Giacomo Puccinis operaaften “Il Trittico” fra 1918 blev for første gang opført i sin helhed på Det Kongelige Teater i 2013, igen i 2015 og nu i 2024. Det er stadig herligt at opleve de tre enaktere ´Kappen´, ´Søster Angelica´ og ´Gianni Schicchi´ samlet.
´Kappen´
´Kappen´ foregår i Paris nær Seinen og er historien om pramskipperen Michele og hans kone Giorgetta, der har mistet deres lille søn. De takler sorgen vidt forskelligt. Michele klynger sig en anelse patetisk til sønnens legetøjstog og hans små sko og søger forgæves varme hos Giorgetta, der på sin side ikke kan klare mere sorg. Hun har i stedet kastet sig over en af sin mands ansatte, Luigi. I afmagt dræber Michele Luigi.
Man føler med dem begge og er på det rene med, at Micheles tro på, at han og Giorgetta kan finde hinanden under kappens varme, ikke er realistisk.
Den geniale scenografi af Paolo Fantin, bestående af tre gigantiske Mærsk-agtige containere, fingerer glimrende et råt havnemiljø. Livet er hårdt her, og der drikkes og hores igennem. Meget kan dulmes med alkohol. Blandt andet drikker Tinka, sunget af Christian Damsgaard, for at kunne kapere sin kones utroskab.
Ariun Ganbaatar er et åbent sår, når han og Sine Bundgaard synger parallelt om kærlighed og tab.
´Søster Angelica´
Umærkeligt skifter sceneriet til fængslet/klosteret, hvor Søster Angelica har tilbragt 7 år. Hun er sendt væk for at sone, at hun har kastet skam over sin fine familie. Fyrstinden, der efter Angelicas forældres død er værge for Angelica, dukker op i klosteret for at lokke en underskrift ud af hende og i øvrigt minde hende om, hvad hun har gjort mod sin familie.
Angelica spørger til sin søn og får blot at vide, at han er død to år forinden. Hvordan dramaet ender, skal ikke afsløres her. Blot kan det konstateres, at Fyrstinden er en besk blomme, og at hun ikke ender i himlen, hvis der findes nogen retfærdighed. Det var Johanne Bock, der til repremieren gestaltede den iskolde kvinde, der kun tænker på kontanter. Johanne Bock er et stateligt syn og er fantastisk både i sin sang og ageren. Søster Angelica blev sunget af Adriana Gonzáles, der var utrolig i sit religiøse vanvid.
Også i ´Søster Angelica´ er scenografien en stor del af helheden, når containerne åbnes for at afsløre dels en celle, hvor søster Angelica bor, dels badeværelser, hvor søstrene vasker sig.
Værket emmer af kritik af den katolske kirke. Hykleriet fra abbedisser og opsynshavende i klosteret er til at tage og føle på. Ude på rækkerne løb tårerne i medfølelse med den ulykkelige mor.
´Gianni Schicchi´
Forestillingen endte muntert i dur med forvekslingskomedien Gianni Schicchi om den griske familien Donati, der er samlet om deres rige slægtning Buoso Donatis lig. Stor er deres forbitrelse, da de erfarer, at han har testeret alt sit gods til munkene.
Rinuccio Donati (Jacob Skov Andersen) vil gerne giftes med Gianni Schicchis datter Lauretta, og hun har et våben til at overtale sin far til at hjælpe. Hun vil have sin Rinuccio, og hvis ikke det lykkes, kaster hun sig i floden. Operaens musikalske højdepunkt, arien og ørehængeren ´O mio babbino caro´, udspringer af partituret og går igennem i musikken, endnu før Louise McClelland Jacobsen synger den. Den er så smuk, at den kan få en sten til at smelte. Så Lauretta får overtalt sin far til at hjælpe. Han klæder sig ud som den døende Buosi og dikterer et nyt testamente til notaren. Rigdommene testeres til “min ven Gianni Schicchi”, og de unge får herefter både hinanden og alle rigdommene.
Alle løjerne er eventyrligt morsomme og viser menneskets sande natur, når det gælder om at rage til sig. (Den er eviggyldig). Gianni Schicchi ler dog sidst og bedst, da han med slet skjult henvisning til Dantes Guddommelige Komedie synger “Hvis De har moret Dem i aften, så medgiv mig, at der er formildende omstændigheder”.
Det er tre vidt forskellige operaer, og de hænger ikke sammen hverken musikalsk eller handlingsmæssigt, men Damiano Michieletto har i sin iscenesættelse alligevel skabt et bånd mellem de tre værker. Som en rød tråd gennem de tre operaer løber døden, scenografien, flere rekvisitter og endelig går flere af sangerne igen. Blandt andet Johanne Bock er både den fæle fyrstinde i `Søster Angelica´ og et af de griske familiemedlemmer i ´Gianni Schicchi´. I sidstnævnte udviser hun komisk talent, så det basker.
I operaens sidste øjeblikke dukker Schicchi op iført kappen. De små barnesko giver han til sin datter og svigersøn. Ringen er sluttet.
Man når igennem sex, jalousi, vold, mord, død, griskhed og kærlighed i denne forestilling, og hele følelsesregisteret bliver rørt.
Musikalsk hænger ´Il Trittico´ mest i øregangene af de tre små operaer, så det er herligt at slutte forestillingen med den. På den måde kan vi forlade teatret med smil på læben og med ´O mio babbino caro´ i ørerne.
Det er en god ide at sætte ´Il Trittico´ op på ny. Det er en publikumsmagnet. Alle kender historierne og musikken.
Se eller gense ´Il Trittico´. Den spiller på Operaen til 9. november.
,
Il Trittico på Operaen, store scene
Musik: Giacomo Puccini
Dirigent: MarieJacquot
Iscenesættelse: DamianoMichielettoGenopsætningsinstruktør: MarcinLakomicki
Scenografi: PaoloFantin
Kostumedesign: CarlaTeti
Lysdesign: AlessandroCarletti
Libretti: Giuseppe Adami (Kappen), Giovacchino Forzano
(Søster Angelica), Giovacchino Forzano (Gianni Schicchi)
Medvirkende:
Kappen: Ariun Ganbaatar, Sine Bundgaard, Niels Jørgen Riis, Christian Damsgaard, Kyungil Ko, Hanne Fischer, Lars Bo Ravnbak, Jacob Skov Andersen, Louise McClelland Jacobsen
Søster Angelica: Adriana Gonzáles, Johanne Bock, Hanne Fischer, Cecili Lund Tomter, Line Juul Andersen, Matilde Wallevik, Louise McClelland Jacobsen, Marlene Metzger, Taya Lukashova, Åsne Sandegren, Hanna Leonora Hollesen
Gianni Schicchi: Misha Kiria, Louise McCLelland Jacobsen, Johanne Bock, Jacob Skov Anderesn, Michael Kristensen, Sine Bundgaard, Kyungil Ko, Hanne Fischer, Dong Huy Kim, Steffen Bruun, James Berry, Lasse Christian Bach, Rasmus Tuge, Simon Schelling, Elliot Damm-Thorn, Bo Thomas
Det Kongelige Operakor og kapel.
Varighed: 3 timer inkl. pause
Spilleperiode: 20. oktober til 9. november 2024
