Med Richard Wagners ´Tristan og Isolde´ fra 1865 står man overfor 5 timers musikalsk og handlingsmættet kærlighedsdrama. Det foregår dels mellem Tristan og Isolde, men som tredjemand står Kong Marke, der tror, han skal giftes med Isolde lige om lidt. Han vil gerne både have kærlighed og storpolitik til at gå op i en højere enhed. Sådan kommer det ikke til at gå.
Den irske prinsesse Isolde har været forlovet med Morold, som bliver slået ihjel. Isolde træffer Tristan hårdt såret og plejer ham. På det tidspunkt kalder han sig Tantris (et forholdsvist gennemskueligt anagram). Isolde opdager, at det er ham, der har dræbt hendes forlovede, og hun vil slå ham ihjel, men da de ser på hinanden, kan hun ikke gennemføre. Senere kommer Tristan tilbage for at fri til Isolde, men på vegne af hans onkel Kong Marke. Det er til Isoldes store fortrydelse, at hun udsættes for endnu et svigt fra Tristan. På sejlturen på vej til at møde Kong Marke beder Isolde sin tjenestepige Brangäne om at servere en giftdrik både til hende og Tristan. I stedet giver Brangäne de to en elskovsdrik, og så er balladen for alvor i gang. For nu er de to uadskillelige i deres forelskelse. Efter en del flere forviklinger, hvor Tristan såres dødeligt, og hvor Kong Marke bliver ulykkelig, dernæst vred for til sidst at tilgive de to Det sker efter, at Brangäne afslører sandheden om elskovsdrikken. Historien ender tragisk med begge hovedpersonernes død.
Hanne Fischer leverer en fornem præstation som Brangäne. Man er med hende i hendes kvaler omkring Isolde, for hvad gør man med en ordre om at servere gift for sin arbejdsgiver og den herre, der måske/måske ikke har gjort hende ondt. Da hun vælger at komme med en elskovsdrik i stedet, giver det mildt sagt også problemer. Hun er ensom i sine valg. Hanne Fischer er fantastisk i partiet, som hun også brillerede i ved en dejlig koncertopførelse i 2019, hvor hele kapellet sad på scenen.
Svenske Elisabet Strid synger Isolde, og det er en kraftpræstation af de helt store. Hun rammer tonerne i højden uden besvær, og hun synger de lange soloarier, så man nærmest ikke tror det muligt. At løbe et maraton forekommer lettere end at klare dette Wagner-ridt.
Amerikanske Bryan Register er gæst i det fornemme parti som Tristan. Det forstår man godt, for hans stemmekraft og stamina er imponerende. Dejligt er det også, at Det Kongelige Teater har mulighed for at hente sangstjerner ind fra udlandet.
Sangerne i begge hovedpartier gør det forrygende, hvis man udelukkende ser og i særdeleshed hører på sangpræstationen. Der er ikke en finger at sætte på dem. Imidlertid er det svært at få øje på passionen mellem de to. Lad det ligge, at begge sangere er ovre deres ungdoms første vår. Det skal ikke komme dem til skade, men en relation som vi kunne mærke på rækkerne, ville være rart. Ved premieren sad en lille blomst fra andet akts dekoration fast på Elisabet Strids kind. Det er bestemt det, der sker, men der manglede man, at Bryan Register havde haft åndsnærværelse nok til at fjerne den som den forelskede mand, han skal portrættere.
Det gør desværre, at både 1. og 2. akt slæber sig afsted og tenderer det kedelige. Det hele løfter sig dog i sidste akt, hvor de to ender med at mødes i døden. På bagtæppet lyser glødepærer op, da døden nærmer sig hos dem begge.
Erlend Birkelands scenografi er flot. I første akt har han bygget et skib op, som sangerne befinder sig på. Man fornemmer den stille vuggen på rejsen. I andet akt befinder Tristan og Isolde sig i en blomsterfyldt skov, og det er smukt. I sidste akt befinder alle sig i et terræn fyldt med sten. Det er nemt at se ideen med det, men ”stenene” ligner lidt for meget papmaché.
Musikken er forunderlig, og ouverturerne før akterne er fantastiske. Passionen fra Wagner er tydelig, og den personlige kærlighedskarrusel som han selv var draget ind i under tilblivelsen, kan høres. (Det er selvfølgelig lidt efterrationalisering fra anmelderens side efter at have læst programmet, men alligevel). Man kan fornemme jagtscenerne, kærlighed og tragedie. Det er en kunst at få så mange følelser til at flyde ud af instrumenterne. Partituret indeholder blandt andet en lang solo for engelskhorn, og den var magisk.
Kapellet spillede sublimt og kraftfuldt, og italienske Paolo Carignani, der dirigerede, løftede musikerne yderligere.
Det 575 år gamle orkester gør det godt.
Så se Tristan og Isolde og glæd jer – især til 3. akt.
,
Tristan og Isolde af Richard Wagner
Medvirkende: Bryan Register, Elisabet Strid, Stephen Milling, Hanne Fischer, Jens Søndergaard, Niels Jørgen Riis, Johannes Sejersted Bødtker, Jacob Skov Andersen
Det Kongelige Operakor ved korsyngemester Steven Moore
Iscenesættelse: Sofia Adrian Jupither
Scenografi: Erlend Birkeland
Dirigent: Paolo Carignani
Kostumedesign: Maria Geber
Lysdesign: Ellen Ruge
Koreograf: Katarina Sörenson
Varighed: 5 timer og 5 minutter inkl. to pauser
Spilleperiode: 18. maj til 8. juni 2024
