Mon Mozarts ´Figaros Bryllup´ fra 1786 stadig har noget at sige et publikum i 2024? Det Kongelige Teaters har i hvert fald kastet sig ud i en ny opsætning af det gamle værk.
Mozarts musik fremstår under alle omstændigheder på trods af de næsten 240 år, den har på bagen, stadig frisk og energisk. Man kan synge med på melodierne, og den kan lyde banal, men det er den langt fra.
Historien er hæsblæsende og indviklet, og det kan anbefales at læse på handlingen, inden man går ind og ser forestillingen. Men lige et kort oprids: Der er en greve og grevinde. Greven er meget pigeglad, og han spreder sin sæd vidt og bredt, hvilket grevinden er noget pirrelig over. Hun har dog selv et godt øje til den unge page Cherobino – en hormonforvirret teenager, der slet ikke kan styre sine drifter, selv om han er kæreste med Barbarina. Tjenestefolkene Figaro og Susanna er forlovede og skal giftes. Her opstår problemerne, for greven vil gerne benytte sin feudale ret til at tilbringe bryllupsnatten med Susanna. Efter mange rænkespil slipper Susanna for at dele seng med greven, og han ender sammen med grevinden, over for hvem han nu sværger evig troskab. Om alle så uden for den lille kreds er lykkelige, er en anden sag. Sideløbende er der en intrige om, hvorvidt Figaro kan blive tvunget til at gifte sig med Marcellina, fordi han skylder hende penge. Dette forpurres heldigvis, da det afsløres at hun i virkeligheden er hans mor. (Det ville ikke have været så godt med det giftermål!).
Rikke Juellunds scenografi består af en gigantisk trækonstruktion med 9 trapper og en opstillet trappestige. Der er døre at komme ind og ud af. Den fungerer fint, for den kan bibringe illusion af at være et slot eller en skov alt efter hvilken scene, de medvirkende befinder sig i. Astrid Lynge Ottosens kostumer passer til tiden, men alle har høj-skaftede gummisko på. Det giver mening, at ingen skal have sko med hæle med alle de trapper, og tanken om at alle uanset stand har det samme slags fodtøj på, er en pointe i sig selv. Dog var det optiske udtryk ikke godt. Det er simpelt hen ikke et flatterende sted på benet, de skærer.
Sofie Elkjær Jensen sang partiet som Grevinden. Hun har en fantastisk stemme, der klæder Mozarts vidunderlige musik. Dertil kommer, at hun har et komisk talent. Hun kan have så svært ved at tage sin jakke på, så hun næsten kommer op og slås med sig selv. I de scener, hvor den unge page gør kur, er hun et elskovssygt kvindemenneske, så det basker.
Clara Cecilie Thomsen synger det store parti som Susanna. Hun må være et af operaens største talenter lige nu. Hun har en stemme, man må misunde hende, hun er køn, og der er gang i hende. Hun er et fund til partiet som den snu Susanna, der kan drille både greven og sin forlovede. Pagen Cherubinos parti blev sunget af Nina van Essen. Også hun leverede en del komik som forvirret teenager, om hvem kvinderne flokkes, fordi han er så køn, og som driver blandt andet greven til vanvid. Hun er skøn, når hun iklædes kjole til at illudere kvinde, og som soldat er hun et herligt skue.
Grevens parti blev sunget overbevisende af Theodore Platt. Han giver partiet kant, for godt nok er han en pigeglad, uvederhæftig og samvittighedsløs liderbuks, men det er til at forstå, at kvinderne muligvis kan se sig selv sammen med ham. At dette så har medført en række uægte børn, er en anden sag.
Henning von Schulman sang titelpartiet som Figaro, og han var bestemt til at knuselske, selv om han naturligvis ikke er så kvik som sin forlovede, men retskaffen og trofast er han dog.
Morten Staugaard og Cecilia Lund Tomter var det komiske par Bartolo og Marcellina, der i første omgang var ude på at få dømt Figaro til betaling eller giftermål, og ender med at få Figaro som søn og blive gift. De var begge sjove og især Staugaard var ubetalelig komisk.
Der blev leveret flotte præstationer hele vejen rundt, og en fornøjelse er det altid, når operakoret kommer på scenen. Denne gang kastede de sig endda ud i en festlig fandango koreograferet af Sara Ekman for at fejre bryllup.
Nicholas McGegan svingede dirigentstokken over kapellet, og deres præstation var blændende.
Den nye udgave af den gamle opera er frembragt af et hold bestående af kvinder. Anna Barslev har iscenesat, Rikke Juellund har lavet scenografi, Astrid Lynge Ottosen har skabt kostumerne, , Ellen Ruge lyset og Sara Ekman har koreograferet. Det kunne næsten ligne en tanke!
Anne Barslev, der fra 1. maj 2024 kan kalde sig for chef for Den Jyske Opera, har i sin iscenesættelse fået alle de komiske elementer frem, og det er der kommet en skøn og i særdeleshed sjov forestilling ud af. Anne Barslev har imidlertid også taget den bagvedliggende alvor omkring det feudale samfund og adelens privilegier med i sin forestilling, så alt ikke bare er sjove fjollerier, men medtager den sociale indignation, der ligger til grund for historien.
,
Figaros Bryllup af Wolfgang Amadeus Mozart
Dirigent: Nicholas McGegan
Iscenesættelse: Anne Barslev
Scenograf: Rikke Juellund
Kostumer: Astrid Lynge Ottosen
Lysdesigner: Ellen Ruge
Koreograf: Sara Ekman
Medvirkende: Theodore Platte, Sofie Elkjær Jensen, Clara Cecilie Thomsen, Henning von Schulman, Nina van Essen, Cecilia Lund Tomter, Morten Staugaard, Fredrik Bjellsäter, Antti Mähönen, Annika Beinnes
Det Kongelige Kapel med koncertmester Emma Steele
Det Kongelige Operakor med korsyngemester Steven Moore
