Julen er hjerternes fest, hvis du da tror på julen og dens magi og ikke blot ser den som en omgang humbuk uden mening og betydning. Men selv det mest følelseskolde og ubarmhjertige menneske kan lære at føle, og forstår vi hans historie, forstår vi måske også ham.

Hvis ikke du er i julestemning, når ud træder ind på Aarhus Teater, så er der næsten garanti for, at du er det, når du går derfra. Alt er sat ind at skabe de perfekte julerammer for julestemning i november og det lykkedes. Allerede fra første tone af ’Det kimer nu’ slås an, og det mest idylliske julekor i lange sorte frakker, høje hatte med kristtjørn i båndet og de skønneste stemmer stemmer i, har du lyst til alt det, som julen indeholder og bringer med sig. Generelt bliver korets fremførelse af et hav af forskellige klassiske julesalmer med et nyt og dejligt twist en skøn og betydningsfuld underlægningsmusik til ’Et Juleeventyr’.

Jacob Madsen Kvols er fantastisk i rollen om den sure Ebenezer Scrooge. Han er alt det rollen skal være. Sur, indebrændt, ubarmhjertig asocial OG julehader. Stille og roligt lader historien os dog forstå hvorfor Ebenezer er endt og blevet, som han er og Kvols lader os føle hele udviklingen, så det trods alt lykkedes at føle empati og medfølelse for den gamle gnavpot. Scrooges ukuelige og pligtopfyldende assistent Bob Cratchit spilles af Christian Hetland, der giver Cratchit al den sødme og godhed som han netop skal rumme endda i så høj grad at hele historien om hans syge søn Tim fremkalder våde øjne på flere af tilskuerrækkerne. Hetland lader Cratchit være det overbærende og medmenneskelige menneske, som vi alle drømmer om at være.

De tre ånder, der får Scrooge til at vågne op; Fortidens, Nutidens og Fremtidens ånd spilles af Anne Plauborg, Andrea Øst Birkkjær og Mette Klakstein Wiberg, der på hver deres måde udgør de sødeste og skønneste ånder. Anne Plauborg er skøn som den lidt skæve og sjove ånd fra fortiden, mens Birkjær og Wiberg er finurlige og empatiske i rollerne som Nutiden og Fremtidens ånd. Ånderne fremkalder minder og forudsigelser hos Scrooge og lader publikum sidde med følelsen af, hvad han egentlig går igennem. På den måde ender vi på grund af de tre ånder og Scrooges samspil med både at holde af ham og forstå ham og ikke mindst elske de tre ånder for deres væsen.

Generelt er det som altid et stærkt og godt hold, der er sat sammen på Aarhus Teaters scene. Anders Baggesen er som altid fantastisk på en scene, både som den knap så musikalske Jacob Marley og som Scrooges noget utiltalende far. Isa Marie Henningsen er smuk og elskværdig som Scrooges ungdomskærlighed Belle, der på fineste vis får os alle sammen til at fundere over, hvordan vores valg i livet alle sammen kommer til at påvirke den vej, vi ender med at gå, fordi vi på en eller anden måde alle sammen er en del af hinandens historie.

Aarhus teater formår også denne gang at gøre historien fuldendt ved hjælp af få kulisser. Det virker og det begejstrer, når man ved hjælp af Benjamin La Cour, rekvisitter, lyd og lys og kun få kulisser formår at få fortalt en historie, der når helt ud over scenekanten, rører publikum og endda giver os en hvid jul.

Julestemningen er sikret, historien er rørende om det er 1. eller 10. gang du ser den, og Aarhus Teater begejstrer gang på gang.

Glædelig jul.

‘Et Juleeventyr’ af Charles Dickens spiller på Aarhus Teater fra 6. november

Dramatisering: Jack Thorne

Iscenesættelse: Jacob Schjødt

Scenografi: Benjamin La Cour

Medvirkende: Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Anne Plauborg, Andrea Øst Birkkjær, Mette Klakstein Wiberg, Isa Marie Henningsen, Anders Baggesen m.fl.