Teater Republique og Hotel Proforma med Kirsten Dehlholm i spidsen har i ´Amduat – en iltmaskine´ vendt scenerummet om i Teater Republique, så scenen bliver hele 28 meter bred. Her udspiller Kirsten Dehlholms underverdensforestilling ´Amduat – en iltmaskine´ sig. Det er tredje del af en trilogi, der startede tilbage i 1993 med ´Operation:Orfeo´ og fortsatte i 2019 med ´Gilgamesh i Mesopotamien´ opsat på Glyptoteket.
Dehlholm har instrueret Harald Voetmanns tekst ´Amduat – en iltmaskine´, der af forfatteren beskrives som en sammenskrivning af to fortællinger. Den ene handler om den egyptiske solguds rejse gennem Dødsriget om natten, og den anden er en fortælling om en mand, der dør af en lungebetændelse på Holbæk Sygehus.
Scenen er i to niveauer. Den nederste del er hvid og steril, og der ligger manden, der er ved at dø, i sin hvide hospitalsseng. Han kan kun trække vejret, hvis han beholder sin iltmaske på. I sengens ene ende er en lille træhest. Det er selvfølgelig sengehesten – en herlig konkret måde at fremstille sådan en. Sengen bliver kørt frem og tilbage af hans søn, når han skal fra afdeling til afdeling på hospitalet, og ud fra et mere prosaisk synspunkt for, at publikum i salens bredde får lejlighed til at se sengen og den døende mand. Sønnen sidder ved sin fars seng og holder ham i hånden. Der er ingen egentlig samtale, men nærværet mellem dem er tydeligt. Sønnen fortæller om sin mors død, der står i tydelig erindring, nu når hans far er døende. Bo Madvig er den døende far i sengen, og selv om han bare ligger der, mærker man ham. Han bevæger sig ikke ud over to gange, hvor han glider ud af sengen som en sæk. Det er en kunst, og her mærkes Bo Madvigs store performance- og improvisationstalent.
På det øverste repos foregår de egyptiske guders rejse gennem natten. De bevæger sig fra time til time sidelæns i relief. (Læs eventuelt i programmet om de tolv timers rejse). Det er seks dansere, og de er iført prægtige kostumer og masker, så man ikke er i tvivl om, at vi er i det egyptiske dødsrige. På bagvæggen kører skiftende videoprojektioner. Der er egyptiske guder, der er kravlende skarabæer og hjerterytmen i grøn neon. Voetmanns tekst projiceres også, som var det en stumfilm. Det er effektivt, smukt og gør det nemt at følge med. Fra loftet sænkes diverse hængende og lysende objekter.
På scenen står DJ Hari Shankar Kishore og spiller den nykomponerede musik, der passer godt ind i det egyptiske univers.
Det er et udstyrsstykke af rang, og alt er smukt koordineret – helt ned til det i øvrigt gratis program, der er i samme proportioner som scenen.
Hotel Proforma kan ikke sammenlignes med noget andet, og Kirsten Dehlholm er en ener inden for dansk kunst. Det er performance, det er videokunst, det er lyd- og lyskunst, det er fortælling og teater. Tilsammen udgør det en unik forestilling fra Hotel Proforma.
Amduat – en iltmaskine
Tekst: Harald Voetmann
Instruktion og scenografi: Kirsten Dehlholm og Jon R. Skulberg
Medinstruktør: Marie Dahl
Koreografisk assistent: Hedda Lausund
Komponist, musiker og DJ: Hari Shankar Kishore
Medkomponist, sanger, sangskriver, oversætter, trompet og synth på udvalgte sange: Abdullah Miniawy
Arghoul: Amin Arghoul
Cello: Johan Carøe
Lydkunst
Komponist: Marie Højlund
Komponistasssistent: Klaus Q. Hedegaard Nielsen
Lyddesign: Kristian Hverring
Videodesign: Magnus Pind Bjerre
Kostumedesign: Kit Wan Studios
Maskedesign: Marie Dahl
Medvirkende: Bo Madvig og Ask Eckhardt Amtoft
Dansere: Joel Fritzon, Simone Wierød, Jon Hoff, Love Hellgren, Christian Reiter Seibæk og Christine Sollie
