Verdis opera Simon Boccanegra er ikke hans mest kendte og blev ikke nogen succes ved førsteopførelsen i 1857, og på Det Kongelige Teater var gårsdagens premiere da også kun 38. opførelse i København. I 1881 havde Verdi ændret både musik og tekst til en mere fuldendt opera, og det er denne udgave, David Hermann bruger i sin iscenesættelse ved Det Kongelige Teater.
Handlingen er uhyre vanskelig at få styr på. Den foregår i Genova, hvor Simon Boccanegra noget mod sin vilje indvilliger i at blive doge. Han sidder mere end 25 år i embedet, og i den periode er hans elskede død fra ham og hans barn forsvundet for mange år senere at dukke op med et nyt navn, så han ikke ved, det er hende. Han er fjende med sin afdøde elskedes far Jacopo Fiesco. Boccanegras ukendte datter Amelia er (selvfølgelig) forelsket i Boccanegras rival Gabrila Adorno. Amelia finder ud af, at Boccanegra er hendes far, men fortæller ikke i første omgang Adorno om det. Dertil kommer flere politiske forviklinger, giftmord og mordtrusler – bare lige kort fortalt. Der er ikke nogen ubetinget lykkelig slutning, men der er dog lyspunkter.
Christoph Hetzers scenografi er sat i et gammeldags italiensk palads. Vi er ikke i nutiden, men sangerne er måske lidt overraskende klædt i moderne tøj anno 2020, og personerne kommunikerer via telefoner. Dog er der scener, hvor de er iført gammeldags kostumer for at skabe en effekt af tilbageblik hos Boccanegra. Det bidrager alt sammen til den forvirring, der præger foretagendet. Et andet forvirrende forhold er, at Boccanegra og Fiesco fremstår jævnaldrende, selv om Boccanegra og Fiescos datter er kærester. Det er imidlertid ofte en præmis i opera, at sangere, der f.eks. skal illudere udsultede studerende, har en del huld på kroppen og har nået en alder, hvor de fleste har færdiggjort deres studier. Ved slutningen af første akt skabes et billede på scenen med mindelse til Den Sidste Nadver med Boccanegra siddende i midten. Det er flot, men meningen henstår lidt i det uvisse.
Rådet kan være bare at droppe det med handlingen og i stedet fokusere på at nyde musikken og sangen, for Verdis musik er virkelig vidunderlig. Den er storslået i en grad, så det er lige ved at nærme sig det patetiske, men det kommer aldrig derud, og det er kunststykket. Bulgarske Kiril Manolov, der fylder i billedet, er fantastisk som Boccanegra. Gisela Stille og Gert Henning-Jensen er rørende sammen i deres kærlighedsduetter, og Manolov, Stille og Henning-Jensen i samklang når højder, der er imponerende musikalsk.
Koret, der for damernes vedkommende af sundhedshensyn befinder sig bag scenen, er på et utroligt højt niveau, og det giver faktisk en god effekt, at man ikke kan se damerne. (Man må jo prøve at finde noget positivt ved alle de restriktioner, der bliver lagt på alle i disse tider).
Kapellet under ledelse af Paolo Carignani er velspillende og engagerede.
Det var en dejlig aften, der dog bød på afstand både på scenen mellem de optrædende og blandt publikum.
”Det er min nye yndlingsopera”, sagde en mand på vej ud af operasalen. Det er store ord, men på musik og sangsiden kan man tilslutte sig. Verdis musik er virkelig vidunderlig, og alle sangerne er så forunderlige, at de ikke kan overgås.
Så blæs på handlingen og nyd musikken.
Simon Boccanegra af Giuseppe Verdi
Musikalsk ledelse: Paolo Carignani
Iscenesættelse: David Hermann
Instruktør ved genopsætning: Ludivine Francoise Petit
Scenografi og Kostumedesign: Christoph Hetzer
Lysdesign: Frabrice Kebour
Dramaturg: Luc Joosten
Medvirkende: Kiril Manolov, Gianluca Buratto, Jens Søndergaard, Kyungil Ko, Gisela Stille, Gert Henning-Jensen, Line Juul Andersen
Det Kongelige Kapel
Koncertmester: Emma Steele
Det Kongelige Operakor
Korsyngemester: Steven Moore
Varighed: 2 timer og 35 minutter inkl. 1 pause.
Spilleperiode: 23. oktober til 1. december 2020.
