Operaen La Traviata er gendigtningen af Alexander Dumas´ historie om den døende Kameliadame, Marguerite Gautier. Hos Verdi hedder kurtisanen Violetta Valéry. Historien foregår i Paris, og i den oprindelige udgave fra 1853 er handlingen henlagt til samtiden.
I David Radoks udgave fra 2005, som i denne sæson har repremiere på Operaen, befinder personerne sig i nutiden, hvilket allerede fremgår af bagtæppet, hvor Eiffel Tårnet (fra 1889) lyser op. Det er en anelse forvirrende, for Violetta lider som bekendt af tuberkulose, og selv om tuberkulose stadig hærger verden over og er en farlig sygdom, har de fleste europæiske lande i dag adgang til antibiotika mod den.
Armenske Anush Hovhannisyan sang hovedpartiet som Violetta. Hun er skøn at skue, om end hun ikke ser ud til at være på dødens rand. Det gjorde dog ikke noget, for hendes sopranstemme er som blød nougat for øregangene. Vi følte med hende ude på rækkerne. Hendes unge elsker Alfredo Germont blev sunget af italienske Matteo Lippi, og relationen mellem de to var troværdig.
Johanne Bock leverede en herlig præstation som Violettas tjenestepige. Hun har en skøn stemme, og selvironien drypper ud af hver en pore hos hende.
Operaens handlingsmæssige tyngde er i scenerne mellem Violetta og Alfredos far Giorgio Germont, sunget med stor pondus af Palle Knudsen. Her triller tårerne ned ad ens kinder, for det er ikke entydigt bare at holde med Violetta, fordi hun er ung og forelsket, og vi ude i mørket ved, at hun besidder hjertets renhed. Som far har han en reel bekymring for sine børns omdømme og vel også for Alfredos økonomi, selv om det rent faktisk er Violetta, der har betalt gildet for den flotte villa, hvor de unge har indlogeret sig. I den lange scene mellem Violetta og Alfredos far bliver det også vanskeligt at forholde sig til, at historien foregår i nutiden. Der er ikke helt de samme moralske og sociale kvababbelser at tage hensyn til i 2023. Faderens efterfølgende indrømmelser af skyld over for den svækkede og dødsramte Violetta, der på hans opfordring dropper Alfredo, er rørende og udtryk for en moden reaktion på et alvorligt fejlskøn fra hans side af Violettas personlighed.
Imidlertid skal man ikke lade sig gå på af disse tidsmæssige petitesser, for historien er bevægende uanset, til hvilken tid den er henlagt. Man tilgiver en hel del på grund af musikken, der er tidløs.
Dirigent Sesto Quatrini stod ved repremieren i spidsen for Det Kongelige Kapel, der spillede Verdis vidunderlige toner, og det er altid en fornøjelse. Musikken giver dejlige vekselvirkninger mellem de indholdstunge scener, hvor de dybe følelser får frit løb, og de muntre balscener, hvor det store Operakor slår sig løs. Disse scener er festlige, og Ann-Mari Anttilas kostumer er forunderlige. Her er fed silke og pelsstolaer for alle pengene.
Scenografien fungerer flot med store vinduer med udsigt til bagscenens gengivelse af Paris´ skyline, og i scenerne fra det unge pars landsted så man havet bølge.
Forestillingen er ved genopsætningen instrueret af Line Kromann, og operaen fremstår frisk, bevægende og sine steder morsom.
La Traviata på Operaens store scene
Komponist Giuseppe Verdi
Dirigent: Sesto Quatrini
Instruktør: David Radok
Instruktør ved genopsætning: Line Kromann
Scenograf: Lars-Åke Thessman
Kostumedesign: Ann-Mari Anttila
Lysdesign: Hans-Åke Sjöquist
Koreografi: Håkan Mayer ved Lina Räftegård
Medvirkende: Anush Hovhannisyan, Matteo Lippi, Palle Knudsen, Sophie haagen, Johanne Bock, Jens Christian Tvilum, Simon Duus, Kyungil Ko, Morten Staugaard, William Ottw, Simon Schelling, Rasmus Ruge.
Det Kongelige Operakor ved Korsyngemester Jörn Andresen
Det Kongelige Kapel.
Koncertmester: Tobias Sneh Durholm
Varighed: 2 timer og 50 minutter inkl. 2 pauser
Spilleperiode: 10. januar til 30. juni 2023
