Musketererne bringes til live med humor, elegance, dygtige kræfter og fantastiske kostumer, når 7-kanten med sin sædvanlige professionalisme blænder op for brødrene Prices ’De tre musketerer’.
Alexandre Dumas’ klassiker fra 1844 om de tre musketerer Athos, Porthos og Aramis og deres fantastiske bedrifter får nyt liv, når 7-kanten i Varde tager historierne under kærlig behandling. På underholdende vis med nutidige indspark og en masse ironi ledes vi gennem historien, der både indeholder venskab, fjendskab, lykkelig og ulykkelig kærlighed og higen efter magt når vi alle bliver “taget i røven i Paris”.
De tre musketerer spilles af Hans Vincens Nielsen (Athos), Freddi Nielsen (Porthos) og Neklas Klausen (Aramis), der på skønneste vis er en noget umage trio, der både hader og ikke kan undvære hinanden. Hver af de tre herrer gør det ganske godt og tillægger de enkelte karakterer lidt ekstra, men det er dog især samspillet mellem de tre, der for alvor giver succes.
Ind fra højre kommer Jonas Flindt-Christensen i rollen som D’Artagnan, der kun drømmer om at blive musketer. Men ungdommens iver, et gåpåmod uden lige og en flot sangstemme, synger og spiller han sig ind i publikums hjerter.
De mest markante kvindelige roller spilles af Sjanne Baun Madsen som Constance og Danielle Karlson som Milady. Der er for alvor dømt power kvinder, der ejer scenen, så snart de træder ind. Begge er ejerne af fantastiske stemmer, hvilket bl.a. Baun Madsen tidligere har vist i ’We will rock you’, hvor hun også var en stor del af den musikalske drivkraft. Karlson er fantastisk og skøn som den psykopatiske Milady, der snor mændene om sin lillefinger og afliver Gud og hver mand efter forgodtbefindende.
Miladys kompagnon er Kardinal Richelieu, der spilles af Jacob Prüser. Ligesom Karlsons Milady er Prüser lige så udspekuleret og ond som Kardinalen og de udgør et perfekt makkerpar, når de spiller hinanden gode og forsøger at vinde magten.
I rollen som Rochefort – kardinalens håndlanger – ses Ole Gudmundsen, der efterhånden er en gammel kending ved 7-kanten. Gudmundsen er skøn som den underkuede og ikke alt for skarpe håndlanger og styrer sine tropper med mere eller mindre hård hånd.
Der er lagt kræfter i nogle fantastiske kostumer og en simpel men flot scenografi, hvor især kardinalens mosaikker begejstrer, og en helt fantastisk og i den grad velkoreograferet koreografi, der alt sammen danner rammen om en dejlig fortælling for hele familien.
I virkeligheden burde hver enkelt medvirkende nævnes, hver enkelt bidrager i stor stil til at forestillingen bliver en succes og alle lige fra det velspillende orkester til Mette Hebsgaard fortæller og Laura Sofie Fast Petersens dronning lægger så mange kræfter i for at give publikum en fantastisk oplevelse.
’De tre musketerer’ spiller på Arnbjergscenen fra 29. juni til 14. juli 2023.
Frit efter Alexandre Dumas’ klassiker og James og Adam Prices sceneversion
Forestillingsleder: Jan Wessel Rasmussen
Instruktør: Carsten Friis
Koreograf: Patrick Terndrup
Kapelmester: Niels Rahbech
Scenograf: Jens Frausing
Medvirkende: Hans Vincens Nielsen, Freddi Nielsen, Neklas Klausen, Sjaanne Baun Madsen, Jonas Flindt-Christensen, Danielle Karlson, Jacob Prüser, Ole Gudmundsen m.fl.