Hvis man ikke har andet at gå op i, kan man da gå op i sit helbred. Det må man sige, at Molières Argan i hans absurde komedie fra 1673, gør. Argan er i Maja Ravns flotte scenografi fanget i et symbolsk gitter, der omkredser scenen. Han har miksturer, medicin, lavementer med meget mere til at kurere de sygdomme, han ikke har, men som han tydeligvis har studeret flittigt. Han er frisk som en fisk, men det er bare ikke godt nok for den kære mand. Om sig har han sin tjenestepige Toinette, der på finurlig vis sætter ham på plads, når han bliver for meget. Hun er på hans datter Angéliques side, så hun kan få den mand, hun elsker og ikke den unge læge, som hendes far har udset til hende. Om sig har han også den unge kone, han har giftet sig med efter hans første kones død. Hun har sine egne mudrede motiver i forhold til ham og hans døtre.
Søren Sætter-Lassen, der med udgangen af denne sæson, ikke er fast tilknyttet Det Kongelige Teater mere, er i centrum som den selvcentrerede, hypokondriske og mildt sagt irriterende Argan, iført en elegant sølvfarvet housecoat. Der er ingen som Søren Sætter-Lassen, der uden blusel kan fremstille sig selv som en latterlig lille gnom uden fornøden selverkendelse og med stort behov for opmærksomhed fra sine omgivelser. Han er virkelig en ener blandt danske skuespillere. Man vrider sig af grin, når man hører lyde fra Argans maveregioner, når han skal ile til toilettet og han i triumf vender tilbage med toiletpapirrullen blafrende efter sig. Hans samspil med Tina Gylling Mortensen i rollen som Toinette er vidunderligt. Hun har humor helt ned i lilletåen, når hun i traditionel stuepigekjole med hvidt forklæde og sorte nylonknæstrømper duver frem på arenaen og favner sin elskede herre. De er hinandens fysiske modsætninger, og de spiller på det. Argan og Toinette er stykkets vigtigste karakterer, og om dem svæver resten i form af Argans læge, hans nye hustru, hans ældste datter, dennes elskede Cléante, hendes bejler Thomas Diafoirus, Argans bror og endelig Angéliques lillesøster.
Det er en absurd komedie med alvorlige undertoner, men uden at røbe for meget, ender det godt for de unge elskende og for Argan. Der er små sidehandlinger. Angélique er forelsket i sin Cléante og er ikke interesseret i den såkaldte bejler. Han på sin side er heller ikke interesseret i alliancen, for også han er interesseret i Cléante. Det er ganske sjovt, men bliver en lidt uinteressant og nyfigen observation. I det hele taget er de unge i forestillingen ladt lidt i stikken i historien, og med undtagelse af Marie Reuther som Angélique gør de ikke det store indtryk.
Der er en egen smuk ironi, at Molières gamle stykke er sat op på Det Kongelige Teater i halen på en verdensomspændende pandemi. Mange af os har de seneste knap to år været selvbestaltede epidemiologer med forstand på bekæmpelse af virus. Der har været sygdomsforskrækkelse- og benægtelse i utallige former. Helt konkret var det for så vidt angår Molière selv skæbnens ironi, at han skrev stykket, mens han var døende. Han døde blot en uge efter premieren i februar 1673.
Det er imponerende, at Molières tekst kan fænge et publikum i dag. Man kan le ad og med Argan, som vi alle i større eller mindre grad kan identificere os med.
Den indbildt syge af Moliére
Iscenesættelse og bearbejdelse: Thomas Bendixen
Scenografi og kostumedesign: Maja Ravn
Lysdesign: Mathias Hersland
Lyddesign: Jonas Vest
Oversættelse: Peer Hultberg
Medvirkende: Søren Sætter-Lassen, Tina Gylling Mortensen, Christiane G. Koch, Jens Jørn Spottag, Marie Reuther, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Martin Bo Lindsten, Alvin Olid Bursøe, Frida Sofie Sigurth
Varighed: 2 timer og 10 minutter
Spilleperiode: 1. oktober til 12. november 2021
