Det er opera af Mozart, men i Idomeneo er det ikke muntert som i Tryllefløjten. Det er en opera seria – seriøst altså. Det er dramaet om den græske konge Idomeneo, der vender hjem fra den Trojanske krig efter 10 år væk fra sit land og sin søn. Under en voldsom storm, indgår han en pagt med Neptun om, at hans liv bliver skånet til gengæld for, at han slår den første person, han møder, når han er kommet i land, ihjel. Under alle omstændigheder er det et lidt voldsomt løfte at aflægge, men dertil kommer, at den første han møder, er hans søn Idamante. For at undgå at opfylde pagten, sender Idomeneo sønnen væk. Idamante kan på sin side ikke forstå faderens kulde eller grunden til den bastant kolde skulder.
Ved siden af krigshistorien er der på den amorøse front også forviklinger. Elektra, hvis forældre begge er døde under dramatiske omstændigheder, er forelsket i Idamante. Han er ikke forelsket i Elektra, men derimod i flygtningen Ilia. Ilia tror dog, at Idamante er vild med Elektra.
Operaen er fra 1781, og Mozart var kun 25 år, da han komponerede dette bestillingsarbejde til kurfyrsten Karl Theodor af Bayern.
Historien er bogstaveligt oldgammel, og i en opsætning i 2020 har der skullet tages nogle valg. Alle medvirkende har derfor enten dagligdags tøj fra vor tid på eller er iført militærtøj. Iscenesætter Robert Carsen har fokuseret på, at krig og dens konsekvenser er almengyldigt, hvad enten historien foregår på Homérs tid, i 1781 eller i dag. I åbningsscenen står alle fanger/flygtninge ved et hegn. Det giver mindelser til flygtningene på Lesbos fra 2015.
Det store drama er mellem far og søn, der har en uforståelig og tilsyneladende uløselig konflikt. Temaet udspringer af det græske drama, men Mozart havde en personlig tilgang til far/søn forholdet, da hans relation til faderen Leopold var problematisk, og også i Tryllefløjten dukker den strenge faderfigur op.
Niels Jørgen Riis er Idomeneo, og Gert Henning-Jensen er Idamante. De gør det begge godt, og Gert Henning-Jensen forstår virkelig at holde sit publikum på pinebænken, når han opfordrer sin far til at slå ham ihjel. Det er ædelt på et plan, hvor de fleste af os ikke kan være med.
Sine Bundgaard synger det store parti som Elektra. Der er saft og kraft i hendes stemme og hendes karakter. Hun er en stålsat kvinde, hun vil have Idamante, og når det ikke vil lykkes, tager hun sit eget liv – ikke så meget pjat.
Ilia, sunget af Margaux de Valensart, er blidere af natur, men ved bestemt også, hvad hun vil – om det så er at ofre sit eget liv til fordel for sin elskede. Om det kommer til det, må stå som cliffhanger. Hun er inderlig, og man lever med i hendes længsel både for Idomeneo som reservefar, efter hendes egen er død og forelskelsen i Idamante.
Kærlighedsscenen mellem Idamante og Ilia foregår på stranden, der er fyldt med røde redningsveste – symbolsk med mindelser til Ai Weiweis stærke værk skabt til facaden på Kunsthal Charlottenborg i sommeren 2017. Midt i denne redelighed finder de to sammen som et symbol på bedre tider.
Idomeneo har ikke ørehængere som i andre af Mozarts operaer, men der er vidunderlig musik til solisterne, og især kvartetter terzetter er flotte.
Sangmæssigt har Det Kongelige Operakor meget at rive i, og de gør det intet mindre end fantastisk.
Med i forestillingen er også henved 90 statister, der både agerer flygtninge og soldater. Det er flot med så mange mennesker. Måske skulle de dog lige have haft lidt instruktion i at stå på rækker som soldater – det var ikke knivskarpt.
Forestillingen foregår mellem himmel og hav med havguden Neptun som aktiv medspiller. Will Dukes videodesign er stemningsfyldt og sine steder uhyggeligt, når himmel og hav stemmer i med uvejr. Iscenesætter Robert Carsen har designet lys sammen med Peter van Praet, og her spiller både lys, mørke og skygger en stor rolle.
Det meget velspillende kapel dirigeres af Mozartekspert Julia Jones.
Forestillingen varer hele tre timer, men det skal ikke afskrække, for der venter en stærk oplevelse.
Idomeneo
Komponist: Wolgang Amadeus Mozart
Instruktør: Robert Carsen
Instruktør ved genopsætning: Maria Lamont
Dirigent: Julia Jones
Dirigent: Thomas Blunt
Scenografi- og kostumekoncept: Luis Carvalho
Koreograf: Marco Berriel
Lysdesign: Peter Praet
Videodesign: Will Duke
Medvirkende: Niels Jørgen Riis, Gert Henning-Jensen, Margaux de Valensart, Sine Bundgaard, Michael Kristensen, Torleif Steinstø, Morten Staugaard, Mette Grosbøl, Tine Bye Sandorff, Carl Rahmqvist, Simon Schelling
Det Kongelige Kapel med koncertmester: Mikkel Futtrup
Det Kongelige Operakor med korsyngemester: Steven Moore
Varighed: 3 timer inkl. én pause
Spilleperiode: 29. februar til 28. april
