Teater Malstrøm prøver kræfter med musicalen Piaf, og på hele teatret er tiden skruet tilbage til 1930’ernes Paris. Det er et af Teater Malstrøms særkender, at omgivelserne underbygger teatrets forestillinger, og publikum hensættes i den rigtige stemning allerede inden forestillingen går i gang.
Selvom scenografien er god, udgør teatrets størrelse en udfordring, især i forbindelse med så store opsætninger som Piaf. Teater Malstrøm er ved at vokse ud af sine omgivelser, og det er synd, for det påvirker musicalens flow og den sædvanlige Malstrøm-standard. Derved kommer opsætningen til at virke lang og urolig, selvom der er mange gode præstationer.
Piaf (spurven) blev hun kaldt på grund af sin store sangstemme og kleine statur, og i musicalen, der bærer hendes navn, følger vi Edith Piaf, fra hun opdages, til hun dør kun 47 år gammel slidt op af et barskt liv, der ud over mænd også indeholdt alkohol- og stofmisbrug.
Hun blev født som Édith Giovanna Gassion i den fattige parisiske bydel Belleville i 1915 og nød stor popularitet navnlig i sit hjemland, Frankrig. Trods psykiske problemer havde hun overskud til at være mentor for en række unge kunstnere, ligesom hun inspirerede mange sangskrivere.
Der skal en stærk stemme og gode skuespillerevner til at give Edith Piaf ægthed, når vi følger hendes tragiske liv. Begge dele er Pia Holst Jeberg i besiddelse af, og hendes Piaf er djærv og har nerve og temperament. I sange som La vie en rose, Milord og Je ne regrette rien viser Jeberg, at hun har den stemmekraft, der skal til for at lyde næsten lige som Piaf.
Gennem mange år var Marlene Dietrich Edith Piafs ven og støtte, og i Malstrøms version er det Maria Rosenlund, der giver Marlene liv og ikke mindst stemme. Imponerende flot lyder det, når Rosenlund synger Lili Marleen, og der spilles flot skuespil, endog når småfejl som en tabt cigaret reddes.
Som spurven var Edith Piaf flygtig og knyttede sig ikke, trods mange mandlige bekendtskaber, til ret mange mennesker i sit liv, og det er måske karakteristisk, at hendes livs kærlighed, bokseren Marcel Cerdan var gift og havde børn. Benjamin Slot Beck spiller overbevisende Piafs store kærlighed, der dog ikke vil opgive sit ægteskab til fordel for et liv sammen med hende.
Generelt er det et velspillende og velsyngende hold, der er sat til denne musical, og som bærer den igennem. Iført gennemførte kostumer tager hele ensemblet publikum med på tur til Paris, og historien om Edith Piafs deroute fortælles rørende. Man lærer hende at kende gennem historien om hendes tragiske liv. Den engelagtige, unge Edith Piaf i slutningen af stykket, hvor Piaf er døende, virker til gengæld malplaceret, hovedsageligt fordi der ikke har været nogen form for overnaturlighed tidligere.
Dramatiseret af Pam Gems, frit bearbejdet efter Edith Piafs liv.
Edith Piaf spiller på Malstrøm Teater frem til den 9. april 2022
Medvirkende: Pia Holst Jebjerg, Line Frank Karlson, Benjamin Slot Beck, Maria Rosenlund, Brian Kofod Jensen, Bjarne Pedersen, Jonas Fibecker Christiansen, Alexander Leo Christiansen, Sofie Jebjerg, Vibeke Holm Frydenlund Hansen, Henriette Petersen, Silke Trille Jensen, Poul Erik Petersen
Instruktion: Nanne Siff Rasmussen
Scenografi: Rikke Møller Jørgensen
Teknik: Nikolaj Andergren Johansen, Rasmus Christensen, Maja Bjerring Haard Bogh
Foto: Tina Liv