De fleste af os binger serier på ugentlig basis, men det er de færreste af os der har prøvet at binge et teaterstykke, fordi det er så langt, at det må blive vist i flere dele. Men med Matthew Lopez’s forestilling Arven på hele syv timer, har vi nu fået mulighed for at opleve dette på egen krop. For de hardcore bingere er det muligt at se hele forestillingen i Skuespilhuset på én dag med diverse indlagte pauser og en lang middagspause i mellem første og anden del. Men for de fleste andre er de to dele vist over to dage og sådan var det også for os. Men det gør ikke stykket mindre godt, tværtimod er der bare noget at glæde sig til mellem de to forestillinger.
Forestillingen starter som en slags dramaturgisk workshop, hvor en gruppe unge mænd sammen skaber fortællingen i nuet, så historien udspiller sig undervejs. Instruktør Thomas Bendixen kalder det ”realisme med et fortælle-metalag”, hvor det skal forestille, at de unge mænd opfinder handling og karakter på stedet, imens de diskuterer sig frem til rollernes liv, håb og drømme i samarbejde med den ældre forfatter Morgan (Jens Jørgen Spottag).
Vi møder i første del parret Eric Glass (Emil Blak Olsen) og Toby Darling (Alvin Olid Bursøe) som bor i New York og har været sammen i syv år. Vi befinder os i årene lige inden præsidentvalget, som sætter Trump i præsidentstolen og fremtiden for LGBT+-miljøet i USA ser noget anderledes ud end tidligere. Vi møder også parrets, eller måske rettere sagt Erics venner, bedstevennen Tristan (Hervé Toure), kollegaen Jaspar (Magnus Haugaard), og venneparret Jason og Jason (Anton Hjejle og Kristoffer Eriknauer), Samt det nyeste medlem af kredsen Adam (Jonathan Bergholdt Jørgensen).
Eric er en vellidt og omsorgsfuld mand, som med mangelfuld selvtillid ikke selv kan se, hvilket fantastisk menneske, han i virkeligheden er. Toby er en selvoptaget og selvdestruktiv type, som gør alt for ikke at erkende sin fortid. Toby er ved at færdiggøre et manuskript på et teaterstykke, som er baseret på hans tidligere roman. I denne proces formår han at ødelægge sit forhold til Eric og langsomt bevæge sig mere og mere ud på et skråplan.
Eric har heldigvis sine venner. En ældre ven, Walter Poole (Jens Jørgen Spottag) der også er homoseksuel og som selv har levet under Aids-epidemien fortæller Eric, under deres nyopblomstrede venskab, om hvordan det var dengang og Eric får øjnene op for, hvordan den tidligere generation af homoseksuelle mænd har levet med ubegribeligt meget sygdom, udskamning og en masse sorg i livet.
Eric og Walter minder utrolig meget om hinanden trods forskellige generationer.
Walters partner gennem 36 år, er forretningsmanden Henry Wilcox (Morten Kirkskov). Det var kærlighed ved første blik, selvom de to mænd ikke kunne være mere forskellige. Henry var gift med en kvinde dengang, som han fik to drenge med, Paul og Charles Wilcox (Magnus Kirkskov og Sigurd Holmen Le Dous).
I anden del af stykket følger vi yderligere mændenes færden gennem livets vej. Venskaber og kærlighed og den arv de bærer med sig fra en anden tid, en forfærdelig tid der har været svær for mange at komme igennem og ligeledes få bearbejdet.
Men et hus nord for New York med et kæmpe kirsebærtræ foran, hjælper dem med at heale.
Som beskrevet, fortælles historien på et slags metaniveau og man bliver derfor som publikum revet med ind og ud af selve fortællingen, når rollerne pludselig ryger op til diskussion, men om det fungerer? I den grad om det fungerer. Fortællingen får på den måde flere niveauer og man er fuldstændig fanget fra start til slut. Hvis man begynder at fortælle nogle tilfældige mennesker om et syv timers langt teaterstykke fyldt med monologer, vil flere nok løbe skrigende væk, men de syv timer føles nærmest kun som halvdelen. Sjældent har monologer været så dragende og fantastiske. Det må have været en kæmpe opgave at lære for stykkets hovedroller, særligt Jens Jørgen Spottag, Alvin Olid Bursøe, Emil Blak Olsen og Jonathan Bergholdt Jørgensen har nogle lange medrivende monologer igennem stykket. Alle sammen fortalt så levende og medrivende, at man slet ikke opdager, at det bliver fortalt i stedet for fremført. Man kan forestille sig det hele, hvert et ord. Det gør det virkelig til noget helt særligt.
Der er ikke tal på, hvor mange gange kuldegysningerne rislede frem på ryggen gennem scenerne. Der er blandt andet en scene, hvor alle skuespillerne står ret op på scenen og opremser tilfældige navne på mænd, der er døde under Aids-epidemien – det er stærkt og frygteligt på samme tid.
Der er endnu en scene, hvor nogle statister dukker op og fortæller deres navne imens de omfavner skuespillerne på scenen, det er lige så stærkt, men endnu stærkere, når man ved, at de er virkelige mennesker der lever med Hiv.
Alt er bare så gennemført ned til mindste detalje med Arven. Der er langt mere fortælling end sceneskift og rekvisitter, men det opdager man ikke. Det er en enormt følelsesladet og tragisk fortælling, men som ikke fortælles på en dyster måde, men langt mere håbefuld og lige så mange sug i maven man får, lige så mange grin udbryder man undervejs. De fire venner til Eric, som spilles af Hervé Toure, Anton Hjejle, Kristoffer Eriknauer og Magnus Haugaard har de lidt mere komiske og underholdene replikker igennem stykket. Men det bliver aldrig på nogen måde plat og det er hele tiden med respekt for fortællingen.
Hvis og kun hvis der skal et lillebitte kritikpunkt ind, så er der måske lige lovlig mange amerikanske referencer med, som måske kunne være tilpasset lidt, men stadig forblive tro mod den originale fortælling. Til slut kommer stykkets eneste kvindelige rolle på scenen og selvom der også her hører en fantastisk monolog til, som måske for nogle vil slå en fin lille afsluttende krølle på det hele, kan karakteren på andre måske komme til at virke en anelse overflødig.
Fortællingen er som helhed fantastisk – det er langt fra altid man bliver så opslugt og betaget af en tur i teatret, men med Arven lever alt op til forventningerne og meget mere til.
Skuespilhuset – Det Kongelige Teater
Medvirkende: Emil Blak Olsen, Alvin Olid Bursøe, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Jens Jørgen Spottag, Morten Kirkskov, Magnus Haugaard, Sigurd Holmen Le Dous, Anton Hjejle, Kristoffer Eriknauer, Hervé Toure, August Issac Carter, Troels Kortegaard Ullerup, Karen-Lise Mynster
Instruktør: Thomas Bendixen
Scenografi, kostume, videodesign: Palle Steen Christensen
Lysdesign: Mathias Hersland
Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup
Oversættelse: Niels Henning Krag Jensby
