“IT’S FUN FOR ALL, AND ALL FOR FUN!” når Vivienne McKee har Brexit som dette års tema for den gakkede julekabaret. ”Crazy Christmas Cabaret” har været en tilbagevendende begivenhed i København siden 1982. Siden 1998 har det foregået i Glassalen i Tivoli. Fanskaren er loyal og stemningen og genkendelsen i salen er en stor del af fornøjelsen. Men det er bestemt også for nye beskuere. Den store publikumsdeltagelse bliver forklaret, med undtagelse af karaktergengangeren Dr. van Helsingør, der har et tilråb, som kun er for de indviede.
De mange ordspil med lumre under- og overtoner går rent ind hos det faste publikum. Og det karikerede overspil holder energien oppe i salen under det 2,5 timer lange show (inkl. pause). Årets tema og undertitel, ”The Three Brexiteers” er en ret elegant parodiering over det nuværende politiske klima, generelle tendenser i samfundet og Alexandre Dumas’ klassiker ”De tre musketerer” med hilsner til andre af hans store værker, som ”Manden i jernmasken” og ”Greven af Monte Christo”. Det er ellers ikke elegance, man umiddelbart forbinder med dette ultra camp univers, men det kræver en skarp pen at skrive de mange scener, som står ganske stærkt som selvstændige sketches, ind i en sammenhængende fortælling, som vender en litterær klassiker fuldstændig på hovedet og samtidig forholder sig meget konkret til dens handling.
Det campede og det på mange måder queerede univers, som ”Crazy Christmas Cabaret” udgør, bliver lidt udfordret af, at det foregår i så mainstream en setting, som Glassalen i Tivoli. Julekabareten udspringer af queerhed og drag. Og det er man ikke i tvivl om, når man ser showet. Der er mange fine kommentarer til køn og repræsentation. Der er fest og farver. Det dufter af alt det, som er herligt indenfor queer campiness; Madame Arthur, Rocky Horror, John Waters… Men midt i alt dette er der en ærgerlig transfobisk tone, som dukker op af og til. Det bliver tit en joke i sig selv, at en mand har dametøj på. Det har der altid været tradition for i denne type verden, men det virker kun, når joken sparker opad mod normen, og ikke nedad mod minoriteten. Det er en meget normativ scene, Glassalen i Tivoli, og det er en kvalitet i sig selv, at publikum, er så blandet. Men det er ærgerligt, at man skal grine ad, at det skulle være latterligt, når en mand gerne vil gå i kvindetøj. Op til flere gange. På samme måde er der en tykfobisk tone, som slås an tit og ofte, og vi kommer heller ikke udenom en enkelt fatsuit.
”Crazy Christmas Cabaret” er ellers en på mange måder helstøbt oplevelse: En stjerne for konceptets 37 år lange historie, en stjerne for manuskriptets subtile elegance i kombination med de lumre gakkeløjer, en stjerne for musikerne, en stjerne for publikums loyalitet og engagement, en stjerne for det velspillende cast – og en stjerne til den store stjerne, Vivenne McKee. Men det koster en stjerne for transfobien og en mere for tykfobien i lige præcis dette univers, som ellers er et campet alternativ til normativiteten.
