Det er sjældent en kedelig affære, når Christian Fuhlendorff sender et nyt show rundt i landet, og det er det så absolut heller ikke denne gang, når han tager Verdenshistorien op som det gennemgående tema -mere eller mindre i børnehøjde.
Med datteren Michala som omdrejningspunkt giver Fuhlendorffs os sin uforbeholdne mening og version af verdenshistorien, datterens figur udgør det spørgende stikord, der leder Fuhlendorff igennem alt lige fra livets begyndelse i form af Big Bang til Neandertalernes oprindelse og nedslagtning af andre arter og videre til kvindens opfindelse af landbruget. Og når nu vi er ved kvinden, gøres der til aftenens premiere lidt ekstra ud af, at netop Fuhlendorffs igennem adskillige shows hårdtprøvede kone, Karina befinder sig i salen. Med en anelse protest formår Fuhlendorff at overtale hende til at holde en på forhånd skrevet og mere eller mindre pyntet intro om sin mand, på baggrund af den noget seje måde at tackle en sådan situation på, må det nok konkluderes, at det kræver sin kvinde at være kone til Fuhlendorff.
Igennem showet formår Fuhlendorff både at gå lige til grænsen og endda også over, uden at man når at blive mere forarget, end hvad godt er. Når han igennem fortællinger fra verdenshistorien leder sig ind på områder som racediskrimination eller folkemord, er det med et glimt i øjet og en fantastisk vinkling, der gør, at man ikke når at tænke, om det egentlig er ”to soon”. Et andet emne, der som regel er yderst populært blandt mandlige stand-up-komikere er temaet mand vs. kvinde. Et i den grad let gribeligt og oplagt emne, når der snakkes om verdenshistorien, og som samtidig altid kan få salen med på et godt grin og et par småfornærmede smil fra kvinderne blandt publikum. Om end han mener, at kvinder bevæger sig et sted blandt de mange fattige, hjemløse og selvmordstruede mænd og topposterne udfyldt af mænd, og faktisk blot har ventet på, at mændene har gjort arbejdsmarkedets klar til kvinderne, selvom det er noget sent de byder ind, da engagementet ikke virkede synderligt stort, da arbejdet bestod i bygning af pyramider efterfulgt af løft af tunge sten og piskeslag.
Man må nok erkende, at Christian Fuhlendorff er blevet voksen, og selvom han stadig har den lidt drengede og kejtede charme med sig, er både temaer og budskaber blevet mere voksne. Dette ses blandt andet i forsøget på at overbevise datteren om, at videnskaben går forud for religion, og at religion er noget decideret pjat, dette alligevel med respekten for, at religion har bidraget til, at mennesket er blevet mere civiliseret.
Værd at bemærke er også scenografien. Om end han desværre ikke gør brug af hverken hulemalerierne, planeten eller dna-kæden i sit show, danner det en god forståelse for showets indhold og tema, derudover giver det en hvis form for uafhængighed og uformel tilgang, at han ikke gør brug af den for en stand-up komiker næsten ikoniske mikrofon, men derimod anvender hovedmikrofon. Denne gør kontakten med publikum mere let og ligetil.
Fuhlendorff er sjov, satirisk, samfundskritisk, hamrende dygtig, lige til kanten og hamrende underholdende. Vi glæder os i den grad til at høre endnu flere af svarene på Michalas spørgsmål, når han til efteråret vender tilbage med anden del af ”Går over i historien”.
