Den poetiske Raptus

Foto: Robin Skjoldborg

Rundt om i landet har der i jubilæumsåret for dansk teaters 300-års jubilæum været sat mange Holbergstykker op. Folketeatret er gået en lidt anden vej og har sat Ernst Bruun Olsens stykke ´Den poetiske Raptus´ fra 1976 op. Stykket handler om Holberg, der kommer i kontakt med den franske skuespiller Montaigu. Montaigu vil have Holberg til at forfatte komedier på dansk, hvilket på dette tidspunkt var ganske uhørt. Holberg tog udfordringen til sig og skrev på rekordtid en bunke skuespil – heraf mange, der bliver opført den dag i dag.

I ´Den poetiske Raptus´ følger man Holberg i hans københavnske hverdag med husholdersken Madame Gelskirchen – fermt spillet af Marie Louise Wille. Sjovt nok siger hun en del replikker, der kunne give mindelser til Nille fra ´Jeppe på Bjerget´. Madame får Holberg til indimellem at stoppe lidt op, når han bliver alt for optaget af sig selv. Holberg bliver spillet af en veloplagt Anders Juul, der får den gamle forfatter til at fremstå intellektuel, lidenskabelig over for sit stof, en anelse verdensfjern og hyklerisk. Verdensfjern når han ikke kan forholde sig til, at hans husholderske mister både mand og datter og hyklerisk, når han på trods af sin kærlighed til teatret ikke går i rette med konsistorium på universitetet, når de vil have teater forbudt. Man ser det dybt intelligente menneske, som Holberg var – det være sig som teolog, metafysiker, jurist eller forfatter. I flere af fagene opnåede Holberg i øvrigt professorater – ret imponerende må man sige.

Tom Jensen er skøn som Montaigu, og man kan kun gætte på, fra hvem han har kopieret sin charmerende franske accent. Josefine Tvermoes er yndig som Montaigus skuespillerinde-hustru, der ikke holder sig for god til at indynde sig hos Holberg for at få roller i hans kommende stykker. I det hele taget er hele castet fantastisk og har en god, ung energi. De er på en gang nutidige og gammeldags i deres sprog, hvilket bidrager til, at vi ikke er vidne til et teatermuseum, men er klar over, at kunsten konstant udvikler sig.

Stykket byder på adskillige referencer til både Holbergs og Moliéres skuespil, og Holberg introducerer de karakterer, der ofte optræder i hans historier. Københavns historie inddrages, og Københavns brand i 1728 illustreres ved en række små husmodeller opstillet foran scenen. Marianne Nilsson har skabt en fin og luftig scenografi med lyse, florlette gardiner med gammeldags skrift på og ditto skamler og skrivepult tapetseret med tilsvarende papir. Det fungerer godt og bruges, så der til tider er handling både foran og bag tæpperne.

På teatrets hjemmeside kan man læse forestillingens program, der også kan downloades til telefonen. Det er oplysende og interessant, og det kan anbefales at fordybe sig i det. Men hvor ville det have været skønt at have det på papir.

Forestillingen spiller på Folketeatret i oktober og december og drager derefter på turné i hele landet.

Den Poetiske Raptus på Folketeateret

Manuskript: Ernst Bruun Olsen 
Bearbejdelse og instruktion: Geir Sveaass
Scenografi: Marianne Nilsson
Koreografi og staging: Jeanette Binderup-Schultz
Dramaturgi: Ninette Mulvad
Lysdesign: Baard Nilsson
Lyd-design: Michael Roger Henriksen
Medvirkende: Anders Juul, Tom Jensen, Josefine Tvermoes, Marie Louise Wille, Jesper Riefensthal, Jeppe Ellegaard Marling, Niels Anders Manley, Simon Kongsted

Varighed: 2 timer og 10 minutter inkl. pause

Skriv kommentar