Kristine Høgsbro har skrevet og instrueret samtidskomedien- eller tragedien, hvad man nu foretrækker. Det handler om normalitet, der udvider og forandrer sig i den tid, vi lever i lige nu, men ikke nødvendigvis i morgen. Måske vågner vi op på et tidspunkt.
Der er borgeren, der synes, hun selv er for meget i sin selvoptagethed og mangel på empati for sine medmennesker. Hun ved det godt, men hun kan ikke selv gøre noget ved det – andet end konstant at råbe BUH til og af sig selv. Hun vil derfor gerne lukkes inde, så hun ikke gør mere skade. Det lykkes ikke, og i stedet får hun samlet en gruppe af mere eller mindre levende tøjdukker uden personlighed.
Tina Gylling Mortensen er en gave af en skuespiller, og hun er hylemorsom som borgeren Dorte Madsen, der ikke helt har styr på det:
Og så er der ægteparret Søndergård. Han er bogstaveligt ved at blive ædt op af sine chefer på det arbejde, hvor han er superprogrammør. Han skal donere sin nyre til sin kollega Carsten. Han synes, det er lidt for meget, men han har svært ved at sige fra og kan i øvrigt kun sige nej på kinesisk. Hans kone prøver at tale ham fra det, men er noget mere optaget af, hvordan hun selv har det på sin ikke helt selvvalgte pause fra sit arbejde, hvor hun kom til at overfalde en rengøringskone. Det var vist noget med en kaffeautomat, der ikke virkede! Parret er patetiske og absurde i deres talen forbi hinanden. Det foregår i parallelle ordstrømme, hvor især hun ikke har øje for sin mands situation.
Josephine Park og Paw Henriksen spiller ægteparret Søndergård. Paw Henriksen er hjerteskærende som det menneske, der lader sig udsuge i både sit arbejdsliv og som ægtemand. Josephine Park ser skøn ud og agerer flot som den selvcentrerede unge hustru, der prøver at fikse sine problemer ved at købe tøj, indrette sit hjem og anskaffe sig en menneskehund. Den måde, hun retfærdiggør, at hun bruger mennesker som standerlamper, hunde som erstatning for børn, er ubetalelig og komisk.
Endelig er der ham, der elsker at feste. Desværre er han, måske især efter at konen forlod ham, altid alene til festerne. De damer, han har hyret ind, er lidt døde i sværen eller virker som de kludedukker, de er. Ole Boisen lægger krop til festaben. Han har ikke så meget at arbejde med, og man føler ikke rigtig med ham.
Forestillingen afsluttes med personernes fælles credo, hvor de undskylder for nærmest alt tænkeligt. De forsøger uden meget held at holde fast i en form for normalitet. Det lykkes ikke, og i stedet er de, som stykket skrider frem, ikke kun iført beige trenchcoats – de er i fare for at blive til beige kludedukker, der transformeres til rekvisitter og indretningsobjekter i andres hjem.
Maja Ravn har skabt en enkel, men effektfuld scenografi med to hvide vægge, der bevæger sig som labyrinter omkring de medvirkende eller skaber et univers, de ikke kan undslippe. Ligesom i Østre Gasværks Shakespeare in Love består scenografi og kostumer af dukker, der spiller med i handlingen. Sjovt som der i en sæson kan opstå en trend.
Det er et absurd, morsomt og tankevækkende setup – skræmmende tæt på det moderne menneskes hverdag anno 2019.
Efter Tiden på Teater Grob
Spilleperiode: 4. til 25. maj 2019
Medvirkende: Josephine Park, Ole Boisen, Tina Gylling Mortensen og Paw Henriksen
Manuskript og instruktion: Kirstine K. Høgsbro
Scenografi: Maja Ravn
Lysdesign: Sonja Lea
Lyddesign: Weronika Andersen
Varighed: 1 time og 30 minutter uden pause
