Foto: Camilla Winther Valkyrien 9. marts 2022 Wagner rocks sagde en veninde til mig, inden jeg skulle til premieren på ´Valkyrien´. Hun havde ret. De fem timer og fem minutter var alle givet godt ud. Det var gribende fra første taktslag til dramaet endte, og Brünhilde sad på bjerget med en ring af ild om sig.Richard Wagner har ikke kun komponeret musikken. Han har også skrevet librettoen, og den præsenterer en seriøst indviklet handling inspireret af nordisk mytologi, tysk helteepos og den islandske vølsungesaga. Der er guder og mennesker og incest mellem to tvillingesøskende og endelig selvfølgelig en flok valkyrier, så det er stærke sager.I John Fulljames instruktion med Tom Scutts scenografi og kostumer har man i denne produktion forladt brynjer og flyvende heste. I stedet er Wotan – guden over dem alle – stjernearkitekt og laver masterplanen for at få den altoverskyggende verdensmagt på sin tegnestue. Det foregår i et stramt, moderne kontorlandskab med en gigantisk Bjarke Ingels inspireret trappe med et stort sværd ned i midten, der gennempløkker menneskehulen, hvor den brutale Hunding bor med sin hustru Sieglinde. Sieglinde er et af Wotans udenomsægteskabelige børn. Hun er blevet skilt fra sin tvillingbror, og skæbnen vil, at han til Hundings store vrede finder vej til Hundings hjem. Sieglinde og Siegmund bliver (lidt upraktisk) forelskede. Ann Petersen og Bryan Register er Sieglinde og Siegmund, og man forstår deres desperation og til dels den jubel, der bliver dem til del, da de på trods af, at de erkender at være søster og bror, er brændt godt og grundigt varm på hinanden. Morten Staugaard er både en fantastisk sanger og skuespiller, og han har haft en fest med at være gemen og ond som Hunding.Den herskesyge Wotan, der har spredt sin sæd lidt rigeligt, bliver stoppet på målstregen af sin hustru Fricka, der påpeger problemerne omkring Sieglinde og Siegmunds relation og lige får knirket ud, at hun er noget utilfreds med hans konstante utroskab. Thomasz Konieczny er en imponerende Wotan -elegant og moderigtigt klædt som en anden Karl Lagerfeld. Han er på den ene side tiltrækkende i sin viden og pondus som den modne mand med styr på karriere og kvinder, og på den anden side er alt gået galt for ham. Hanne Fischer er Fricka og hun leverer en af aftenens bedste præstationer. Sangmæssigt er hun i top, og elegant er hun i et tidløst outfit og store sølvsmykker, mens hun synger al sin selvretfærdige vrede ud over sin mand.Endnu et barn af Wotan kommer på banen. Det er valkyrien Brünhilde, der skal sørge for, at Siegmund bliver ombragt og ikke kan få sig selv til det, da hun ser den inderlige kærlighed, der er mellem Siegmund og Sieglinde, der derudover venter barn. Herefter må far Wotan selv tage affære og slå både Siegmund og Hunding ihjel. Brünhilde synges af Trine Møller, der gør en flot debut i partiet. Sammen med Thomasz Konieczny leverer hun forestillingens mest følelsesladede øjeblik, da Wotan forvandler hende fra gud til menneske og efterlader hende i søvn, så den første mand, der kommer forbi, kan få hende. Der tændes på Brünhildes bud en ring af ild om hende, så det bliver en bejler med mod, der befrier hende.Man kan altid spørge sig selv, om en opera fra 1870 har relevans i 2022. Det har den i allerhøjeste grad. Musikken er vidunderlig, og mange temaer er så kendte, at man straks er med, når orkestret spiller dem. Efter Ruslands invasion af Ukraine er historien også relevant. Den beskriver en verdensorden, der er ved at blive smadret, og her er fortællingen om den magtfuldkomne Wotan meget vedkommende. I tredje akt dukker krigens døde op gennem hullet i den store trappe på vej mod Valhal, stadig i kamp, og her er det svært ikke at fælde en tåre.Tårer af glæde melder sig også ved at høre kapellet spille under ledelse af Thomas Søndergård. Kapellet leverer international klasse.Til gengæld er det sørgmodigt og fyldt med en følelse af tab, at det danske publikum meget snart skal sige farvel til John Fulljames som operachef. Valkyrien af Richard Wagner på Det Kongelige Teater OperaenInstruktør: John FulljamesDirigent: Thomas SøndergårdMedvirkende: Bryan Register, Ann Petersen, Thomasz Konieczny, Trine Møller, Hanne Fischer, Morten Staugaard, Valda Wilson, Andrea Pellegrini, Cecilia Lund Tomter, Cecilia Hjortsberg, Johanne Højlund, Frida Lund-Larsen, Matilda Paulsson, Anna DanikAnnika Isgar og Trine Vestergaard sang pga sygdom fra siden ved premiereforestillingen, mens Johanne Holten og Gabriella Locatelli agerede partierne på scenen.Det Kongelige KapelScenograf og kostumedesign: Tom ScuttLysdesign: D.M. WoodVarighed: 5 timer og 5 minutter inkl. 2 pauserSpilleperiode: 1. til 27. marts 2022 Reddit RELATEREDE ARTIKLERMERE FRA FORFATTEREN Il Trittico Madama Butterfly Figaros Bryllup