Hold nu op for en aften!!!
Tidligere teaterdirektør ved Mungo Park Martin Lyngbo kan efter premieren på Barberen i Sevilla tilføje operaiscenesætter på sit CV – og sikke en debut. I hans udgave af operaen fra 1816 efter Pierre-Augustin Carons skuespil fra 1775 er handlingen flyttet fra 1700-tallet til omkring 1910, stumfilmens tid.
Rikke Juellund har i den ånd lavet kostumer og scenografi. Det hele er holdt i sort/hvidt og med et lærred som fortæppe, hvor titlen på forestillingen er anført. Selve scenografien er i to etager og er det hus, hvor heltinden Rosina bor med sin formynder Doktor Bartolo. Sidstnævnte har en plan om at gifte sig med sin smukke protegé. Ikke overraskende er hun på sin side ikke opsat på at gifte sig med den gamle doktor, ligesom doktorens husholderske for så vidt heller ikke synes om foretagendet, da hun og hendes arbejdsgiver ligger i med hinanden. I huset ligger også en barbersalon og en notar, og i disse styrter karaktererne ind og ud. Der er barberen, som i denne svagt forkortede udgave ikke er Figaro. Hovedkarakteren Figaro er derimod vagabond, men han slår den ægte barber ned og overtager hans identitet. Der er spillelæreren Basilio, og endelig grev Almaviva, der i sidste ende hjulpet af Figaro vinder den fagre Rosina.
Alt og alle er belejligt placeret samme sted. Scenografien åbner og lukker sig ved hjælp af skydedøre, og oversættelserne af den italienske tekst kører direkte på scenografien. Det er et genialt greb, for ikke alene falder det godt ind i stumfilmtemaet. Publikum skal heller ikke hele tiden se op for at se overteksterne køre over scenerummet.
Sangerne leverer en imponerende præstation. De synger Rossinis vidunderlige musik smukt og har et glimrende parløb med kapellet. Derudover agerer de i overensstemmelse med det stumfilmunivers, de er sat ind i. Islandske Kristjan Ingimarsson har koreograferet for sangerne, så de er på et fysisk arbejde, der strækker sig langt ud over ”bare” at skulle synge en helaftensopera. Ingimarsson sørger for, at forestillingen allerede starter på scenen, mens ouverturen spiller. Sangere og statister løber frem og tilbage foran kulissen, og umiskendeligt er det, at Ingimarsson har haft fat i dem.
Ingimarsson har haft en fest med at få de komiske aspekter i den vanvittige og gammeldags komedie fra 1700-tallet frem. Det er lykkedes til fulde. Især Simon Duus, der synger rollen som Rosinas spille- og sanglærer Basilio er sjov. Duus er henved to meter høj og udstyret med et herligt cykelstyrskæg. Han bliver udsat for, at Figaro giver sig ud for at være barber og i den forbindelse skal lave en tatovering på Basilio. Basilio er af uransagelige grunde i denne scene kun iført undertøj, men det giver publikum lejlighed til at se hans uendeligt lange ben spjætte i vejret af smerte, mens klamphuggerbarberen Figaro forsøger sig.
Hovedpartiet Figaro blev på premiereaftenen sunget af sydafrikanske Luthando Qave, og han var overbevisende og sjov, og det bidrog kun til løjerne og forvekslingerne, at den ægte barber og Figaro ikke har samme hudfarve.
Rosina blev sunget smukt af yndige armenske Anna Kasyan. Intet under, at herrerne dånede af lykke, når de så hende.
Hele aftenen var en lang nydelse, der endda begyndte med en lang og instruktiv indføring om Rossini af dramaturg Henrik Engelbrecht, hvis man kom tidligt. Hvor ville det have været herligt, hvis man også kunne have læst om Rossini i programmet, ligesom biografier på de medvirkende og holdet bag ville have været meget velkomne, men sådan skulle det ikke være. Det bød alene på et handlingsreferat og et interview med Martin Lyngbo – det er for tyndt.
Det skal dog ikke overskygge, hvor helt igennem vidunderlig aftenen ellers var!
“Barberen i Sevilla” spiller på Operaens store scene i perioden 27. januar til 8. juni 2018.
Instruktør: Martin Lyngbo
Dirigent: Michael Hofstetter
Dirigent: Vincenzo Milletarì
Scenografi og kostumer: Rikke Juellund
Koreograf: Kristjan Ingimarsson
Lysdesign: Ulrik Gad
Dramaturg: Henrik Engelbrecht
