Når der bliver sagt ”arabisk kvinde”, er de første associationer de fleste får, højest sandsynlig af en kvinde iført tørklæde. En muslimsk kvinde med tørklæde. Vi gør det alle sammen, også selvom det ikke er bevidst og selvom man ikke ser sig selv om snæversynet. Men man glemmer bare der også findes en ’anden arabisk kvinde’. Dette er præcis dét som Hanin Georgis vil minde os alle sammen om med denne forestilling, for dette er en kvinde der meget sjældent bliver set eller hørt i samfundet.
Hanin Georgis starter sin soloforestilling helt nøgen og med gentagende stemme understreger hun, at selvom hun er en ”såkaldt arabisk kvinde” er hun ikke muslim eller undertrykt, hun er fra det kristne mindretal i Irak, og selvom hun er en ”såkaldt arabisk kvinde” elsker hun at have en masse sex, ligesom de fleste kvinder, og selvom hun er en ”såkaldt arabisk kvinde” spiser hun en lang liste af forskelligt svinekød. Men hendes udseende gør, at hun føler, at hun automatisk bliver sat i bås sammen med alle fordommene, som folk har omkring arabiske, muslimske kvinder. Det er både i datinglivet, hvor mænd finder hende enormt eksotisk eller er bange for at hendes fætre kommer efter dem. Det kan også være i nye sammenhænge, hvor folk der ikke kender hende, bare går ud fra, at hun ikke spiser svin og insisterer på at hun skal spise noget andet.
Hanin Georgis fortæller, hvordan hun hele livet har prøvet at kæmpe sig ud af omverdenens forudindtagethed og det har ofte fået hende til at vælge den ekstra drink i byen til, selvom hun i virkeligheden slet ikke havde lyst. Eller vælge skinke i sin sandwich, selvom hun hellere ville have haft roastbeef, for folk skulle på ingen måde tro, at hun var muslim. Hun fortæller, hvordan hun ufrivilligt har taget afstand fra sine medsøstre for at passe ind i flertallet i Danmark og det kulturkristne samfund.
Hanin Georgis reflekterer igennem forestillingen over, hvor mange af fortidens powerkvinder der rent faktisk stammer fra Mellemøsten, f.eks. verdens første kvindelige forfatter og hvorfor verden aldrig taler om dem. Man lærer ikke den slags i et skolepensum illustrerer hun grundigt i en historisk og samfundsmæssig scenegennemgang, som er en syngende lussing til det danske samfund. Hvorfor er vi så bange for at indrømme, at Mellemøsten også har opfundet gode ting i verden og ikke er skræmmende terrorister?
Hanin Georgis passede ikke ind sammen med den ”typiske arabiske kvinde”, og hun passede heller ikke ind sammen med de blonde danske piger. Hvor står man så? Det helt sikkert et spørgsmål, som rigtig mange kvinder i samfundet kan nikke genkendende til, men det er sjældent noget vi ser og taler om. Hanin Georgis opfordrer med sin fortælling til at flere medsøstre fortæller deres historier, for hun respekterer og anerkender dem alle uanset ophav og religion og vil gerne høre flere historier som hendes.
Denne forestilling stiller skarpt på et samfund, der kan gøre det bedre. En hel verden der kan gøre det bedre. Men vigtigst af alt bliver der gjort opmærksom på en befolkningsgruppe, som er overset og som har været overset alt for længe, til trods for at de altid har været lige her. Kvinder som er frigjorde, entreprenante, selvtænkende og på ingen måde undertrykte. Hanin Georgis gør det humoristisk, hudløst (bogstavelig talt) ærligt, sårbart og sindssygt provokende, på den gode måde. Hun er selvironisk i fortællingen om sig selv og sit liv. Provokerende skarp i sin fingerpegen på samfundets fordomme, som hun ufrivilligt blev en del af. Og ikke mindst provokerende og ærlig i sin frigjorthed omkring sin seksualitet med svingende dildoer til at illustrere, at hun mener det!
Det er vanvittigt modigt at råbe op på den måde og Hanin Georgis skal have den dybeste respekt for sit ærlige opråb. Hun er ovenikøbet helt alene på scenen i forestillingens 75 minutter og det kræver virkelig også mod og talent at fastholde publikums opmærksomhed alene i alt den tid – men det gjorde Hanin Georgis fuldstændig fantastisk. Hun vil nedbryde stereotyperne og sætte gang i debatten, og derfor kan det kun varmt anbefales, at man skynder sig ind til Blaagaard Teater og bliver en del af debatten.
Spiller på Blaagaard Teater fra den 20 januar til 11. februar
Idé & manuskript: Hanin Georgis
Instruktion: Özlem Saglanmak
Scenografi & kostume: Mai Katsume
Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel
Lyddesign: Nanna-Karina Schleimann
Koreografisk konsulent: Ida Frost
Videodesign: Mai Katsume & Mathilde Hyttel
Manuskriptkonsulent: Anna Skov
Instruktørassistent: Hildur Ýr Jónsdottir
Forestillingsleder: Merethe Bahn Trolle
Instruktørkonsulent: Sargun Oshana
