Showbiz, når det er bedst!
Maria Lucia Heiberg Rosenberg. Helt på sin plads med hendes mange navne, for hun er musicalens ukronede dronning. Hun spiller den naive, glade, dygtige og drengede skytte Annie Oakley med fuldt overlæg. Hun gør Annie til en ufrivillig sjov og charmerende westernpige, der spiller kærlighedsspillet med åbne kort. Sublim skuespiller og fantastisk sangerinde!
Som de melodiske sange og den virkelige historie skrider frem, forvandler Annie sig til en lady, der vil gøre alt for at få ram på den dygtige skytte, og konkurrent, Frank Butler (Carsten Svendsen)- med amors pil vel at mærke. Samspillet og kemien mellem Maria Lucia og Carsten Svendsen (Frank Butler) er så godt, at man tror på, de finder sammen. Når de forelsker sig, når de skændes og når de håner hinanden.
Det er første gang i dansk teaterhistorie, at der også er publikum, hvor bagtæppet normalt er. Scenen er rund. Danseformationerne er runde. Og der er meget at holde øje med på scenen under denne pompøse opsætning.
Det er sjovt, prægtigt og overbevisende skuespil, – en skøn kærlighedshistorie med Maria Lucia og showbis, når det er allerbedst!
Annie Get Your Gun spiller frem til 17. december på Det Ny Teater.
Instruktør: Daniel Bohr
Medvirkende: Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Carsten Svendsen, Flemming Krøll, Asger Reher, Kim Hammelsvang, Anne Suppli, Maria Corydon, Mikkel Moltke Hvilsom, Carl Christian Rasmussen, Martin Loft