Operachef John Fulljames bød velkommen til premiere på Charles Gounods Faust. Han var henrykt over, at teatret efter hele 18 måneder kunne byde velkommen i Operaen helt uden de restriktioner, alle har måttet indrette sig under meget længe.
Gounods Faust er naturligvis inspireret af Goethes Faust, men Gounod har i sin historie koncentreret handlingen om kærlighedshistorien mellem Marguerite og Faust, og det er hovedsporet i forestillingen. Faust er en midaldrende mand, der tilsyneladende har alt. Han er velhavende, gift og har to børn, men han mangler at mærke ungdommens glød. Han indgår derfor en pagt med Mefistofeles, der introducerer ham for den unge, fattige Marguerite. Det lykkes efter et par forsøg Faust at forføre hende, og hun bliver til alt uheld gravid. Omkring de to er Marguerites bror Valentin, der er beskyttende og diktatorisk overfor hende. Imidlertid skal han i krig, og det er der, alle intrigerne omkring Marguerites forhold til Faust for alvor tager fart. Derudover er der Siébel, som er Marguerites bejler og Fausts rival. Han er jævnaldrende med Marguerite. Rollen er en bukserolle og synges af en kvinde. Siébel elsker virkelig Marguerite, men de er for ens de to, så der bliver aldrig nogen seksuel friktion mellem dem. Endelig er der Marguerites nabo, hvis mand falder i krigen. Budskabet bliver overbragt af Mefistofeles og Faust. Marthe glemmer hurtigt manden, fordi hun godt og grundigt brænder varm på Mefistofeles.
Operaen byder på flot musik, og især soldaterkoret er flot, og når det så synges af operaens kor, kan det næsten ikke blive bedre.
Det er ikke mange operaarier, som de fleste har en reference til via tegneserien Tintin, men operaens Juvelarie synges af selveste Madame Castafiore, der bryder ud i sang med linjerne: ”Åh, jeg ler, når jeg ser mig selv i spejlet der”. Det passer godt til den forfængelige og hysteriske tegneserieoperadiva. I operaen tilhører arien den kvindelige hovedperson Marguerite, som er genstand for Fausts tilbedelse. Hun synger arien, da Faust har anbragt en kasse med juveler til hende på hendes kammer. Her kommer hun op i koleraturerne, da hun ser alle herlighederne. Hun bliver opstemt af begær på flere planer. Sofie Elkjær Jensen sang partiet, og hun kan om nogen mestre arien. Hun har en imponerende stemmekraft og høstede da også stort bifald.
Det store parti som Mefistofeles skulle have været sunget af Kyungil Ko, men denne havde fået forfald. Med kort varsel var det lykkedes at flyve Tadas Girininkas fra Litauen til operaen. Han sang partiet, mens iscenesætter Manuel Schmitt agerede på scenen, og det fungerede godt, og en flot redning af teatret må man sige.
Niels Jørgen Riis sang titelpartiet som Faust, og han er imponerende. Hans samspil med Mefistofeles er fint, mens man ikke ser den store forbindelse mellem Faust og Marguerite. Det er muligvis heller ikke meningen. Han skal alt andet lige bare i bukserne på hende. Mon det trods alt er den store kærlighed?
Siébel synges af Kari Dahl Nielsen. Hun er dejlig drenget i sine herrebukser og løs vest til at skjule de kvindelige ynder.
Hanne Fischer synger partiet som naboen Marthe, der falder for djævelen. Hun er virkelig sjov, når hun går ombord i den herlige unge mand – så skidt med at manden er død i krigen.
Scenografien af Ben Baur er fin. Der er lidt teater i teatret i natklubscenerne og når Marguerite befinder sig i sit kammer og senere i fængselscellen. Til at peppe natklubscenerne op er otte dygtige dansere fra Tivoli Balletteater på scenen og danser en forrygende cancan. De er alle i kjoler – også herrerne. Det er sjovt og effektivt. Når Faust drømmer om ungdommelig kærlighed, går danserne også i den grad til den. Der bliver kopuleret igennem på kryds og tværs, så det næsten bliver for meget.
Operaen er fransk og fra 1859. Musikken er stadig smuk, men historien er noget gammeldags, og det oplagt katolske tilsnit klinger lidt hult i danske ører. At djævlen klæder sig som Jesus Kristus får ikke publikum op i det røde felt i et protestantisk land. Faust har oplagt en midtvejskrise, og det er selvfølgelig eviggyldigt også i 2021. Angsten for at gå glip er allestedsnærværende. Historien emmer imidlertid af gammeldags dobbeltmoral og hykleri, som ikke siger et moderne publikum meget.
Overordnet er det en flot forestilling, og alle præsterer deres ypperste – ikke mindst kapellet under ledelse af franske Marie Jaquot.
Faust
Komponist: Charles Gounod
Musikalsk ledelse: Marie Jacquott
Iscenesættelse: Jan Philipp Gloger ved Manuel Schmitt
Scenografi: Ben Baur
Kostumedesign: Karin Jud
Lysdesign: Franck Evin
Koreograf: Ramses Sigl
Koreograf ved genopsætning: Per Lundsgaard
Medvirkende: Niels Jørgen Riis, Tadas Girininkas, Sofie Elkjær Jensen, Luthandso Qave, Kari Dahl Nielsen, Hanne Fischer og Lasse Christian Bach.
Dansere fra Tivoli Balletteater: Nadia Skriver Rosenby, Fenella Cook, Lauréline Epaulard, Stine Rønne, Vincent Gerberet, Giuseppe Salomone, Ismael del Valle, Simon Ventzislav Larsen
Det Kongelige Kapel ved koncertmester Tobias Durholm
Det Kongelige Operakor ved korsyngemester Steven Moore
Varighed: 3 timer og 10 minutter inkl. pause.
Spilleperiode: 9. september til 27. oktober
