“CELLEN” præsenterer essensen af dramatisk scenekunst, når det er allermest barbarisk, voldsomt og helt igennem menneskeligt.
I CELLEN møder vi en PTSD-ramt soldat henover en aften, hvor han er på vej til veterantræf. Hans indre er i total opløsning, og han kæmper for at bevare kontakten til virkeligheden – konstant forstyrret af flashbacks til tiden, hvor han som udsendt havde en særlig opgave, der gik helt galt. Soldaten bliver hevet dybere og dybere ind i den række af hændelser, der ledte til hans hjemsendelse og diagnose.
I løbet af stykket – og disse flashbacks – forstår vi historien, som soldaten bærer rundt på. Vi følger hans rejse fra lydig og pligtopfyldende kriger til det tvivlende og kritiske menneske. Vi bliver vidne til torturen, til accepten og til valget om at lukke øjnene for overgreb, men også til tvivlen, samtalen, moralens overtag og til en bevidst stillingtagen til den snigende, passive accept af tortur og overgreb.
Samspillet mellem Fangen (Paw Terndrup) og Soldaten (Henrik Noél Olesen) er formidabelt. Begge roller leveres med overskud og overbevisende indlevelse trods stykkets usædvanlige tema. Det sjældne indblik, som omverdenen får og har fået i problematikkerne omkring tortur og krigsoplevelser, bliver i løbet af 60 minutter udfoldet med både refleksiv transparens og ekstreme, virkelighedsnære oplysninger, der egentlig bare giver tilskueren lyst til at kigge væk. Men som en forbipasserende til en færdselsulykke stirrer man måbende videre samtidig med, at man mærker den indvendige lettelse over, at det, der udspiller sig, bare forgår på en teaterscene, og at scenen står på Sonnerupgaard Gods i idylliske Hvalsø. Man dristes til at tænke: ”Tak Gud, at der er en ende på de her klamme grusomheder” – og netop disse tanker og denne følelse afspejler de to medvirkendes vellykkede præstationer samt instruktørens dedikerede sans for detaljer og nuancer.
Hvis du tør, er CELLEN en must-see forestilling. Den rammer, tager fat og sætter sine kløer i dig lige præcis dér, hvor det er allermest ubehageligt.
Forestillingen kan opleves på Sonnerupgaard Gods den 21. – 22. juni og 27. – 28. juni 2017.
Instruktør og dramatiker: Sananda Solaris
Komponist: Henrik Marstal
Medvirkende: Henrik Noél Olesen, Paw Terndrup