Den nyuddannede skuespiller Lise Pleidrup lader med denne forestilling, publikum komme helt tæt på, så tæt, at man ikke kan forlade salen uden føle noget. Om det er medlidenhed, forståelse eller provokation er egentlig også lige meget, hvis man spørger Lise selv, bare man føler noget og det gør man!
Som publikum bliver man taget med på en solorejse sammen med Lise, som fortæller hvordan det er at være tyk. Må man sige tyk? Ja det må man godt, hvis man ’owner’ det og siger ordet tyk nok gange indtil det ikke længere bliver forbundet med noget negativt. For Lise er tyk og det har i mange år været forbundet med en masse selvhad. Med selvhad følger en masse negative tanker og bekymringer, som f.eks. hvem vil dog være kærester med en der tyk? Hvem vil ansætte en der er tyk? Kan jeg overhovedet være i sædet i biografen?
Lise fortæller ud til publikum imens hun ind imellem understreger sine pointer ved hjælp af enkelte rekvisitter. Blandt andet en meget tynd mannequindukke uden hoved, som skal illustrere Lises absolutte modsætning og samfundets forskruede billede af kvindekroppen.
Mad er også en ting, der får lov til at fylde meget hos en person, der er tyk. Kan man tillade sig at spise den pizza? Der er en skyld og skam forbundet med at hente den med hjem og måske snige den forbi en evt. roommate – Lise løber over scenen med en pizzabakke, hvor hun efterfølgende både lufter ud og spiser tyggegummi, for at skjule handlingen både overfor sig selv og sine omgivelser, men nok mest overfor sine omgivelser.
Lise lægger sig og vil sove, men kan ikke lade vær med at tænke på mad alt imens hun symbolsk ligger og vender og drejer sig under en masse chipsposer, der er klistret sammen som et tæppe. Hvorfor skal mad også fylde så meget? Og hvorfor er der nogle, der har gemt slikket for mig, råber Lise vredt ud i hovedet på publikum. Er det fordi hun ikke skal spise mere af det?
For samfundets forventninger ånder Lise i nakken. Er tykke mennesker ikke bare dovne? Tykke mennesker er nok ikke så intelligente. De er i hvert fald usunde, fordi de ser sådan ud.
Lise har endda taget sig selv i også at tænke noget lignende om en anden tyk person.
Tykfobien ruller i bedste velgående, hvis man selv som tyk, kan tænke sådan om andre tykke mennesker.
Lise bruger flere gange en rød telefon til at ringe til samfundet. Samfundet har selvfølgelig altid travlt med et eller andet politisk tåbeligt, som at give Paludan politibeskyttelse, for sådan er samfundet jo. Lise skælder derfor ud på samfundets telefonsvarer og spørger hvorfor der ikke også er plads til én som hende.
Lige indtil en dag, hvor noget pludselig ændres og Lise indser, at der naturligvis også SKAL være plads til én som hende i samfundet.
Lise Pleidrup er med denne forestilling en af nutidens helte i debatten om kropspositivisme. Hun er helt blottet, bogstavelig talt, og hun er ægte. Hun viser og beskriver vreden og smerten, så man ikke er i tvivl. Hendes mod og styrke er heller ikke til at overse.
Forestillingen rummer en masse følelser, men også en stor portion humor, uden at det bliver plat og nedladdene overfor det vigtige emne.
Soloforestillinger er svære, for man er ene mand på scenen, men det lægger man ikke et sekund mærke til, for Lise har lige meget energi fra start til slut.
Hvis man er interesseret i kropspositivisme er denne forestilling et must.
Er der plads til mig? En soloforestilling om at være tyk
Forestillingen spillede på Skuespillerskolen Ophelia, Gasværksvej 4E, 1656 København V
Holdet bag:
Manuskript og idé: Lise Pleidrup
Med hjælp fra Signe Moore og PT Teater
Skuespiller: Lise Pleidrup
Instruktør: Heidi Duus
Instruktørassistent: Laura Hogriffe
Producent: Skuespillerskolen Ophelia
Musik: Mahrow og Emil Østergaard Petersen
