Anders Fogh Jensens debutstykke er højkomisk og beskriver vor tids tomme projektsamfund med skingrende skarphed.
Midt på dansegulvet kan man føle sig meget mærkeligt til mode. Man står der, og ved ikke rigtigt, hvem man danser med, hvordan og hvorfor. Men man ved, at man skal udstråle glæde, overskud og energi. Det er projektsamfundets dans. Et samfund, hvor et stort antal forbindelser opstår og forgår hurtigt igen. Hvor reglerne er væk, og det handler om at sige ja til det hele. Det er en positivitetskultur, hvor alting er muligt, men intet er sikkert.
’De danser alene’ er ikke en forestilling om dans. Men et forsøg på at vise, hvordan hele vores kultur og de sociale bånd har ændret sig de sidste fyrre år. Fra et samfund med klare retningslinjer og forudsigelighed til et projektsamfund fyldt med midlertidige engagementer, ad hoc-løsninger, overfladiske relationer og halve aftaler. Som menneske i projektsamfundet skal du være udadvendt, fleksibel og omstillingsparat – det skræmmende er ikke længere at blive udnyttet, men ikke at blive udnyttet.
’De danser alene’ er en forestilling om at være projektmenneske i mulighedernes uendelige manege. Tekstmaterialet er rigt og ofte genialt – på grænsen til at være for skræmmende præcist observeret og formuleret. De medvirkende formidler rutineret og talentfuldt – dog til hovedet frem for hjertet. Ikke desto mindre går budskaberne lige ind og efterlader vedvarende indtryk.
’De danser alene’ spiller på Rialto:Teatret frem til 25. marts 2017.
Manuskript: Anders Fogh Jensen
Iscenesættelse og scenografi: Egill Pálsson
Medvirkende: Katrine Greis-Rosenthal, Tina Gylling Mortensen, Thue Ersted Rasmussen og Henrik Birch.
