Med Benjamin Brittens gyseropera fra 1954 har Det Kongelige Teater lukket døren op til ret nyt musikalsk land. Der er ikke meget melodisk musik eller ørehængere hos Britten, og hans musik må være noget af en mundfuld for både musikere og sangere. Til gengæld er den spændende, og den holder en på tæerne. Dertil kommer en yderst sælsom libretto baseret på Henry James´ kortroman fra slutningen af 1800-tallet.
Historien foregår på et fint gods, der i Det Kongelige Teaters opsætning er skabt af Rosanna Vize som nogle yderst enkle trækonstruktioner, hvor vi ser værelserne på godset. De kører rundt på Gamle Scenes drejescene, så man ser dem fra forskellige vinkler. De fremstår ikke helt færdige, og det er vist også meningen, for to koordinatorer løber hele tiden rundt og tjekker teknik og lys med videre. De er i programmet benævnt koordinatorer. Det er effektfuldt, men giver ikke rigtigt illusionen af et fornemt sted.
Til dette gods kommer en ung guvernante, der er blevet ansat af en travl forretningsmand. Hans nevø og niece Miles og Flora har mistet deres forældre og er derfor i deres onkels varetægt. Hans betingelse overfor guvernanten er, at han ikke vil forstyrres og intet skal høre om børnene. Hun må ikke under nogen omstændigheder henvende sig til ham. Guvernanten er betaget af børnene, der da også fremstår som rene englebørn. Imidlertid er alting ikke idyl, for guvernanten begynder at se spøgelser.
Den eneste, der for alvor støtter guvernanten, er godsets husholderske, for hun har gættet, hvem spøgelserne er – nemlig to tidligere ansatte, forretningsmandens tidligere tjener og den tidligere guvernante, der på mystisk vis er forsvundet og døde. Omstændighederne står hen i det uvisse. Heroverfor står englebørnene, der kan smelte alle hjerter. Men hvorfor bliver drengen så smidt ud af sin skole, hvis han er så kær. Måske bedrager skinnet. Det må man forsøge at finde ud af, hvis man går ind og ser operaen. Historien er bestemt ikke ligetil, og ikke alt har en forklaring. Det gør dog ikke noget, for den ildevarslende historie med de to spøgelser, der er ved at skræmme livet af guvernanten, passer utroligt godt til Brittens musik, og librettoen er godt skruet sammen. Der er gods i begge dele, og man får en tankevækkende oplevelse.
Clara Cecilie Thomsen er sød som den unge, naive guvernante. Hun synger som en drøm og agerer godt sammen med Milo Wajnman Køie og Barbro Citron, der synger de store børneroller som Miles og Flora. Især Milo Wajnman Køie brillerer med den drengestemme, som endnu ikke er gået i overgang. Der findes ikke noget smukkere. Gisela Stille og Fredrik Bjellsäter synger rollerne som spøgelserne, og de er isnende fæle.
En af aftenens flotteste sangmæssige præstationer leverer Johanne Bock som den imposante og altid godtroende husholderske Mrs. Grose. Hun fremstår som et helt igennem godt menneske på det mareridtsagtige gods.
Gå ind og se den ejendommelige opera, der kan tolkes i mange retninger, for ingen ved helt, hvad den onde Quint har bedrevet. Der er død og ulykke nok til hele ugen.
Skruen Strammes på Det Kongelige Teaters gamle scene
Komponist: Benjamin Britten
Libretto: Myfanwy Piper efter en kortroman af Henry James
Medvirkende: Fredrik Bjellsäter, Clara Cecilie Thomsen, Milo Wajnman Køie, Barbro Citron, Johanne Bock, Gisela Stille, Sabine Thun og Jonas Damgaard
Instruktør: Anthony Almeida
Dirigent: Robert Houssart
Assisterende dirigent: Matthew Scott Rogers
Det Kongelige Kapel ved koncertmester Emma Steele
Scenografi og kostumedesign: Rosanna Vize
Lysdesign: Lucy Carter
Synges på engelsk med danske overtekster
Varighed: 2 timer og 15 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 17. september til 6. oktober 2023
