Der er smæk på skillingen hele vejen rundt i Händels opera ´Saul´, der oprindelig var et oratorium. Musikken er helt igennem vidunderlig startende med en lang ouverture til at begynde den musikalske forkælelse.
Mens ouverturen er i gang, aner man et gigantisk hoved på scenen, så vi forstår at Goliath i den grad er bekæmpet af David, der ligger noget afkræftet på scenen efter denne præstation. Davis hilses af Kong Saul, der i begejstring lover ham sin ældste datter Merab til hustru. Der er bare det mindre problem, at Merab i den grad er en snob, der ikke finder ham fin nok, så hun vil på ingen måde med på den galej. Lillesøster Mikal derimod er overordentlig begejstret. Da Kong Saul opdager, at kvinderne over en kam er begejstrede for den flotte, unge mand og vil have ham til konge, vender hans humør 180 grader til, at han nu vil slå David ihjel. Dette forhindres dog af Sauls søn Jonatan, der for det første synes, det er dårlig opførsel at slå David ihjel. For det andet er også han overordentlig begejstret for David og vil gerne beholde ham som ven. Ven er måske så meget sagt – man mere end fornemmer en egentlig forelskelse. Saul overtales til ikke at slå David ihjel og endda give ham sin yngste datter som hustru, hvilket hun i den grad tilslutter sig. At Saul så håber, at hans svigersøn vil blive dræbt i krigen, er en andet ting.
Første afdeling er munter. Scenen er sat skrå, og på et podium står to store veldækkede langborde. Der er opulente blomsterdekorationer, udstoppede svaner i fuld størrelse og en ditto hjort med meget mere. Her dukker operakoret op både på og omkring bordene. Det er et kor, man kun kan beundre. Udover at kunne synge agerer alle også. I ´Saul` viser de, at de både kan være sjove i første akt, og i andet akt, hvor de mørke skygger sænker sig, er de ligeledes på. De befinder sig godt i den koreografi, de har skullet lære, og det er en kunst at kunne mestre det.
I forestillingen optræder 6 dansere, der i sommerhalvåret er tilknyttet Pantomimeteatret i Tivoli. De optrådte både alene og med koret. Det fungerede virkelig godt, og de var alle 6 gode i en flot koreografi, der kombinerede klassisk ballet med flere moderne genrer.
Engelske Christopher Purves synger det store titelparti som Saul. Han synger og agerer flot og udstråler humor i de scener, hvor hans karakter opfører sig allermest uden for kategorierne. Han har en karisma, så man ser ham, når kun hans hoved stikker op af jorden. Han har smidt forfængeligheden over bord, når han optræder kun iført hvide underbukser. Ikke alle ville have været villige til det, kunne man tænke. Kontratenoren Morten Grove Frandsen synger partiet som David. Det er altid overraskende, når så lys en stemme kommer ud af en granvoksen mand. (Godt at det i 2024 ikke kræver kirurgisk indgreb – he). Han er sympatisk både overfor de to søstre, om end han er lidt loren overfor den dame, der kun har hån til overs for ham, men også broderen Jonatan, som han også er tiltrukket af. Det er ikke helt til at forstå, hvor meget eller hvor lidt, der foregår her.
Clara Cecilie Thomsen er skøn som den hovne Merab. Hun synger fænomenalt, og så ser hun oveni virkelig godt ud. Lillesøsteren synges af estiske Mirjam Mesak. Hun er god og sjov, når hun bogstaveligt nærmest ikke kan være i sit eget skind af forelskelse og begejstring over, at hun skal giftes med sin David.
Endelig synger Michael Kristensen Heksen fra Endor. Han er en yndig kvinde. Han er iført hvide underbukser og påklistrede hængepatter. (Og ja det kan ikke beskrives med andet end dette lidet flatterende ord). Han/hun interagerer med Saul, da han beder hende påkalde sig Samuels ånd, og da hendes ene bryst sprøjter mælk ud over ham, er komikken total på den tå-krummende og ubetalelige måde.
Anden afdeling åbner med scenen helt i sort, men med 600 levende lys på det skrå scenegulv. Det så betagende ud. Samtidig sås et samarbejde mellem korets medlemmer og danserne, der skulle få slukket alle lys igen. Det giver noget, at det er rigtige lys. Det holder de medvirkende på dupperne, for oplagt kan man ikke fra forestilling til forestilling helt vide, hvordan vinden blæser.
Forestillingen varer lidt over tre timer, men det er ikke et minut for meget. Det er ren nydelse fra begyndelse til slutning og dejligt for en gangs skyld, at der blev sunget på engelsk. Alt spiller sammen i scenografi, lys, dansere, sangere og musikensemblet Concerto Copenhagen under ledelse af Lars Ulrik Mortensen – og så selvfølgelig Händels undersmukke musik.
Det er interessant, at et musikværk, der ikke er født som opera, fungerer som sådan. Barrie Koskys bearbejdning er genial.
Premieren blev overværet af Danmarks nye kongepar, der lige så entusiastisk som resten af publikum, rejste sig ved applaus.
Tillykke til Det Kongelige Teater med at få forestillingen til København.
Saul af Händel på Operaens store scene
Medvirkende: Clara Cecilie Thomsen, Mirjam Mesak, Christopher Purva, Morten Grove Frandsen, Benjamin Hulett, Thomas Cillufo, Michael Kristensen
Dansere: Damian Czarnecki, Robert Thomsen, Emma Kumlien, Oliver Petriglieri, Michael Hammerbo og Vincent Vernal.
Iscenesættelse: Barrie Kosky
Genopsætningsinstruktør: Donna Stirrup
Dirigent: Lars Ulrik Mortensen
Scenografi og kostumedesign: Katrin Lea Tag
Koreografi: Otto Pichler
Lysdesign: Joachim Klein
Genopsætning/lysdesign: Dave Manion
Genopsætningskoreograf: Merry Holden
Korsyngemester: Steven Moore
Varighed: 3 timer og 15 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 20. marts til 5. april 2024
