‘Den Eneste Ene – The Musical’ er en FANTASTISK oplevelse med maser af sang, musik og rendyrket kærlighed.
Normalt er jeg overhovedet ikke til musicals, men det er jeg bange for, at der er blevet lavet om på nu – Du må simpelthen ikke gå glip af denne fantastiske forestilling, der spiller på Jysk Musikteater i Silkeborg frem til den 1. november.
Vicki Berlin er en drøm i rollen som den elskelige Sus. Med sit store komiske talent får hun flere gange publikum til at skrige af grin, men samtidig føler vi også med hende, når livets grimme side viser sig for hende. I rollen som Niller ser vi en meget overbevisende Henrik Launbjerg, der også formår at charmere både Sus og publikum. Hele castet er stærkt, og med mere end tyve skuespillere og dansere på scenen er ‘Den Eneste Ene’ en overvældende fantastisk oplevelse.
Det er klart, at hvis du har set filmen fra 1999, så kender du historien, og husker nogle af de mest ikoniske replikker som for eksempel ‘Bare ærgerligt Sonny-boy’, men denne musical-udgave er enestående. Der er kælet så meget for manuskriptet og for musikken (Thomas Helmig og Jesper Winge-Leisner), at den næsten står helt for sig selv. Skuespillerne tilfører rollerne så meget personlighed, og det i sig selv er en kunst, når man tænker på den succes, filmen var.
Scenografien er også en oplevelse for sig. I kraft af en stor drejescene er det nemt at springe ud og ind af scenerne, og det fungerer på alle måder. Jeg er i det hele taget dybt imponeret og ligger mig fladt ned på jorden. Respekt til Jysk Musikteater i Silkeborg for denne opsætning.
Uanset om du har set filmudgaven eller ej, så vil du elsker ‘Den Eneste Ene – The Musical’.
Forestillingen spiller frem til 1. november 2015.
Instruktør: Line Kromann
Medvirkende: Vicki Berlin, Henrik Launbjerg, Tatianna Mugisha Idehen, Jacob Prüser, Louise Rømhild, Anne-Sophie Jansfort, Daniel Høi-Nielsen, Carina Hartmann