Pladsen er fyldt med underholdning for alle aldre, der dufter af popcorn, i højtalerne spilles musik fra DR Ramasjang og hele området omkring Cirkus Summarum bobler af liv og store forventninger allerede før Cirkus åbner indgangene til teltet. Familien Danmark bringes sammen, når mor og far opfylder de smås drømme om at skulle se deres største idoler fra børnefjernsyn.

Og i år fejres der fødselsdag. Cirkus Summarum fylder 10 år og Jacob Riising er tilbage i manegen, når han sammen med resten af holdet bestående af Cirkusdirektøren Signe Lindkvist, Motor Mille, Klovnen Chico, Bamse, Hr. Skæg, Kristian, Heino og Rosa sparker forestillingen i gang med sangen ”Sikke et Cirkus”, som efter filmen om Cirkus Summarum er blevet endnu mere populær blandt cirkus’ mindste publikum.

Nogen kedelig fødselsdag bliver det ikke, selvom Cirkusdirektøren helt febrislk leder efter de dyr, som hun havde lovet børnene, er der ikke skruet ned for underholdningsgarantien. Børn såvel som voksne mærker hvordan, tiden i Cirkus Summarum hurtigt flyver afsted. Igen i år formås det at få alle aldre til at grine, når de lidt mere lumre eller voksne jokes går de små forbi, men får mor og far til at brøle af grin på tilskuerrækkerne. Børnene sidder med åben mund og julelys i øjnene, når deres idoler på skift indtager manegen med forskellige numre.

Især de mandlige kunstnere forstår at rive de voksne med, hvad enten det er som strippende dovendyr eller som Haka Haka fra Polynesien, en del af de lumre jokes leveres dog også af den noget mandeglade Cirkusdirektør. Enkelte gange savner man dog Onkel Reje, der sidste år leverede en stor del af den underholdning, der fanger de voksne. Men hverken børn eller voksne når at kede sig. Bamse er sød og sjov og måske endda endnu mere flabet og fræk, end da mor og far var børn, alligevel elsker alle bamse for hans naive væremåde og hans forkælede attitude.

Endnu engang har Cirkus Summarum formået at finde dygtige dansebørn, der hver især bidrager til showet på hver deres måde. De gør showet mere jordnært og mere håndgribeligt for de mindste, selvom det er de kendte karaktererne, der drager det yngste publikum.

Showet er godt, det er underholdende og det samler først og fremmest de danske børnefamilier til en dag, hvor der er plads til alle. Med hjælp og opbakning fra Muskelsvindsfonden  og DR Bigband er  Cirkus Summarum endnu engang blevet en succes, hvor det er sjovest, når vi alle er med.

 

Instruktør og koreograf: Toniah Pedersen

Manuskript: Jens Korse

Medvirkende: Signe Lindkvist, Søren Hauch-Fausbøll, Mikkel Lomborg, Jacob Riising, Kristian Gintberg, Mille Gori, Troels Thorsen, Rosa Gjerfulff Nyholm, Alberte Elisabeth Bergenholts, Malthe Andersen Eid, Oscar Winther Nielsen, Celina Flomo Camur, Alfa Marie Mølleskov Miles-Bebber

Musik: DR Bigband