Historien handler om kong Mitridate, som er i kæmpe problemer. Hans sønner er begge forelsket i prinsesse Aspasia, men hun skal faktisk giftes med Mitridate selv. Aspasia er imidlertid forelsket i Sifare, så forvirringen er komplet. I hvert fald bliver Mitridate rasende og beslutter at slå begge sønner og sin forlovede ihjel.
På Mozarts tid er rollen som sønnen Sifare formentlig blevet sunget af en kastratsanger, men i denne udgave synges partiet af Emóke Baráth, og hun er iført kjole, så kønsforvirring er der også, samtidig med at man nemt forledes til at tro, at det er to damer, der er forelskede. Det er det så ikke.
Morten Grove Frandsen synger det store parti som en af sønnerne Farnace. Der er noget forunderligt ved kontratenorer, og han gør det imponerende.
Operaen følger reglerne om opera seria, som blandt andet dikterer mange tekstgentagelser. I Ralf Plegers udgave er operaen skåret ned til lige under 3 timer, men gentagelser er der stadig mange af. Den samme linje kommer virkelig mange gange, og det forekommer trættende.
Musikken er smuk, og det bruser ud af den, at Mozart har komponeret den. Det er skønt at høre de specielle barokinstrumenter fortolket kønt af Concerto Copenhagen, og især den sprøde klang af cembalo er dejlig.
Alexander Polzins scenografi består i første afdeling af en gigantisk sandagtig hule, som dansere fra Skånes Dansteater ormer sig ind og ud af. De er iført hudfarvede trikoter, og de bevæger sig organisk ind og ud af hulen, når ikke de omslutter en eller flere af historiens aktører. Det forekommer dog nærmest degraderende at bruge professionelle dansere på den måde. De skal ses, men de falder nærmest i et med tapetet og bliver helt anonyme.
I anden afdeling er danserne ikke med, og aktørerne køres ind i store Fernand Leger inspirerede jernskakbrætter, så spillet kan begynde og ende.
Det er stadig imponerende, at en ung mand på 14 år har kunnet favne at skrive en hel opera, og samarbejde med librettister og sangere, der har skullet have partier skræddersyet til dem. Det er også flot, at Det Kongelige Teater i samarbejde med Malmø Opera og Skånes Dansteater har sørget for en danmarkspremiere på en opera af Mozart. Om det har været et tab, at den ikke har været sat op før, er så en anden ting. Hele foretagendet bliver desværre lumsk kedeligt.
Forestillingen spiller på udvalgte dage i København, og ellers kan man køre over sundet og se den.
Mitridate af Wolfgang Amadeus Mozart på Det Kongelige Teaters gamle scene
Instruktør: Ralf Pleger
Dirigent: Lars Ulrik Mortensen
Scenografi og kostumedesign: Alexander Polzin
Koreograf: Fernando Melo
Lysdesign: Olaf Freese
Medvirkende: Stuart Jackson, Elísabet Einasdóttir, Emoke Baráth, Morten Grove Frandsen, Kari Dahl Nielsen, Sarah Aristidou og Sabastian Monti
Medvirkende dansere fra Skånes Dansteater
Concerto Copenhagen ved koncertmester Fredrik From
Varighed: 2 timer og 45 minutter inkl. 1 pause
Spilleperiode: 8. til 24. april 2022
