Operaens seneste udspil med operachef John Fulljames som iscenesætter er John Adams opera ”Nixon in China” fra 1987, som aldrig har været opført i Danmark før. Det er et værk, der på trods af sine 32 år på bagen i operasammenhæng anses for ny.
Operaen foregår 5 dage i februar 1972, hvor Nixon besøgte Kina sammen med sin hustru Pat og udenrigsminister Henry Kissinger. Handlingen trækker både de store politiske linjer – uden dog at tage stilling eller holde med en af siderne, og den går tæt på relationerne personerne imellem.
I første akt mødes Nixon og Mao lige efter, at Nixon er landet i Kina. Det skete kun denne ene gang og kun i en time i 1972, for formanden var svækket helbreds- og aldersmæssigt. Scenen foregår i et rum med røde stole med Nixon og Kissinger til højre og Mao og premierminister Chou En-Lai på den anden side. Dialogen er hentet fra det virkelige møde, og den har en egen indbygget komik i sig kombineret med, at Mao døser hen – formentlig på grund af både helbreds- og alderssvækkelse. Også det er skildret i en stemning, hvor det ikke er muligt ikke at komme til at trække på smilebåndet. De to statsmænd er i al deres magt komiske figurer, hvor især Nixon tænkte på, hvordan han mediemæssigt ville fremstå i sit hjemland.
Anden akten er kvindernes akt. Man følger Pat Nixon på hendes officielle besøg på hospitaler og til diverse historiske sites. Da hun ser den ballet, der opføres til gæsternes ære, bliver hun så grebet af historien, at hun tror, den er virkelig. Her bevæger operaen sig ud i et drømmeagtigt metaplan, hvor Pat indser, at der er skurke på begge sider af jerntæppet. Det er en forunderlig virkning med balletten, der på en gang ser tilbage til den kinesiske borgerkrig og til dannelsen af en hær, som hævnede sig på de undertrykkende jordbesiddere. John Ross koreografi er spændende og sjov, for vi må gerne smile ad de unge damer i lyseblå knæbukser og sportsstrømper, der priser revolutionen og Maos kampskrift den lille røde bog.
I tredje akt reflekterer parrene Nixon og Mao over både deres offentlige og private liv. De overvejer, hvordan deres eftermæle mon bliver. Ikke så godt for nogen af dem kan man sige! Det er dog ikke emnet i operaen – vi ved alle sammen, at ingen af de herrer har noget særligt at prale af i den henseende.
Dick Bird har skabt en fantastisk scenografi, hvor personerne næsten konstant befinder sig i et stort arkiv med en uendelig mængde papkasser. Fra kasserne åbenbares adskillige billeder fra den virkelige begivenhed, der projiceres op på bagvæggen. Det har været et gigantisk arbejde at finde alt dette materiale, og det giver en styrkende autentisitet til værket.
Det er vidunderlig musik i denne moderne opera, der stjæler fra den klassiske operatradition, jazz og godspel. De kinesiske partier rammer den høje diskant, og hestetrav følger Nixon. Så ved vi, den amerikanske cowboy er landet.
Både Johan Reuter og Sarah Tynan fremstår i ydre nærmest som selveste hr. og fru Nixon, så illusionen er på plads. Også Arnold Bezuyen og Sofie Elkjær Jensen har gode mindelser som formand Mao og hustruen Chiang Ch´ing.
Sofie Elkjær Jensen er imponerende, når hun uforfærdet rammer de højeste toner. Sarah Tynan synger fantastisk, og så udstråler hun en sødme i kærligheden til ægtefællen og sin lidt naive tilgang til verden. Arnold Bezuyen er skøn som Mao, som han illuderer fortrinligt.
Johan Reuter synger i denne forestilling sit sidste parti som fast tilknyttet i Den Kongelige Operas solistensemble. Det var en fornem og overbevisende præstation. Reuter vender heldigvis tilbage som gæstesolist i næste sæson i titelrollen i Snedronningen.
Det er et scoop for Det Kongelige Teater, at John Fulljames har fundet vej til København, for han er en inspirerende operachef, der favner både de gamle klassiske værker og tør satse mere moderne. Bare han bliver ved teatret.
Nixon in China – opera af John Adams på Det Kongelige Teaters Opera
Instruktør: John Fulljames
Dirigent: Alexander Vedernikov
Dirigent Ian Ryan
Medvirkende: Johan Reuter, Sarah Tynan, Zachary Altman, Arnold Bezuyen, Sofie Elkjær Jensen, David Kempster, Hanne Fischer, Kari Dahl Nielsen, Johanne Bock og Det Kongelige Operakor under ledelse af korsyngemester Steven Moore
Dansere: Wei-Wei Lee, Shelley Eva Haden, Maja Furnes, Caitlin Taylor, Camille Giraudeau, Laureline Epaulard, Amalie Sabrine Laudikos.
Scenografi og kostumedesign: Dick Bird
Koreografi: John Ross
Lysdesign: Ellen Ruge
Videodesign: Will Duke
Lyddesign: Cameron Crosby
Videodesign: Will Duke
Spilleperiode: 12. maj til 6. juni 2019
Varighed: 3 timer og 15 minutter inkl. 2 pauser
