Hans er 81 år gammel og har ikke langt igen, så det er tid til refleksion. Det foregår i Det Olske Orkesters regi som en vandring, en sidste udflugt før den definitivt sidste rejse.
Hans sidder i kørestol, og hans plejer hedder Hans, og det er ikke helt tilfældigt. Hans er en dukke i fuld menneskestørrelse. Han har et livagtigt præg, men man tager ikke fejl. Han er en dukke.
Udflugten udgår fra Forsøgsstationen i på Sdr. Boulevard og går til flere af de steder, der har betydet noget for Hans i hans snart lange liv. Vi besøger det sted, han er født på Sdr. Boulevard. Vi står og kigger op på vinduerne, hvor han boede med sine forældre. Der var ikke meget plads, kunne vi forstå. Først da Hans blev 15 år rykkede han fra forældrenes soveværelse til stuen, hvor han sov på sofaen. Til gengæld havde han nu adgang til familiens grammofon.
I en anden bygning på Sdr. Boulevard havde Hans´ kusine boet. Huset blev ramt i forbindelse med bombningen af Shellhuset i 1945. Kusinen havde ikke overlevet, og på trods af at Hans på det tidspunkt kun havde været tre år gammel, havde han det stadig dårligt over ikke at have lagt en blomst. Det gjorde hans plejer så på denne tur – lige under mindepladen for dem, der døde ved bombardementet.
Turen gik videre til det sted, hvor det brune værtshus Enghave Kro havde ligget. Hans´ far havde været glad for stedet. Når tilværelsen var trist for Hans´ far, søgte han selskab her. Lille Hans havde måttet hente sin far her mere end en gang – ikke en sjov oplevelse for en lille dreng på otte år.
Hans var mønsterbryder og fik en studentereksamen. Turen gik forbi et fornemt hus på Frederiksberg, hvor Hans havde været til studenterfest – eller? Nej studenterne havde kun fået lov til at feste i garagen mellem diverse værktøj – fine og gæstfrie folk må man sige.
Hans ville gerne have været forfatter og ikke havde skullet nøjes med et kontorjob ligesom sin far, men den drøm gik ikke i opfyldelse. Til gengæld mødte han sin kone i Søndermarken, og det skulle blive til et langt, lykkeligt, men barnløst ægteskab. Mødet med hustruen blev fejret sammen med tilskuerne med en skål i enten cognac eller ingefærshot.
Øyvind Kirchhoff er Hans´ plejer, dukkefører og lægger stemme til dukken Hans. Han er både empatisk og sympatisk overfor sin patient og er påpasselig med, at den gamle mand ikke bliver for træt eller irriteret. Vandreturens sidste del består af en dans plejer og patient imellem og endelig poesi ved foden af et træ, hvor Hans plejede at komme med sin hustru og poesiklubben. Her blev der læst digte op, og det fik både Hans og tilskuere lejlighed til denne aften. På dette tidspunkt smelter dukke og mand udseendemæssigt nærmest sammen til en, da de sidder ved siden af hinanden under træet.
Det var en ejendommelig oplevelse at bevæge sig gennem byen i selskab med en livagtig dukke. Det vakte helt klart opsigt, og en hel del smil blev gruppen til del.
Ideen om at beskrive et liv, der alt andet lige ikke kan betegnes som spektakulært, er interessant. Hans´ liv har set udefra været ret stillestående og giver mindelser til ´Melodien der blev væk `.
Dog giver nedslag i Hans´ liv ud over at være milepæle for ham selv et tidsbillede, når boligforhold, bombardementet af Den Franske Skole og forskel på høj og lav flettes ind i den personlige historie.
Koncept: Det Olske Orkester
Skuespiller og dukkefører: Øyvind Kirchhoff
Instruktør og dramatiker: Lotte Faarup
Dukkemager: Rolf Søborg Hansen
Lyddesign: Jonas Jørgensen
Varighed: Angivet 2 timer og 30 minutter, men den pågældende dag varede forestillingen 1 time og 40 minutter.
Spilleperiode: spiller indtil 30. juni med mødested på Forsøgsstationen i Valby
