Oliver Py tager livtag med Giuseppe Verdis La Traviata fra 1853 – historien om den parisiske luksusludder Violetta, der er dødeligt syg med tuberkulose.
Operaen er gendigtningen af Alexander Dumas´ historie om den døende Kameliadame. Døden er i Olivier Pys iscenesættelse af operaen meget konkret med som følgesvend i form af den flotte Carlos Garcia iført sorte tights, bar overkrop og en skeletmaske. Han er i mange scener lige bagved Violetta, og hun ved det. Hun forholder sig til sin egen død, og hun reflekterer over sine valg.
Patricia Petibon skulle have sunget hovedpartiet som Violetta, men grundet sygdom sang Rebekka Nelsen. Det affødte klagesuk i salen, da det blev annonceret, men der var ingen grund til klage. Rebekka Nelsen er skøn at skue, hun synger hele salen op uden problemer, og hun er troværdig som Violetta. Hendes Alfredo, tyrkiske Bülent Bezdüz, var mindre over overbevisende. Både fysisk, mentalt og stemmemæssigt kom han ikke op på siden af sin Violetta. Giorgio Germon, Alfredos far sunget af Davide Damiani var inderlig i sin bekymring for sine børns omdømme og efterfølgende skyld over for den svækkede Violetta, der på hans opfordring dropper hans søn.
Malmø Operaorkester stod for Verdis vidunderlige musik med dirigent Rafael Payare i spidsen.
Historien foregår i Paris, og her bliver den tidsmæssige placering af handlingen i opsætningen forvirrende. Violettas elskede Alfredo dukker op på knallert, Violetta selv er i åbningsscenen iført et smart sort jakkesæt, hvilket peger på, at handlingen er ført op til nutiden. Imidlertid har Violetta som nævnt tuberkulose, og selv om tuberkulose stadig hærger verden over og er en farlig sygdom, har de fleste europæiske lande adgang til antibiotika mod den i dag.
Anden afdelings store bal har et allehelgen tema. Det vrimler med skeletter på stolerækker og i udklædningsdragterne. Det er spektakulært på den gode måde, men også det er lidt forvirrende, når der samtidig synges om, at alle er toreadorer, og at man er ved at nedlægge en masse tyre.
Alt dette er alligevel mindre indvendinger, for forestillingen er utrolig flot. Scenografien består af en gigantisk drejelig stålkonstruktion og oplyste pariserhjul i baggrunden. Der foregår hele tiden meget på scenen med stort velsyngende operakor og især danserne, der er hentet fra Tivoli Balletteater. De er skønne, sexede og humoristiske i Daniel Izzos iøjnefaldende koreografier, og især Carlos Garcias dødssolo er fængende og sjov.
La Traviata er bestemt en tur over sundet værd. Forestillingen spiller til 10. februar 2019.
Medvirkende: Patricia Petibon, Rebecca Nelsen, Bülent Bezdüz, Sehoon Moon, Davide Damiani, Tobias Westman, Jakob Högström, Eric Roos, Per Ferneste m.m.
Dansere fra Tivoli Balletteater: Carlos Garcia, Fenella Cook, Nadia Skriver Rosenby, Donovan Delis-McCarthy, Paul James Rooney, Marie-Claire Silfer, Robert Thomsen, Jennifer Wagstaffe
Musik: Giuseppe Verdi
Libretto: Francesco Maria Piave efter Alexandre Dumas d y:s roman Kameliadamen
Dirigent: Rafael Payare/Jakob Hultberg /Wolfgang Wengenroth
Scenografi og kostumer: Pierre Andre Weitz
Spilleperiode: 17. november 2018 til 10. februar 2019 på store scene.
Forventet varighed: 2 timer og 45 minutter
