For første gang opføres en opera af Antonio Vivaldi på Det Kongelige Teater. ´Griselda´ er en gammel sag fra 1735 og bygger på en historie fra Decameron, men myten om hende er genbrugt af adskillige forfattere gennem tiden. (Programmet giver en glimrende oversigt.)
Historien er dybt bizar. Griselda er datter af en husmand. Hun opsøges af kongen Gualtiero, der vil giftes med hende. Snart føder hun datteren Constanza. Datteren sendes væk efter ordre fra kongen. Nogle år senere føder Griselda en søn – Everardo. Kongen meddeler på et tidspunkt, at han har i sinde at gifte sig med en ny kvinde. Griselda får ingen forklaring på dette, men møder Constanza, der på sin side ikke har den fjerneste lyst til at blive gift med kongen. Hun er forelsket i Roberto, og det er gengældt. Hun møder Griselda, der har fået frataget sine fornemme dronningeklæder og ditto smykker. Constanza føler dig forunderligt draget til Griselda. Ottone er forelsket i Griselda, men viser sig at have en temmelig skidt karakter. Han vil true sig til, at Griselda gifter sig med ham. Hvis hun ikke gør det, vil han slå hendes søn ihjel. Det hele ender ikke helt så skidt, som man kunne frygte. Som en lille cliffhanger kan det siges, at der måske er en grund til, at Constanza er draget til Griselda, og at Griseldas lille søn ikke må lade livet. Man må dog se forestillingen for at se, hvordan forviklingerne ender.
Der er noget forunderligt over at opføre en opera, der er næsten 300 år gammel. Oplagt er det også, at en libretto med så mange år på bagen er lidt rusten. Béatrice Lachaussée har i sin iscenesættelse lagt vægt på, at operaen skal være et indspark i at sætte fokus på vold mod kvinder. Der bliver uimodsagt øvet psykisk terror mod Griselda, der stædigt holder på at være tro mod kongen og ikke blive arrig, som mange med rette ville være blevet. Hun står i Lachaussées iscenesættelse tilbage i egen ret, men det lykkes ikke helt at få et budskab anno 2025 ud til publikum.
Musikken er smuk med fantastiske solopræstationer, hvor den dybeste stemmetype tilhører tenoren Terrence Chin-Loy, som synger det store parti som den tyranniske konge. Christopher Lowrey og Ray Chenez som henholdsvis Constanzas elskede Roberto og Ray Chenez i partiet som kongens tjener Corrado er begge kontratenorer. Deres lyse herrestemmer er fantastiske. Den sidste herrerolle synges af Marlene Metzger – herligt med en ”bukserolle”.
I hovedpartiet som Griselda leverer Noa Beinart en imponerende præstation og agerer flot både som majestætisk dronning, ydmyget tjenerinde og endelig som fri kvinde.
Sød er Mari Eriksmoen i partiet som Constanza, der ikke forstår et levende suk af kongens frieri. (Gæt selv hvorfor det er godt, de ikke bliver gift).
Concerto Copenhagen sidder i orkestergraven og leverer i den grad.
Amber Vendenhoecks koreografi er enkel og fungerer godt, og Anja Vang Kraghs kostumer er af en anden verden, så forunderlige er de.
Alt det gode ændrer dog ikke ved, at forestillingen er jævnt kedelig, men hvis man er nørd indenfor barokoperaen, er det bare med at komme afsted.
´Griselda´ spiller få gange indtil 13. maj.
,
Griselda på Det Kongelige Teaters Gamle Scene
Medvirkende: Terrence Chin-Loy, Noa Beinart, Mari Eriksmoen, Christopher Lowrey, Marlene Metzger, Ray Chenes, Jesper Vendelboe Fischer og Julie Cromme.
Musik: Antonio Vivaldi
Librettist: Apostolo Zeno
Dirigent: Lars Ulrik Mortensen
Concerto Copenhagen med koncertmester Fredrik From
Iscenesættelse: Béatrice Lachaussée
Scenografi: Amber Vandenhoeck
Kostumedesign: Anja Vang Kragh
Lysdesign: Glen D’haenens
Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 4. til 13. maj 2025
