. Som hævn for at hun er blevet forulempet seksuelt af sin stedfar, gør hun det samme mod sin egen søster, og da hun tror, hjælpen til hævntogtet er kommet, tager hun fejl. Her er en overraskende (og lidt sjov) drejning i handlingen, som ikke skal afsløres her.
Det er en flot og dyster forestilling, og alle sangere leverer flotte præstationer. Violeta Urmana var den halvdemente og spritvanvittige Klytaimnestra, og man var ikke i tvivl om, at hun ikke var helt rigtig fat i øverste etage. Også hun kom flot ind i persontegningen af en kvinde, der havde fortrængt at have svigtet sine børn. Hun var optaget af sine mareridt, men havde ingen mistanke om, hvorfor de kom. Hvis der skal indvendes noget mod fremstillingen af denne moderskikkelse, er det, at kvinders skørhed ofte portrætteres ved at maskere dem som halvskaldede. Det er måske en krænkelse, der skulle tænkes over fremover.
Der var glædeligt genhør med Johan Reuter som Orestes, og Gert Henning-Jensen leverede en næsten komisk gestaltning af den lidet sympatiske stedfar Aigisthos.
Det er spændende at opleve en forestilling, hvor historien har en kvindelig hovedperson med en sammensat og ikke venlig personlighed. Hun tager sagerne i egen hånd, om end hun i sidste ende skal have mandlig hjælp for at tage den ultimative hævn.
Elektra
Dirigent for Det Kongelige Kapel: Thomas Søndergård
Koncertmester: Lars Bjørnkjær
Iscenesættelse og scenografi: Dmitri Tcherniakov
Kostumedesign: Elena Zaytseva
Lysdesign: Gleb Filshtinsky
Videodesign: Tieni Burkhalter
Dramaturg: Tatiana Werestchagina
Instruktør ved genopsætning: Thorsten Cölle
Medvirkende: Violeta Urmana, Lise Lindstrom, Elisabet Strid, Gert Henning-Jensen, Johan Reuter, Morten Staugaard, Tessa Kiilsholm, Signe Sneh Durholm, Fredrik Bjellsäter, Hedvig Haugerud, Frida Lund-Larsen, Elisabeth Jansson, Hanne Fischer, Melissa Beug, Louise McClelland Jacobsen
Det Kongelige Operakor ved korsyngemester Steven Moore
Varighed: 1 time og 45 minutter uden pause
Spilleperiode: 25. marts til 26. april 2023
