Var det ikke en film med Ghita Nørby, spurgte en ældre dame sin veninde. Nej det var det ikke! Det var Susse Wold, der i Edward Flemmings film fra 1985 forførte sin datters kæreste som den isnende fru Juncker. Først og fremmest er Den Kroniske Uskyld dog en kultroman af Klaus Rifbjerg fra 1958 om tre unge mennesker på kanten af voksenlivet.
Historien handler om Janus, der bliver ven med Tore i skolen. Tore er den vellykkede, vellidte fyr, mens Janus kæmper for at finde sin plads i skolen og i livet. Han er lidt forelsket i Tore, eller rettere han elsker ham. Så han bliver jaloux, da Tore møder og forelsker sig i den søde, kønne, velopdragne og uskyldige Helle. De tre bliver og forbliver dog venner, og Tore og Janus bærer næsten bogstaveligt Helle på hænder og fødder. Slangen i Paradis er Helles mor – den mystiske, forførende og meget smukke Fru Junckersen.
Det Kongelige Teater har i deres promovering af Den Kroniske Uskyld på scenen haft et billede fra filmen på deres hjemmeside, så Elisa Kragerup ved, hvad hun står på skuldrene af – både en vellykket film og en kultroman elsket og læst af generationer siden den udkom.
Elisa Kragerup har heldigvis valgt at gå sin helt egen vej med sine aktører. Jonas Fly har lavet en stor firkantet trækasse, hvor publikum sidder på bænke på alle fire sider, og skuespillerne befinder sig på bunden, når de da ikke løber op og ned blandt publikum. Det bliver til en stor inddragelse af publikum, der både får skuespillerne på besøg på deres pladser og kommer med ud at danse.
Simon Bennebjerg er Janus, der ser op til sin bedste ven Tore. Han er fortælleren hos Elisa Kragerup, og han både fortæller og fortolker begivenhedernes gang. Tid har han dog også til at eksperimentere med seksualiteten både hos et let fordrukkent damemenneske på et værtshus og hos en kontordame, han ser ned på, men hvor han får afløb for sine lyster. Begge roller spilles af Maria Rossing, og hun er sjov, når hun svinger den stakkels Janus rundt, mens de har samleje. Sådan er en sexscene sjældent set, og Janus får bogstaveligt talt ikke et ben til jorden.
Morten Hee Andersen er Tore, og han udvikler sig fra at være den seje, kloge gut, der får den søde pige til at smuldre fuldstændigt mentalt. Alt dette på grund af sin kærestes mor Fru Junckersen. Hun spilles af Christine Albeck Børge. Hun er gudesmuk og sexet, når hun dukker op i den ene mere overdådige kreation af en kjole efter den anden. Det er ikke underligt, hun kan fordreje hovedet på helt unge mænd, men skæbnesvangert, at hun handler på det.
Skuespillernes kostumer er holdt i stil a la 1950-ernes Danmark, hvor romanen foregår. Sjovt nok fremmer det historiens tidløshed, at den så tydeligt ikke foregår i 2018.
Vi så forestillingen en aften, hvor en hel skoleklasse med unge mennesker var i teatret. Det var en fornøjelse at se deres reaktion på historien. De var grebet og var et billede på, at Rifbjergs historie griber det publikum, der har kendt historien i en årrække, men også et helt ungt publikum.
Elisa Kragerups iscenesættelse giver os ikke et remake af filmen eller en oplæsning af bogen. Den fortæller os historien på sin helt egen måde, og det bibringer publikum en helt speciel og god oplevelse.
Spiller i Skuespilhuset i perioden 26.04.2018 – 08.06.2018
Iscenesættelse: Elisa Kragerup
Medvirkende: Simon Bennebjerg, Morten Hee Andersen, Sicilia Gadborg Høegh, Christine Albeck Børge, Maria Rossing.
