Der blev uden varsel helt mørkt i teaterrummet inklusive orkestergraven, da forestillingen gik i gang. Fra højtalere i salen hørtes hviskende kvinde-sang. Det var begyndelsen til tyske Manfred Trojahns korte opera ´Orest´ fra 2011. Det er en historie om magt og hævn, og det gennemsyrer handlingen. Det er ikke nemt, og det er knugende med den skyld- og hævnfølelse, der ligger over foretagendet. Operaens handling fortsætter, hvor Richard Strauss´ opera ´Elektra´ fra 1909 sluttede.
Orest har slået sin mor Dronning Klytaimnestra ihjel, fordi hun har slået sin mand, Orests far, ihjel. Orests drab er sket på befaling af guden Apollon, der vil have genindført patriarkatet og have Orest til at tage tronen. Samtidig har Apollon planer om at erobre den skønne Helena, der er gift med Menelaos – Orests onkel. Helena er søster til Klytaimnestra – altså Orests moster. Derudover er Helena stukket af med Prins Paris, der er lidt sjovere end Menelaos. Dette trekantsdrama resulterede i Den Trojanske Krig. Helena kommer tilbage og vil besøge sin søsters grav, og hun ledsages af sin datter Hermione. Menelaos på sin side vil gerne have Orest og Elektra ud af byen, fordi han vil tage tronen. Da bror og søster bliver alene, beordrer Elektra Orest til at slå Helena og Hermione ihjel. Apollon kommer tilbage efter at Orest har slået Helena ihjel, men ikke har haft mod eller hjerte til at dræbe Hermione. Apollon tilbyder Orest tronen, men han afslår.
Steffen Aarfings scenografi er kombineret med hans videodesign. Scenografien er en moderne stue med højt til loftet og med et transparant gardin, der i en bue bagest på scenen kan trækkes frem og tilbage. På bagvæggen kører store billeder af flere af dramaets personer, når ikke blodet splatter ud, når endnu et mord har fundet sted. Det er grumt og fungerer glimrende.
Tyske Christoph Pohl synger hovedpartiet som Orest, og han udstråler al den tungsindighed, som (ganske naturligt) tynger ham ind til benet. Intet under at han henslæber sin tid i sofaen, mens hans søster Elektra udtænker flere mord. Hendes parti synges af Elisabeth Jansson. Hendes præstation er formidabel. Gennem alle porer siver bitterheden og afmagten ud.
Ida Falk Winland synger partiet som Helena. Ud over at være velsyngende er hun skøn at skue i en hvid buksedragt med store røde prikker, og Caroline Wettergreen er sød og uskyldig som datteren Hermione. Heldigt for hende – for det er nok det, der redder hende fra døden.
Belgiske Thomas Blondelle synger Apollon/Dionysos. Han giver den i en glimtende sølvjakke, og det er oplagt, at han kun meler egen kage.
Gert Henning-Jensen er Menelaos og er både velsyngende og farlig.
Det er interessant at høre og se en opera, der ikke har mere end 100 år på bagen, og dejligt at Det Kongelige Teater laver den satsning. Musikken er interessant, men bestemt ikke nemt tilgængelig, og for den uerfarne kan det nemt rive i øregangene, men lad det nu ligge. I publikum er vi advaret i programmet, hvor operachef Elisabeth Linton ønsker, at vi skal blive bjergtagede og en lille smule rystede. Det blev vi.
Tak igen for initiativet. Vi glæder os til mange flere.
,
Orest på Det Kongelige Teaters gamle scene
Medvirkende: Christoph Pohl, Elisabeth Jansson, Gert Henning-Jensen, Ida Falk Winland, Caroline Wettergreen, Thomas Blondelle, Lars Bo Ravnbak, Lukas Noerbel, Marcus Birgersson, Shaked Evron, Don Huy Kim, James Berru, Lasse Christian Bach, Simon Schelling
Komponist og librettist: Manfred Trojahn
Dirigent: Marie Jacquot
Koncertmester: Tobias Sneh Durholm
Instruktør: Kasper Holten
Scenografi, videodesign og kostumedesign: Steffen Aarfing
Lysdesigner: Ulrik Gad
Korsyngemester: Matthew Scott Rogers
Varighed: 1 time og 20 minutter uden pause
Spilleperiode: 19.9. til 5.10.2024
