Foto: Per Morten Abrahamsen Asta 3. juli 2022 Det Flydende Teater er ikke flydende, men har til gengæld smuk udsigt til Bagsværd Sø, hvor der er bygget en flot scenografi af træ i flere niveauer tilpasset terrænet ned til søen. Bagved er parkens hvide bro del af kulissen.Teatret har i flere omgange portrætteret stærke kvinder, der er gået mod strømmen og ikke har bøjet sig for herskende samfundsnormer. Blandt andet har Thit Jensen og Grevinde Danner været under kærlig dramatisk behandling.Nu er turen kommet til den danske filmdiva Asta Nielsen (1881 til 1972). Der er nedslag fra hendes liv og karriere. Asta Nielsen debuterede som ganske ung som sceneskuespiller på Dagmarteatret og fik senere ansættelse på Det Ny Teater. Imidlertid lokkede filmens verden, og tilbage i begyndelsen af 1900-tallet kunne teater og film ikke kombineres.Asta Nielsen nåede at indspille over 70 film og tjente imponerende summer. Hun blev kult i Tyskland, hvor der i hendes navn blev produceret sæber, parfumer og sågar koteletter.Nanna Cecilie Bang er Asta, og hun er intens, rasende, sexet, egenrådig og besværlig som divaen. Vi kommer ind under huden på denne sammensatte person, der langt hen ad vejen nåede langt professionelt, men for hvem privatlivet haltede. Nanna Cecilie Bang agerer overbevisende, og hun både synger og danser godt, hvad enten det er alene eller med sine medspillere. Der er på trods af charlestonkjolen ingen fysisk lighed med 1900-tallets filmstjerne, og det er nok en kunstnerisk pointe i sig selv. Nanna Cecilie Bang er højere end sine mandlige medspillere Janus Elsig og Rolf Hansen, der spiller adskillige roller som de mænd, Asta Nielsen på forskellige måder var involveret med gennem livet. Allerede her er vi klar over, at det er Die Asta, der har overtaget. Hun ved, hvordan kontrakter skal skrues sammen, så pengene strømmer ind. Hun ved, at hun vil spille Hamlet og ved, når hun skal sige fra over for arrogante mænd.Janus Elsig spiller blandt andet hendes ægtemand nr. 1, Urban Gad. Han og Asta tog til Tyskland sammen for at lave film. Første film blev det erotiske drama ´Afgrunden´, hvor Asta Nielsen danser forførende om Poul Reumert, mens hun fanger ham ind med et reb – et af Asta Nielsens mest ikoniske filmøjeblikke. Scenen er selvfølgelig med hos Det Flydende Teater, og Rolf Hansen er Poul Reumert, der let desorienteret lader sig omslutte af divaen.Forestillingen er dejlig musikalsk med masser af sang og med Karen Duelund Guastavino som musiker. Der er depraverede scener fra Berlin, hvor de herrer Elsig og Hansen er iført lilla nylonstrømper og danser sammen, og her skinner Jannik Elkærs ferme koreografi igennem.Asta havde omgang med Hitler – han inviterede hende jo, forklarer hun sin russiske samlever Gregorij Chmara (Rolf Hansen). Den forklaring køber Gregorij ikke. Astas forklaring forvitrer en anelse for at sige det mildt. Hun besmykker sine motiver og bliver rasende, når omverdenen ikke tager alt for pålydende.Hendes forsvar for kunsten lyder en anelse hult, når hun forsvarer, at hun har efterladt sin datter i sin mor og søsters varetægt. Kunst og moderskab kan jo ikke kombineres, siger hun som en sandhed, der ikke kan diskuteres. At samme datter begår selvmord, har hun heller ingen aktie i. Asta Nielsen var et ikon og 50 år efter hendes død, finder vi hende stadig fascinerende, og flere af hendes film findes på vores nethinder. Samtidig ved vi også, at kunstnere i Berlin i 1930-erne havde svært ved ikke i en eller anden grad at være associeret med det nazistiske styre. Forestillingen giver stof til eftertanke, er underholdende og når den tilmed bliver spillet under åben himmel i smukke omgivelser, er der al mulig grund til at begive sig til Bagsværd Sø og Sophienholm. AstaMedvirkende: Nanna Cecilie Bang, Rolf Hansen, Janus Elsig, Karen Duelund GuastavinoInstruktør: Pelle Nordhøj KannDramatiker: Julie Petrine GlargaardKomponist og sangtekster: Karen Duelund GuastavinoScenograf: Lisbeth BurianKoreograf: Jannik ElkærLyddesigner: Janus JensenLysdesigner: Flora Pelle BrandtKreativ producent: Christine Worre KannVarighed: 1 time og 15 minutter uden pauseSpilleperiode: 30. juni til 9. juli og 2. til 10. august i Parken ved Sophienholm, den 23. til 26. august i Cinemateket i København – derefter turné. Reddit RELATEREDE ARTIKLERMERE FRA FORFATTEREN Næste år bliver øllet bedre Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet Shakespeare´s Ghost