Næsten helt op til trækronerne ved Designmuseum Danmarks smukke have rejser Manfred Blaimauers firkantede trappepyramide af en scenografi sig. Den er flot, falder ind i det faste sceneri, og alle i publikum kan se, når Moliéres tragiske komedie Misantropen fra 1666 spilles som dette års forestilling i Grønnegårds Teatret. Og sikke en aften det var. Vejrguderne har været udendørsteater venligt stemt denne sæson, og det sætter lige humøret en ekstra tak op, når picnic kan nydes i græsset, før løjerne for alvor går i gang.
Nicolas Bro har hovedrollen som den menneskehadende misantrop Alceste, der på ingen måde lader tvivlen komme nogen til gode og insisterer på at sige sin mening i alle henseender. Her pakkes intet ind. Han har kun et eneste svagt punkt, hvor hans dømmekraft svigter ham, og det er i kærligheden til den unge enke Célimène. Hun er smuk og omsværmet og kan ikke bestemme sig for at give sig hen kun til én. Det har Alceste naturligt nok svært ved at kapere, men han kan heller ikke helt tage sig sammen til at bryde med hende.
De resterende medvirkende smigrer dem, de er i selskab med, uanset de har fortjent ros eller ej. Til gengæld rakkes der ned på alle, der ikke er til stede.
Sådan var det ifølge Moliere omkring det parisiske hof i slutningen af 1600-tallet, hvor historien finder sted.
Nicolas Bro er fantastisk som gnavpotten, der ikke giver sig en tomme og som for så vidt har ret i mange af sine udfald, men i den grad har sin attitude imod sig. Sonja Richter som Célimène er kær i sin tolkning af den unge enke med den nyvundne frihed, som hun faktisk ikke har lyst til at give slip på for at hengive sig til endnu en ægtemand.
De to hovedpersoner kan ikke tale sammen. Alceste stoler ikke på sin Célimène, og hun på sin side kan ikke holde ud konstant at blive kritiseret af den mand, der skulle elske hende betingelsesløst. Og så er der lige alle de andre herrer, hvis interesse skal holdes i kog og latterliggøres alt efter, om de befinder sig i rummet med hende.
Forestillingens kostumer er overdådige og klæder hver og en af skuespillerne fra spinkle Sonja Richter med fed broderet silkekjole med ditto hvepsetaljejakke til Nicolas Bro, hvis figur må siges at være af den lidt mere frodige.
Hele castet fungerer fint i deres leflen for at gøre sig i de højere kredse. De vil frem, men de vil også gerne høre andres mening, siger de. Lige indtil nogen i form af Alceste rent faktisk kommer med den, når blandt andet Markis Oronte (Patrick Baurichter) gerne vil have feedback på sit kærlighedsdigt. Det bekommer ham ikke vel, og de to bekendte ender i retten!
Molieres historie i Jesper Kjærs glimrende oversættelse er skræmmende aktuel. I 2018 er der godt nok ikke hofsnoge ved et parisisk hof, men smiger og forstillelse i både den virkelige og digitale verden findes som aldrig før. Likes og kram har grebet om sig i et omfang, så de helt har mistet deres betydning, og hverken ros eller ris betyder for alvor noget.
Enden bliver ikke god for Alceste og Célimène, hvis man håber på, de får hinanden. Vi på bænkene kan tænke, at det nok er godt det samme, men sukke over, at de ikke kan få det bedste frem i hinanden.
Det er en dejlig forestilling Teaterchef Steen Stig Lommer har begået. Nyd den i den skønne danske sommer.
Medvirkende: Nicolas Bro, Sonja Richter, Mads Wille, Charlotte Fich, Laura Bro, Patrick Baurichter, Nicolai Jørgensen, Jens Sætter-Lassen, Steen Stig Lommer.
Instruktør: Madeleine Rønn Juul
Scenograf: Manfred Blaimauer
Kostumedesigner: Manfred Blaimauer
Dramatiker: Moliére
Oversætter: Jesper Kjær
Producent: Grønnegårds Teatret
Arrangør: Grønnegårds Teatret
Varighed: 1 time og 40 minutter uden pause
Spiller fra mandag til lørdag kl. 19.30 til 25. august
