Puccinis opera fra år 1900 er både tid- og stedspecifik. Den foregår i Rom i juni 1800, hvor Napoleons hær er rykket ind i Italien. Peter Langdals er i sin iscenesættelse af Tosca fra 2006 tro mod både tid og sted. Karin Betz har skabt en scenografi, der understreger den følelsestumult, Tosca befinder sig i. Den er skabt direkte til operaen i København og har hele fire elevatorer, der vugger og som med hjælp af Jesper Kongshaugs lys giver dybde i scenen. Den bevæger sig i flere niveauer, og aktørerne kan forsvinde ud ad døre i siderne.
I første akt befinder Cavaradossi sig i kirken, hvor han er i gang med at male et billede af Maria Magdalene. Han har været inspireret af en kvinde, han flere gange har set bede i kirken. Da Tosca kommer for at besøge Cavaradossi, gætter hun, at det er en anden kvinde, han har portrætteret, da hun har blå øjne, mens Tosca har brune øjne. Toscas jalousi bliver vakt, og da hun hører Cavaradossi snakke med en person, tror hun, det er en kvinde, han snakker med. Det er imidlertid den politiske fange Angelotti, der er flygtet fra fængslet, og som vil have Cavaradossis hjælp til at skjule sig. Henning von Schulman fremstiller Angelotti meget teatralsk, og hans fremtoning minder lidt som en parodi på Nicolas Cage.
I andet akt viser både Tosca og politichefen Scarpia mentale tænder. Stemningen mellem dem er intens, fordi Scarpia vil have Tosca med i seng til gengæld for en passérseddel ud af Rom til hende og Cavaradossi. Han lover også at skåne Cavaradossi, men han skal dog stille op til en fingeret henrettelse. Det er oplagt, hvad Scarpia vil. Han vil have en skalp i sengestolpen og få afløb for både seksuelle og magtliderlige spændinger. Det er mere blandet med Tosca. Hun elsker Cavaradossi, men hun er også draget af den farlige og (lad os nu være ærlige) ret tiltrækkende Scarpia. Hun er i den grad på den, for Scarpia har den skønne Tosca i sin hule hånd.
I tredje akt tror Cavaradossi, at han skal henrettes, og han klynger sig til livet. Han synger ´Lucevan le stelle´temaet. Det er en af de kendteste arier i operaens historie, og det er ikke uden grund. Sangen er fantastisk, men samspillet med klarinetten, der overtager temaet, er endnu bedre. Niels Jørgen Riis er overbevisende, og det skal desværre vise sig, at hans frygt er velbegrundet.
På premiereaftenen blev titelpartiet sunget af italienske Maria Pia Piscitelli, og hun har en fantastisk stemme, og hun er charmerende. Der er dog tit lidt problemer med personernes troværdighed i opera. Tosca og Cavaradossi er unge elskende, og unge er hverken Niels Jørgen Riis eller Maria Pia Piscitelli, men det er nok præmissen for, at sangerne kan levere musikalsk og følelsesmæssigt.
Jens Søndergaard er Scarpia, og han er til gengæld både flot, ung og velsyngende, og passionen mellem ham og Tosca er til at tage og føle på. Her kan man mærke Toscas østrogensuppe være oppe på kogepunktet.
I operaen medvirker både Det Kongelige Operakor og Det Danske Drengekor. Det giver noget specielt med de unge drengestemmer, og operakoret er vidunderligt.
Det Kongelige Kapel under ledelse af venezuelanske Rafael Payare forløste Puccinis melodiøse og genkendelige musik på bedste vis. Musikken er fra 1900, men den taler stadig til et publikum i 2022, ligesom historien om kærlighed, jalousi, politisk rænkespil og magtbegær er eviggyldig.
Tosca af Giacomo Puccini
Instruktør: Peter Langdal
Genopsætningsinstruktør: Line Kromann
Dirigent: Rafael Pavare
Scenografi og kostumedesign: Karin Betz
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Medvirkende: Maria Pia Piscitelli, Niels Jørgen Riis, Jens Søndergaard, Henning von Schulman, Per Bach Nissen, Fredrik Bjellsäer, Magnus Berg, Lasse Christian Bach, Harald Johan Jensen.
Københavns Drengekor, Det Danske Drengekor, Det kongelige Operakor ved korsyngemester Steven Moore og Det Kongelige Kapel ved koncertmester Mikkel Futtrup.
Varighed: 2 timer og 45 minutter inkl. 2 pauser
Spilleperiode: 2. april til 22. maj 2022
