– fremragende, forførende, fantastisk – you rock Nikolaj Cederholm


En umiddelbar tanke kunne være, at det er modigt af Nikolaj Cederholm at ’omformulere’ Charlie Chaplins mesterlige film til teater – der er jo tale om en legendarisk komedie, der anses som én af filmhistoriens allerstørste milepæle. Men – Nikolaj Cederholm formår til fulde at skabe en rørende fortælling om kampen for en verden uden krig.

Kort fortalt handler ’Diktatoren’ om en lille jødisk barber, der vågner op efter 20 år med hukommelsestab til en ny og barsk verden; den opblæste diktator Hynkel spiller badebold med verdenssfreden og drømmer om den rene ariske race. Barberen, hans kæreste Hannah og deres venner tager den noget ulige kamp op mod overmagten. Men – barberen og diktatoren ligner hinanden på en prik, og en dag bliver de to forvekslet…

Forestillingen er fremragende hele vejen rundt. Skuespillerne leverer varen – de er skarpe, autentiske og nærværende i deres roller. Særligt Olaf Johannessen og Julie Agnete Vang leverer karakterer i verdensklasse – de er modige, de er direkte, de er sindssygt dygtige. ’Diktatoren’ er rørende, tilpas morsom, tilpas tro mod den oprindelige genre og desværre stadigt skræmmende relevant.

Scenografien er storslået – med få midler skabes forestillingens mange lokationer på fornemmeste vis og forvandles elegant af skuespillerne samtidig med, at de spiller deres roller. Den symbolske badebold med moder Jord sættes i spil både i forestillingen og blandt publikum – og det var faktisk ret rørende.

Pianist og arrangør Olivier Antunes skal fremhæves som én af de bærende kræfter i forestillingen. Fra sit lille hjørne i højre side af scenen formår han at skabe de mest fantastiske underliggende toner på klaveret suppleret med et overraskende udvalg af instrumenter til skabelse af stykkets lydeffekter.

’Diktatoren’ har verdenspremiere den 21. september 2017 og spiller frem til den 29. oktober 2017 på Nørrebro Teater.

Manuskript: Charlie Chaplin

Instruktion og dramatisering: Nikolaj Cederholm
Medvirkende: Olaf Johannessen, Søren Pilmark, Peter Gantzler, Jimmy Jørgensen, Jesper Hyldegaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Peter Zandersen og Julie Agnete Vang.