Giuseppe Verdis opera ´Maskeballet´ er inspireret af mordet på den svenske Kong Gustav den 3. i 1792. Mordet blev begået af grev Anckerström, der blev hudstrøget, halshugget og lagt på stejle. Mordet var politiske begrundet, da kongen var blevet enevældig efter et statskup i 1789. Anckerström bliver ikke henrettet hos Verdi, fordi kongen tilgiver ham. Han skal så bare leve med sin samvittighed.
Librettoen blev i første omgang offer for censuren i både Napoli og Rom, for et kongemord var for meget at putte på en scene, da det politiske klima med blandt andet et attentat på Napolis konge Ferdinand den 2. mindede for meget om virkeligheden i Italien på det tidspunkt. Handlingen blev derfor i første omgang omplantet til Boston. Senere vendte Verdi og hans librettist dog tilbage til oprindelsesstedet Stockholm. Librettoen benytter sig af de historiske personer, men kærlighedsalliance mellem kongen og Anckerströms hustru Amelia er et påhit for at øge spændingen. Dramaet bliver straks mere privat, om end man historien igennem også aner, at ikke alle elsker kongen. Et attentat er på vej, og da grev Anckerström opdager, at kongen – hans bedste ven – er noget for glad for hans hustru, melder han sig på banen til at være med i at dræbe kongen.
Polske Karolina Sofulak har iscenesat, og for hende er nationaliteten på kongen ikke altafgørende. Det vigtige er nærheden på vandet, så alle scener foregår nær en havn, og selv kongens boudoir – en stor kasse midt på scenen, er dekoreret med skibe. I dødsscenen ved maskeballet udånder kongen om bord på en stor skibsmodel i glas, og den ene mast knækker. Hvad symbolikken er, står lidt hen i det uvisse, men forestillingen er en co-produktion mellem Den Norske Opera og København, og begge operabygninger ligger som bekendt ud til vandet.
Sangpragten er stor hos alle solister. Kvinderne imponerer dog i den grad. Gisela Stille er smuk som Anckerströms unge kone, der mildt sagt befinder sig i et følelsesmæssigt stormvejr. Hun er loyal overfor sin mand, men er forelsket i kongen. Så forelsket og samtidig klar over sin brøde, at hun er parat til at gå i døden og efterlade sin søn moderløs. Især hendes sang ved barnets seng er rørende.
Rainelle Krause er herlig som den muntre page Oscar, der står ved sin konges side i tykt og tyndt. Hun optræder med kort paryk, når hun ikke flasher sit lange blonde hår. Der er lidt kønsforvirring her. Det er skønt med bukseroller, og Krauses sopran når uanede højder.
Johanne Bock er den lidt platte spåkvinde Ulrica Arfividsson, løseligt er bygget over virkelighedens Mamsell Arvidsson, der tydede stjerner ved hoffet. Johanne Bock fylder på mange måder scenen ud, og hun er både sjov og ildevarslende.
Italienske Matteo Lippi synger hovedpartiet som Kong Gustav. Matteo Lippi er flot, men han er ikke en udpræget skandinavisk type med sit sorte hår og meget sydlandske udstråling, men der må være plads til lidt kunstnerisk frihed. Man følger hans liv som den noget naive konge, der går ud fra som givet, at han ingen fjender har, og at han kan slippe godt fra at lægge an på sin bedste vens kone. Det skorter ikke på advarsler fra Anckerström. At Anckerström så godt og eftertrykkeligt vender ham ryggen, da han opdager vennens bedrag, gør kun det hele værre.
Skønt er det med gensyn og genhør af Johan Reuter som hanrejen grev Anckerström, hvis loyalitet og følelse for både kone og ven brat ændrer sig. Det er flot at ønske sin hustru død på grund af utroskab. Så er man da sikker på, at hun ikke gør det igen.
Operakoret under ledelse af korsyngemester Steven Moore er som sædvanlig utroligt. De kan virkelig noget, og den store balscene i tredje akt er forunderlig. Her har kostumedesigner Jon Morrell virkelig udfoldet sig, for der er ikke sparet på noget. Der er højt hår, så det basker, og kjolerne har en diameter af rang. Det er godt, for de skal fylde den lidt kedelige scenografi ud.
Paolo Carignani står for den musikalske ledelse af kapellet, og det var en succes. Alle spillede forrygende, og oplagt var det, at Paolo Carignani havde en fest.
Maskeballet i Karolina Sofulaks iscenesættelse er flot, musikken er vidunderlig, og solister, kor og kapel fik det musikalsk til at gå op i en højere enhed. Handlingen kom dog sit dramatiske plot til trods ikke rigtigt ind under huden.
Maskeballet
Komponist: Giuseppe Verdi
Instruktør: Karolina Sofulak
Dirigent: Paolo Carignani/Nick Fletcher
Scenografi og kostumedesign: Jon Morrell
Koreograf: Tim Claydon
Lysdesign: Giuseppe Di lorio
Medvirkende: Matteo Lippi, Johan Reuter, Gisela Stille, Nils Gustén, Henning von Schulman, Johanne Bock, Rainelle Krause, Sakarias Tranvåg, Lukas Noerbel, Kenneth Reid
Det Kongelige Kapel
Koncertmester: Mikkel Futtrup
Det Kongelige Operakor
Korsyngemester: Steven Moore
Varighed: 2 timer og 37 minutter inkl. pause.
Spilleperiode: 4. december 2021 til 29. januar 2022
