Max og Martin er to tyske venner, der driver gallerivirksomhed i San Francisco. De har en velhavende kundekreds, og deres forretning går strygende. I 1932 vender Martin imidlertid hjem til Tyskland, og de to holder kontakten via breve, der er holdt i en venskabelig, drillende og kærlig tone. Man fornemmer, at den enlige Max er meget glad for sin ven. Der lurer en latent glæde for mænd i det hele taget, og også Martins unge søn har hans bevågenhed. Martin derimod er gift, men har haft et kærlighedsforhold til Max´ søster, der er skuespiller i Tyskland. Dertil kommer, at Max og hans søster er jøder, så problemerne lurer i horisonten – særligt for søsteren.
Martin bliver grebet af nazismen og forsvarer den. Med dette ændres retorikken i brevene mellem de to venner, indtil Martin brutalt beder Max om at holde op med at skrive til ham. Han kan ikke tillade sig at blive associeret med en jøde.
Stykket er baseret på brevromanen Adressaten ubekendt fra 1938 af Kathrine Kressmann Taylor. Teksten er fremragende og overraskende, og hvordan historien udvikler sig, skal selvfølgelig ikke afsløres. Nævnes kan det dog, at ikke alt er sort og hvidt. Ingen af de herrer er helt gode eller helt onde, og det er historiens store styrke. Den viser tidens dilemmaer og husker en på, at det er nemt at være bagklog og være overbevist om, hvordan man skulle have opført sig på et givent tidspunkt. I 1930-erne har det derudover været meget nemmere at gøre det rigtige, hvis man ikke sad i Tyskland.
Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen er et dream team som makker- og venneparret Max og Martin. Søren Sætter-Lassen kan næsten krølle næb af morskab, når han fortæller vennen om, hvordan han får sine jødiske, rige kunder til at betale overpris for hæslige malerier, ligesom han senere krymper sig i fortvivlelse over vennens sympati for nazismen og efterfølgende svigt over for ham. Lars Mikkelsen er skøn som den ubekymrede og velhavende mand, der vender tilbage til Tyskland med sin kone, som han sørger for at holde i ro ved hele tiden at gøre hende gravid. Det er en gru at høre ham tale naivt om det nye systems fortræffeligheder.
Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen er hinandens fysiske modsætninger – Sætter-Lassen lille og Mikkelsen meget høj. De bruger det og gør grin med det i forestillingen, hvor der i øvrigt ikke er meget at grine af.
Scenografien af Jonas Fly er enkel. Det er en bagvæg med projektioner af dels da da kunst, dels af brevhoveder med breve fra USA til Tyskland og omvendt.
Det er oplagt, at det er en forestilling, hele holdet på og uden for scenen har gjort sig meget umage med. Programmet indeholder flere gode artikler og en tidslinje for henholdsvis Tyskland og Danmark i tiden fra april 1929 til 9. april 1940. Samme tidslinje er basis for forestillingens anden halvdel, der er et oplæg ”Kampen for demokratiet” forfattet af Bo Lidegaard og denne aften modereret af historiker Christoffer Emil Bruun. Oplæg efterfølges af mulighed for spørgsmål og indlæg fra publikum. Det fungerer godt, og hvis en lærer måtte være så heldig at have en flok elever med sig, er det selvskrevet at blive til, men selve stykket kunne sagtens have stået alene.
Forestillingen med de herrer Sætter-Lassen og Mikkelsen er til 6 stjerner, og oplæg med diskussion er til 4, så slutresultatet må blive 5 kæmpe stjerner.
Forfatter: Kathrine Kressmann Taylor
Medvirkende: Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi og kostumer: Jonas Fly
Lysdesign/videored.: Frederik Heitmann
Videodesign: Jakob Thorbek
Fortæller: Bo Lidegaard
Fortæller: Christoffer Emil Bruun
Oversættelse: Per Vadmand
Varighed: 2 timer og 20 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 24. august til 3. november 2019
