Danmark har været lukket ned i tre måneder, og teater har kun kunnet opleves virtuelt. Mange har derfor i stigende grad lidt af kulturel hudsult, og det er derfor glædeligt, at Det Kongelige Teater har sammensat en eksklusiv koncert med Alletiders Krisesange, sunget af Johanne Louise Schmidt og Tammi Øst. Emil de Waal, Gustaf Ljunggren og Anders Stig Møller stod for musikken. Mathias Hammer og Danni Travn var værter og guidede publikum gennem sangene.
Det er en forsigtig genåbning, så hvert andet sæde i Skuespilhuset var blokeret, og håndspritten stod lige inden for døren i foyeren. Der er stramme regler i disse dage, og stemningen kunne nemt være blevet anspændt. Det blev den ikke. Mathias Hammer forklarede humoristisk, at vi måtte være 300 mennesker i salen, fordi vi holdt afstand og sad ned. Det skulle vi blive ved med, så ikke noget med at rejse sig og danse, og synge måtte vi heller ikke. Så var det på plads.
At mennesket har valgt sangen for at komme ud af eller igennem diverse kriser er ikke nyt, og det åbnede aftenens udvalgte sange publikums øjne for.
Det blev til sange om sygdom, undertrykkelse under krig, racisme, diskrimination, politiske og personlige kriser.
Aftenen startede med ”I en sal på hospitalet” om en lille pige med tuberkulose, der er isoleret på hospitalet og kun har sin læge at tale med. Det er nok den sørgeligste sang, man kan forestille sig, og den kan ofte ende som en alt for klæg sandkage. Sådan blev det ikke i Johanne Louise Schmidts fine og enkle fortolkning, der gav historien plads.
Johanne Louise Schmidt sang sin egen sang om den fødselsdepression, hun pådrog sig efter fødslen af sin datter for tre år siden. Den var skrevet under coronakrisen, for følelserne fra dengang var kommet op til overfladen. Tammi Øst havde skrevet flere sange under krisen. De havde alle handlet om at dø, og at hun i øvrigt havde været her længe nok. Tammi Øst havde rakt ud til veninder, der også skrev sange, der var blevet til ”Mine ord mine mennesker”. Tammi Øst har en forunderlig humor iblandet stor alvor. Heldigvis er hun her endnu – og bliv her endelig længe.
Johanne Louise Schmidt og Tammi Øst er et skønt par. De er forskellige, men klæder hinanden. De har begge et scenenærvær, og i denne koncert blev det intimt på den gode måde. De mestrer de helt stille sange og hårdtslående sange som Relax om tilbageholdelse af orgasmen af P. Gill, H. Johnson og M O`Toole.
Gustaf Ljunggren stod for en svensk fortolkning af Shu-Bi-duas Costa Kalundborg. Så kom klimaforandringerne også med i en humoristisk fremtidsversion.
Hele 13 musikalske indslag blev det til, og det var vederkvægende for sjælen at være med til. Det var kvalitet i sangen, i musikken og fra Danni Travn og Mathias Hammers værtskab. Det blev til en nærmest euforisk aften i Skuespilhuset med første forestilling efter den bratte nedlukning. Den gav håb og optimisme om, at den nye virkelighed nok skal blive god, selv om den bliver anderledes. Mennesket er som en prop, der ikke kan holdes nede trods alvorlige udfordringer.
Aftenen sluttede med Alberte Windings ”Lyse Nætter”. Det var fællessang, men da fællessang er forbudt lige nu, sang vi med inde i vores hoveder.
Alletiders Krisesange – Skuespilhuset
Medvirkende: Tammi Øst, Johanne Louise Schmidt, Emil de Waal, Gustaf Ljunggren, Anders Stig Møller, Danni Travn og Mathias Hammer
Producent: Cæcilie Hørup Havning
Tonemestre: Jonas Vest og Jonas Jensen
Lysdesign: Elizabeth Dyhr
Programmør: Jesper Hansen
Forestillingsleder: Louise Blum
Varighed: 1 time og 10 minutter uden pause
Spilleperiode: 8. til 10. juni
